I år er det 13. gang, at Cirkus Summarum slår teltpælene op og inviterer børn og voksne ind til en særlig cirkusforestilling. Siden forpremieren den 20. juni har cirkusartisterne gennem juni og juli måned tryllet, danset og sunget foran publikummet i Ballerup, inden både artister og cirkusvogne flytter til Aarhus fra mandag den 11. juli.
Vi har mødt Hr. Skæg, Motor Mille, Onkel Reje og Silja til en af de sidste forestillinger i Ballerup, hvor cirkusartisterne har inviteret os med i en hverdag af cirkussjov.
Cirkuspladsen: Slush-ice, popcorn og fællesdans
Sæbebobler, slush-ice og popcorn i massevis. Flere tusind gæster har fundet vej til cirkuspladsen i Ballerup denne fredag eftermiddag. I køen står forventningsfulde børn sammen med forældre, bedsteforældre og andre glade voksne, der kan se frem til flere timers cirkussjov.
Cirkuspladsen åbner et par timer inden forestillingen. Der er flere mad- og drikkeboder, hvor man kan få alt fra burgere og fish and chips til sukkerfyldige sager som gifler, pandekager og popcorn. Og mens nogen nyder bodernes herligheder, har de mere legeglade sjæle kastet sig ud i én af de mange aktiviteter, som cirkuspladsen tilbyder. Der er hoppeborg og skattejagt, mens andre prøver kræfter med cirkusyoga eller finder sjove hatte i udklædningen.
Der er en time til, at forestillingen går i gang, og på græsplænen foran popcornboden er børn og voksne samlet til fællesdans, mens ’Kajs Mambo’ brager fra de mange højtalere. Sæbeboblerne flyver rundt, mens cirkusfolkene i de blåstribede dragter guider publikummet gennem mamboen.
- Armene frem, armene tilbage, armene op og så kommer den frække – ryst jeres hage. Hop tre gange, 1, 2, 3 – sæt jer ned, i ro og mag, lyder det fra højtalerne, mens gæsterne forsøger at følge med.
Motor Mille: 'Cirkus Summarum er hele mit liv'
Mens cirkusgæsterne morer sig på cirkuspladsen, gør artisterne sig klar i cirkusvognen bag det store, røde cirkustelt. I den ene vogn sidder Motor Mille, og hun har et helt specielt forhold til Cirkus Summarum.
- Cirkus Summarum er jo hele mit liv. Motor Mille blev født i Cirkus Summarum, og i år er det endnu mere specielt, for jeg kan fejre 10-års fødselsdag – det er 10 år siden, at Motor Mille for første gang stod inde i det telt, fortæller hun.
Motor Mille, som har det borgerlige navn Mille Gori, har efter debuten i cirkus lavet flere børneprogrammer i samme rolle. Hun er normalt iklædt Motor Mille-brillerne, en kedeldragt og lange fletninger, som hun fra starten har flettet selv. Til cirkusforestillingerne beholder hun både briller og fletninger, men kedeldragten har hun byttet ud med en lyserød cirkuskjole.
- Cirkus Summarum er for mig som at komme hjem. Jeg har drømt om at rejse rundt med et cirkus, fra jeg var 11 år gammel, så jeg udlever virkelig drømmen. Og så elsker jeg at være med til at bidrage til god børneunderholdning. Det synes jeg, er vigtigt, og det gør mig glad at give børnene en god oplevelse, siger cirkusartisten, mens hun er i gang med at lægge sin egen makeup.
’Vi er bedst, når vi alle sammen er på scenen’
Ved siden af Mille Gori sidder Silja Okking, der i hverdagen er kendt blandt børn og voksne som Ramasjang-figuren Silja. Det er tredje gang, at Silja er en del af Cirkus Summarum, og i år har hun et ’styrke-nummer’, hvor hun løfter tunge ting – helt uden replikker.
- Jeg er ret glad for det nummer, for jeg håber, at der sidder nogle piger derude og ser, at man godt både kan være feminin og flot, men samtidig være bomstærk, både i kroppen og mentalt, forklarer hun.
Ramasjang-karakteren Silja er en mere almindelig værtskarakter end både Hr. Skæg, Onkel Reje og Motor Mille, og Silja Okking synes, at firkløveren er gode sammen.
- Der er mange gode numre, men jeg synes, vi er allerbedst, når vi alle sammen er på scenen. Figurerne er jo meget forskellige, og jeg tror, at når vi står der sammen, så vil alle børn kunne spejle sig i mindst én af os. Og så er det altid godt at være flere til at løfte, så vi kan skabe en fælles fortælling til og med børnene, siger hun.
Onkel Reje er klar til cirkussjov
I den anden ende af omklædningsvognen holder Hr. Skæg (Mikkel Lomborg) og Onkel Reje (Mads Geertsen) til. Onkel Reje er skrupskør, og både børn og voksne ved, at alting kan ske, når den morsomme Ramasjang-karakter er i nærheden.
På forestillingsdagene skal artisterne senest møde ind en time, inden showet starter. Klokken er 16.00, der er en time til forestillingen, og det er ikke længe siden, at Mille Gori og Mads Geertsen trådte ind på cirkuspladsen.
Modsat sker det ofte, at Silja Okking og Mikkel Lomborg møder ind en del tidligere end deres kolleger. De to artister kan de fleste dage findes på pladsen to timer før, hvor de i roligt tempo og med tid til kaffe, bliver til Silja og Hr. Skæg, der er klar til cirkussjov med de andre Cirkus Summarum-artister.
Mazunga! Kampråb med Hr. Skæg og cirkusholdet
Den faste tidsplan bliver overholdt, og et kvarter før forestillingen mødes hele holdet til dagens ’Mazunga’. Marie Skjerning er produktionsleder, og hun giver væsentlige informationer til Hr. Skæg, Motor Mille og alle de andre gode cirkusfolk, inden showet starter.
Og som et hvert andet hold er der kampråb inden ’kampstart’. Hr. Skæg får lov at starte ’Mazungaen’. Han tager armene i vejret, mens han råber ’Maaaaa’.
Én efter én imiterer de andre cirkusfolk i rundkredsen ham, og da de er nået hele vejen rundt, strækker alle armene på samme tid, mens der råbes ’Mazunga!’
Cirkusholdet er klar til cirkussjov i cirkusteltet.
To minutter til showtime
I cirkusteltet er de sidste publikummer begyndt at finde deres pladser. Samtlige pladser er ved at blive besat, og glade børn og voksne med fyldte popcornbøtter sidder klar på både Tryllefantasiens-, Bigbandets-, Klovnens og direktørens blok – og også på popcornfabrikken er cirkusgæsterne klar til dagens show.
Der skal mange gode kræfter til for at stable Cirkus Summarum på benene. DR Bigband sidder klar på balkonen og leverer al musik til forestillingen, de frivillige cirkusfolk hjælper til i teltet og på cirkuspladsen, og ud over de fire Ramasjang-artister er små cirkusbørn og større cirkusartister med til at give publikum den bedste oplevelse.
Der er snart få sekunder til showtime. Onkel Reje og Silja giver hinanden en krammer. Cirkusartisterne hjælper hinanden med de rød-hvid-stribede dragter, og der er tid til små kampråb, inden alle går på scenen.
Pause og cirkus-snacks
De første 50 minutter er veloverståede. Publikum har forladt deres pladser for en kort stund for at tanke popcorn-boksen op, inden artisterne er klar til anden halvdel. Indtil videre har de set Hr. Skæg opdrage kuffertelefanten Klumbo til at lave cirkustricks, Motor Mille svæve rundt i luften, mens hun tænkte på en dreng, hun kendte, som kan flyve, superheltinden Silja var bomstærk og Onkel Reje affyrede sin røvkanon mod en frivillig ’husmor’ blandt publikum – en ’husmor’, der var udvalgt af Reje selv.
I intronummeret præsenterede artisterne årets forestilling som komisk, magisk, fantastisk og Hr. Skæg opfinder sin egen beskrivelse: ’summarummantastisk’ – et ord som hverken Silja, Motor Mille eller onkel Reje kender.
Bag cirkustæppet samles hele cirkusfamilien, og alle kan tanke depoterne op på ægte cirkusmanér. Der er nemlig både sørget for pizza, vandmelon, kage og popcorn.
- Det er den mest vandede vandmelon, jeg nogensinde har smagt, fjoller Hr. Skæg til de små cirkuspigers fornøjelse.
Hvert år samles mange af de samme folk i flere måneder, mens Cirkus Summarum turnerer rundt. Artister og andre medarbejdere har taget deres familier med i cirkusvognene, og flere bor fast på cirkuspladsen i månederne, hvor forestillingen kører. Der er en hjemlig stemning, og det er tydeligt, at de mange folk bagved har en stor andel i, at Cirkus Summarum endnu engang bliver en succes.
'Det bliver aldrig rutine, for du kan ikke snyde børn'
Tilbage i omklædningen sidder Motor Mille og fjerner makeup – og om lidt er hun ’bare’ Mille Gori.
- Motor Mille er jo mig. Jeg plejer altid at sige, at Motor Mille er Mille Gori, bare lige lidt vildere. Hvis jeg skal til et voksenmøde, hvor jeg har taget voksentøj på, og så går forbi en vandpyt, så vil både Motor Mille og Mille Gori have lyst til at hoppe i den. Men Mille Gori ved godt, at det ikke er smart at tage til voksenmøde med vådt vandpyt-tøj. Der ville Motor Mille være ligeglad. Hun ville glad og tilfreds trampe rundt i alle vandpytterne, fortæller hun.
Forestillingen er gået godt, og det er vigtigt for Mille Gori, at alle børn føler sig set.
- Det er jo noget af det bedste at møde børnene og vise dem, at vi faktisk er rigtige mennesker. Der er virkelig mange børn, der ser mig og udbryder ’ejjj! Du findes i virkeligheden’, fortæller hun.
Mille Gori og de andre artister bruger flere måneder af deres sommer på at være Ramasjang-figurerne i Cirkus Summarum, men oplevelsen er det hele værd, og hun kommer glædeligt tilbage sommer efter sommer.
- Jeg synes, det er specielt, at det vi laver, giver børn og voksne så mange fælles oplevelser, og børnene får en følelse af at være en del af noget større sammen med os. Og så er børn et fantastisk publikum. Det bliver aldrig rutine, for man ikke kan snyde børn. Man kan ikke gøre noget halvt, for de opdager, hvis man er træt eller ked af det, og så konstaterer de det lige op i hovedet på dig. Og hvis det endelig bliver rutine en dag, så stopper jeg, for det er ikke fair at tilbyde børnene det. For dem er vi store forbilleder, siger hun.
Tak for i dag
Mens Motor Mille fjerner makeup og Onkel Reje, Hr. Skæg og Silja skifter kostumerne ud med hverdagstøj, bliver cirkuspladsen lige så stille tom. Publikum er på vej til biler og busser, og kun en enkelt dreng løber imod cirkusteltet. ’Han skal lige tisse, inden vi kører hjem’, forklarer moren til en af cirkusfolket, der spørger, hvor de skal hen.
Popcornboden og de andre aktiviteter pakkes sammen, og om to dage kører både boder, hoppeborg, cirkustelt og artister mod Aarhus for at glæde endnu flere børn og deres voksne.