Vi befinder os i udkanten af Labour City, da det går galt. Klokken er 8.30, og fotografen har netop tændt kameraet, da en hvid suv ruller op bag ved vores bil og spærrer os vejen. Døren går op, og en vred mand iført spejlsolbriller og den klassiske arabiske klædedragt, kandura, træder ud.
»Stop filming!«, siger han. »Get out of the car!«. Hjemme i Danmark havde vi på forhånd talt om, at noget som dette kunne ske. Vi havde læst om britiske BBC-journalister, som var blevet tilbageholdt i Qatar. Skulle vi løbe den samme risiko og tage af sted? Konklusionen var, at det skulle vi. Den film, vi allerede havde brugt måneder på at researche, ville ikke finde sin sande form uden.
Derfor rejste vi til Qatar med det mål at lave optagelser til en DR 2-dokumentar om Fifa's kontroversielle valg af ørkenstaten som vært for VM i 2022. Og indrømmet: Ja, vi landede i Hamad (Doha) International Airport med en kritisk vinkel om, at landet var et malplaceret sted at sætte en kulturel verdensbegivenhed som VM i fodbold op. Et synspunkt, som er stadig mere fremherskende hos både vestlige medier og fodboldkendere. Og som qatarerne føler er misvisende og dybt uretfærdigt. Mere om det senere.
Ublodigt kup
Dansk Wikipedia beskriver Qatar som »en lav, gold halvø, der strækker sig 160 km ud i Golfen. Der er ingen floder. Topografien er overvejende flad med højder fra 10 meter op til 73 meter i Dukhanhøjderne«. På grund af beliggenheden ved Den Persiske Bugt er klimaet hele året meget varmt, og der er ofte sandstorme. Men hvad Qatar mangler i format på overfladen, kompenseres i rigt mål fra undergrunden. Enorme olie-og gasreserver har på mindre end et halvt århundrede ændret landet fra et perlefiskersamfund til at være global økonomisk magtfaktor. Denne transformation er sket gradvis siden 1970' erne, men omkring 1995 accelererede udviklingen for alvor, da emir Hamad al-Thani fjernede sin far, Khalifa, ved et ublodigt kup. Emir Hamad viste sig at være en ambitiøs mand og formåede hurtigt at udnytte landets ret over verdens største naturgasfelt, der strækker sig fra landets kyster og langt ud i Golfen. Og siden 2000 har Qatar båret titlen som verdens hurtigst voksende økonomi.
Men tilbage til nutiden. Efter at have tilkaldt en overordnet og uden yderligere præsentation konfiskerer manden med spejlsolbrillerne vores pas og befaler os at følge efter ham. Vi kører et kort stykke vej og drejer så ind gennem porten til et sandfarvet kompleks i tre etager. Det er svært at vurdere, hvor vi nu befinder os. Ingen skilte eller markeringer. Foran bygningen holder en række anonyme hvide biler, og midt i det hele, nærmest som en kunstinstallation, står en enorm azurblå og sølvfarvet Rolls-Royce parkeret. Vi bliver ledt ind i bygningen. Det hele er indtil videre gået temmelig hurtigt. Vi er vist alle tre med på, at det her bevæger sig i den gale retning. Men hvem og hvad der har taget os i deres varetægt, kan vi stadig ikke gennemskue. Snart bliver vi vist ind på et kontor, hvor endnu mand iført kandura tager os i øjesyn. Noget i hans fremtoning fortæller, at han må være chefen. Yderligere to mænd kommer til. En samtale på arabisk går hen over vores hoveder. Manden, der fangede os, stiller så en serie af opklarende spørgsmål: »Who are you. What are you doing here?«. Og meget centralt: »Where is your permission?«. Vi svarer efter bedste evne, og hvad sandt er: at vi er journalister fra Danmarks Radio, og at vi er her for at mødes med en lokal fodboldtræner. Så oversættes vores svar til arabisk. Mere parlamenteren følger. Så siger chefen noget. Nu på engelsk: »You are at the police station. Don't be afraid. We are doing this for the safety of the country. People cannot come and film here without permission. You have been tresspassing«. Vi forsøger at forklare, at vi skam har lavet aftaler med både høj og lav før afrejse.
At det ikke er en hemmelighed, at vi er i landet. Tværtimod.
Den rigtige tilladelse
Vores ankomst er meldt på behørig vis til Supreme Commitee for Delivery & Legacy, som er det statslige organ for afvikling af verdensmesterskabet. Selveste mr. Paul Hughes, komiteens head of international media relations, har givet os grønt lys. Desuden har vi orienteret arrangøren af Workers Cup og træneren for det ene hold. Government Communications Office og pr-firmaet Portland er også orienteret. Alle ved, at vi er her. Chefen ryster på hovedet. Det er slet ikke godt nok. Vi har ikke indhentet den rigtige tilladelse. Stort problem. Nu bliver vores respektive mobiltelefoner også konfiskeret. Officeren og en kollega tager os ud foran bygningen. Her skal vi underskrive en ransagelseskendelse og lade dem gennemsøge bilen og vores udstyr. Derefter bliver vi separeret fra hinanden i forskellige lokaler i den mystiske bygning. Så går tiden. Langsomt. Ingen siger et ord om, hvad der nu er i vente. Gennem vinduet kan vi se over på et nyopført storcenter, Grand Mall. Centret er del af arbejderbyen Labour City, hvor 40.000 arbejdere fra Nepal, Bangladesh, Indien og en række afrikanske lande lever under spartanske forhold. Naturgassens rigdomme har skabt et samfund i turbovækst. Der bygges og investeres overalt. Og verdensmesterskabet i fodbold har kun sat yderligere skub i byggeboomet. En række superstadioner hver med kapacitet til over 45.000 tilskuere skal stå klar om seks år. Det samme skal en spritny metro og et utal af sengepladser til alverdens tilrejsende fodboldfans. For at klare opgaven har Qatar mønstret udenlandsk arbejdskraft i et uhørt omfang.
To millioner hentet til landet
Knap to millioner migrantarbejdere er hentet til landet for at klare de mange service-og anlægsopgaver. I en lilleputstat med kun 250.000 oprindelige indbyggere er den enorme import af arbejdskraft et nødvendigt onde, der håndteres med hård hånd. Migranterne i Qatar er underlagt det såkaldte Kafala-system, som påbyder, at hver enkelt arbejder bindes til en såkaldt sponsor (læs jobagent). Dette er en ordning, som betyder, at de udenlandske arbejdere ofte må deponere deres pas, og at tilladelser til jobskifte og udrejse styres fra et højere sted. Og netop Kafala-systemet har vakt opsigt og forargelse rundt om i verden. Sammenligningen med fortidens slavestater har været nærliggende. Dertil har et generelt lavt lønniveau og et højt antal arbejdsrelaterede dødsulykker ikke gjort sagen bedre. Og nu er migrantarbejderne blevet landets ømme punkt. Den der irriterende plet, som bare ikke vil forsvinde. Det er også historierne om de udenlandske arbejderes vilkår, som har bragt os til landet. Helt konkret har vi planlagt at dække finalen i migranternes interne firmaturnering Workers Cup. Vi har hørt, at passionen for sporten er stor nede i samfundets kælderetage. Måske endda større end hos qatarerne selv, der per historisk tradition har en stor veneration for falkejagt. Nu vil vi tale med VM's sande helte. De afrikanske og asiatiske byggearbejdere, som næppe har en ærlig chance for at købe pladser til de tribuner, de selv bygger med fare for liv og lemmer. Det er vores plan.
Svarene blafrer i vinden
Men indtil videre går det ikke særlig godt. Klokken har for længst passeret middag på den uhyggelige politistation. Og stadig har ingen fortalt os, hvad der er op eller ned. Er vi sigtet for noget? Hvornår må vi gå? Svarene blafrer i vinden. Efter tur føres vi op til et lokale, hvor en ung afrikansk mand i træningstøj sidder og kæmper med en printer og en gammel computer. Her står tiden også stille. På ubehjælpsomt engelsk stiller han os spørgsmål, vi allerede har svaret på. Profession? Vi er journalister, gentager vi. Det forstår han ikke. Med fagter viser vi en mikrofon. Ahh. Så følger endnu en lang opgivende pause. Eneste lyd er printeren, som skratter i baggrunden. Dokumenter på arabisk kommer ud. Det eneste, vi kan genkende, er vores navne. Resten er uforståeligt. Nu kommer manden, der anholdt os, tilbage. Her er jeres tilståelser, siger han og peger på dokumenterne med de arabiske skrifttegn. What? Tilståelse af hvad? Manden læser op: »Jeg, XX, har filmet i landet uden at opnå de nødvendige tilladelser«. Vi beder om kopier af vores ”tilståelser” og spørger igen til identiteten på politifolkene. Ingen af delene kan vi få. Til slut vælger vi alligevel at skrive under og sætte vores fingeraftryk på dokumenterne.
En ny drejning
På dette tidspunkt har vi droppet alle forestillinger om at befinde os i en retsstat. Her er ingen anden udvej end at flyde med strømmen. Vores oprindelige intentioner om at gennemføre interviews med migranter forekommer med ét barnligt naive. I vores hoveder vokser konspiratoriske tanker frem. De vidste jo godt, at vi kom. Og lige så snart vi rørte på os, blev vi knaldet. Påfaldende. Sidst på eftermiddagen tager tingene atter en ny drejning. Døren til endnu et kontor åbnes. En ny mand bag et nyt skrivebord. Tre andre herrer i lænestole langs siderne. Den nye mand er anderledes. Mere listig. Efter tur sættes vi i den varme stol. Hvem har betalt os for at komme til Qatar? Hvor mange penge får vi for det? Hvorfor er det så vigtigt for os at optage finalen i arbejdernes fodboldturnering? Det er kattens leg med musen. Vi forklarer, at vi gerne vil skildre fodboldglæden blandt landets hårdt arbejdende migranter. Det, synes han, er et dårligt svar, fornemmer man. Igen vil de se vores tilladelser, men nu går de et skridt videre og kræver navne og numre på vores kilder i landet. Hvem har I mødtes med, og hvad har I filmet? Igen spørger vi afhøringslederen, hvem han er. Vi repræsenterer Indenrigsministeriet, mere behøver du ikke at vide.
Indbyder ikke til flabetheder
Det føles ekstremt ubehageligt; som om manden kan få os til at forsvinde med et fingerknips. Undervejs løber afhøringen meget paradoksalt over i en diskussion om presseetik. Hvorfor skriver verdenspressen så meget dårligt om vores land? vil manden vide. Hvorfor er der ingen, som fortæller de gode historier? Hmm. Prøv lige at tænke dig om en gang til, er man fristet til at sige. Men situationen indbyder ikke til flabetheder. I stedet forsøger vi på pædagogisk vis at forklare, at Qatars nyvundne position som økonomisk powerplayer tiltrækker fokus. Det er ganske naturligt. Follow the money. Seancen afsluttes med en sindelagskontrollerende formaning. I journalister skal tænke jer bedre om. Få orden i jeres etiske standarder. Javel, siger vi. Så venter vi lidt endnu.
Efterhånden er der gået ni timer, siden vi blev taget. Nervøsiteten for vores videre skæbne har for længst indfundet sig. Hvis målet med hele operationen er at gøre os bange, må man sige, at projektet er lykkedes til perfektion. Vi må ikke tale sammen, men vores efterhånden synkrone tankestrøm går i samme retning. Lige om lidt kommer vi rigtigt i fængsel. Men nej. Det går ikke så galt. I stedet bliver vi trukket tilbage på kontoret og bedt om at underskrive nogle til lejligheden fabrikerede erklæringer: I will not record interviews with workers, or film stadiums under construction in Qatar without government permission.
Vi skriver under uden protest. Og så er der lige en ting mere. Vores optagelser. Dem har folkene fra Indenrigsministeriet besluttet, at de gerne vil beholde. Vi nikker resigneret. Klart. Og så pludselig giver manden, der fangede os, vores pas og telefoner tilbage. I har været heldige, siger han.
Egentlig burde I stilles for retten. Men nu får I lov at gå. Og husk så at indhente en tilladelse først en anden gang. Så står vi igen ude på gaden i den stegende hede. Totalt rundt på gulvet. Vi starter bilen og kører hjem til hotellet. Bestiller flybilletter ud af landet til den følgende morgen. Pakker vores kufferter. Går i seng med adrenalin og paranoia pumpende i kroppen. Tidligt næste morgen tjekker vi ud. Kigger os over skulderen på vej til lufthavnen. Får vi lov at forlade landet? Er det overhovedet overstået? Ja, selvfølgelig. Det går præcis efter drejebogen.
Hvad så nu?
Endnu et hold journalister rejser hjem med uforrettet sag. Mission accomplished. Vel tilbage i Danmark ønsker vi blot at stille et sidste spørgsmål til magthaverne i Qatar. Hvad er planen herfra? Næste gang er det ikke bare et lille dansk tv-hold på gale veje. Om seks år er VM en realitet, og den samlede verdenspresse kommer til landet i hobetal. Hvad gør I så? Fylder landets fængsler til bristepunktet med nysgerrige journalister. Eller er det migrantarbejderne, der skal spærres inde? Under alle omstændigheder får I brug for en stor kurv til at gemme alt det beskidte vasketøj. Men der er selvfølgelig også en tredje mulighed. Vask det.