Kostumer fra DRs julekalendere kommer på slot

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød udstiller kostumer og scenografi fra DRs julekalendere i december og starten af januar.

Prinsesse Miamajas kjole fra 'Jul på slottet' kan blandt andet ses på udstillingen. (Foto: © Klaus Kurup, Type 1)

Prinsesse Miamajas kjole fra ’Jul på slottet’, Bamses slæde fra hans julerejse og hr. Mortensens tøj fra ’Nissebanden’. Det er blot nogle af kostumerne og rekvisitterne fra DRs julekalendere gennem tiden, som snart kommer op af DR Byens kælder og frem i det rampelys, hvor de engang blev kendt.

Fra den 1. december og frem til den 7. januar 2018 står DR og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød bag udstillingen ’Udpluk af kostumer og scenografiske elementer fra DRs julekalendere gennem tiden’. Her bliver der rig mulighed for at gå på opdagelse i tøj og rekvisitter, der især har været på DRs tv-skærme i december-måneder i årenes løb.

”Julekalendere er nostalgi og tradition for mange, og vi håber, at børn og voksne har lyst til at komme forbi og få rusket op i minderne i de flotte omgivelser på Frederiksborg Slot,” siger projektleder Thit Dyreberg fra DR Salg.

Fem julekalendere i fokus

Udstillingen i Rosensalen på Frederiksborg Slot kommer til at centrere sig om tøj, gevandter og rekvisitter fra fem DR-julekalendere. Det er ’Jul på slottet’ fra 1986, ’Bamses Julerejse’ fra 1996, ’Nissebanden’, som kastede tre julekalendere af sig fra i 1984, 1989 og 2003, ’Pagten’ fra 2009 og ’Den Anden Verden’ fra sidste år.

Kostumerne bliver udstillet på giner, som er specialproduceret til lejligheden, og udstillingen bliver en del af Det Nationalhistoriske Museums ’Jul på slottet’-arrangementer i december.

Direktøren for Det Nationalhistoriske Museum, Mette Skougaard, er glad for at kunne samarbejde med DR om årets juleudstilling:

”DRs populære julekalendere har ofte elementer fra eventyr, folketro og historiske perioder, og vi glæder os til at fremvise de flotte kostumer og rekvisitter i de eventyrlige rammer på Frederiksborg Slot,” siger hun.

Åbent alle dage – også juleaftensdag

Det er femte år i træk, at DR er med til at arrangere en udstilling med afsæt i DRs julekalendere, der har været sendt siden 1962. Men hvor det tidligere meget har været de historiske facts og detaljer, det har handlet om, er det denne gang kostumer og enkelte scenografiske elementer, der er i centrum.

”DRs lager rummer rigtig mange forskellige fantastiske kostumer, og jeg håber, at udstillingen i Hillerød samtidig er startskuddet til, at flere af dem kommer op af kælderen og bliver vist frem i den kommende tid. Jeg vil i hvert fald gerne høre fra andre, der har lyst til at udstille dem, eller har en god idé til, hvordan de kunne komme ud at leve. Og her tænker jeg ikke kun på julekalender-kostume, men også alt muligt andet, som folk har set på skærmen gennem årene,” siger Thit Dyreberg fra DR Salg.

Frederiksborg Slot har åbent alle dage i perioden fra klokken 11.00-15.00, så der er altså også mulighed for at se udstillingen juleaftensdag, i juledagene og endda nytårsdag.