Mange af os har prøvet at forberede os til en jobsamtale. Vi bliver opmærksomme på stillingen, skriver en ansøgning, og hvis vi bliver kaldt til samtale, bruger vi en uges tid eller to på at forberede, hvad vi gerne vil sige.
Men for sangere og instrumentalister er det at søge et job en meget anderledes og tidskrævende proces. Peter Tönshoff er ansvarlig for planlægning af de såkaldte foresyngninger i DR Koncertkoret. En foresyngning er det danske ord for en audition eller konkurrence, og til foresyngningerne kommer sangere fra alle steder i verden til DR Byen i håbet om at blive optaget i DR Koncertkoret.
Der er slået stillinger op i syv forskellige stemmegrupper: 1. og 2. sopran, 1. alt, 1. og 2. tenor samt 1. og 2. bas, samt 1. alt, og foresyngningerne foregår over tre dage. Peter Tönshoff skal tage højde for, at tage alle sangerne får tildelt et opvarmningslokale, før de skal ind foran juryen, og hente de rigtige sangere ind på de rigtige tidspunkter.
Oveni al planlægningen har Peter Tönshoff også en stor opgave i at være ansigtet udadtil, og det er meget vigtigt, at der bliver taget godt imod de sangere, der håber på at få en plads i Koncertkoret.
- De tre dage hvor vi holder foresyngninger, holder vi tungen lige i munden. Der er få job som sangerne kæmper om, og at det er en hård proces, at gå til foresyngning. Det er meget dedikerede kunstnere, der har ansøgt om at blive en del af DR Koncertkoret, og derfor er det vigtigt både for mig, for juryen og for pianisterne, at vi har styr på tingene, og skaber en god og behagelig stemning, siger Peter Tönshoff.
Det er påkrævet, at de kan synge på dansk
Peter Tönshoff sidder ved et bord uden for Studie 4 i DR Koncerthuset. Han har sin computer og en bunke papirer liggende, hvor han dagen igennem skal holde styr på, hvilke sangere, der skal ind hvornår, hvilke opvarmningsrum, den enkelte sanger får tildelt, og hvilken pianist, de skal have med ind til foresyngningen.
Bag de lukkede døre til Studie 4 har juryen fundet deres pladser. Sangerne skal ind foran en jury på fem. Juryen består af tre er sangere i DR Koncertkoret eller DR Vokalensemblet, en dirigent og den kunstneriske leder. I fællesskab skal juryen forsøge at blive enige om, hvilke sangere, der skal tilbydes de ledige stillinger i Koncertkoret, men i sidste ende har den kunstneriske leder det afgørende ord.
Og konkurrencen er hård. Omkring 80 kvindelige sangere har ansøgt, og ud fra tilsendte lydfiler har juryen fundet 40 sopraner og alter, der er inviteret til at komme til foresyngning.
- Det, der gør stillingerne eftertragtede, er, at man er på overenskomst, og er garanteret minimum 200 arbejdstimer om året. Mange af dem, som kommer i dag, er allerede ansat i kirkekor eller andre kor. Men det at skulle optræde med det store kor et par gange om året, og samtidig været sikret fast arbejde i fem år ad gangen, er meget attraktivt, fortæller han.
Dagens første sanger stiller sig klar foran jurymedlemmerne klokken 10.10, og Peter Tönshoff lukker dørene til studiet. Det er påkrævet, at ansøgerne begynder med en selvvalgt oratorie-arie eller en kirkelig arie, som skal fremføres på originalsproget. Fra bordet hvor Peter Tönshoff sidder, kan man, hvis man er vidende om musik, høre sangerinden fremføre komponisten Joseph Haydns ’Welche Labung für die Sinne’.
Efter arien skal sangerinden synge korstemme som hun har fået tilsendt tre uger før, dernæst en selvvalgt dansk sang og til slut en kortere korsats som sangeren har fået tilsendt på mail klokken 09.00 dagen før foresyngningen. Der er flere udenlandske ansøgere, og de har skullet tillære sig danske tekster for at bevise for juryen, at de også kan synge de dansksprogede sange.
- Det er jo en del af jobbet som sanger, at man skal kunne tillære sig andre sprog. Det er væsentligt for jurymedlemmerne, at de får lov at høre sangerne synge på dansk, og det er også derfor, at den danske sang er påkrævet. I dag har vi primært skandinaviske sangerinder, men i går havde vi sangere fra Tyskland, Riga og Østrig, fortæller han.
Alle har fortjent feedback
Flere af sangerinderne er begyndt at møde op, og Peter Tönshoff har travlt med at holde styr på planlægningen. Han byder velkommen til dem, der kommer, viser sangerinderne vej til deres opvarmningsrum, henter dem, når det er deres tur, og hjælper pianisterne med at holde styr på deres tidsplan.
- Se, nu er der rigtig gang i den, smiler han, og det er tydeligt, at han trives i rollen.
Han går ud på gangen og kommer tilbage med den næste sangerinde.
- Nå, Anna. Du starter med den selvvalgte arie, dernæst korstemmen – og hvis juryen ønsker det, så beder de dig om at synge den danske sang eller den korsats du fik tilsendt i går, forklarer han.
Sangerinden går frem og tilbage af den lille gang, mens hun laver vejrtrækningsøvelser – det er tydeligt, at hun er nervøs. Både pianisten Laurits og Peter Tönshoff har overskud til, at komme med beroligende og opmuntrende bemærkninger. Dørene åbner op, den forrige sangerinde kommer ud i forrummet, hvorefter han sender Anna ind.
- Husk at holde telefon og mail åben. Der kommer svar allerede i aften, og tusind tak fordi du kom, siger han til den sanger, der lige er kommet ud af studiet.
Hun smiler og takker Peter Tönshoff for det gode arbejde, og den store mængde information ansøgerne har fået op til foresyngningen.
- Det har været meget fornemt, siger hun, og Peter Tönshoff takker.
Da hun er gået, fortæller han, at den kunstneriske leder ringer de sangerinder op, som bliver tilbudt stillinger, mens han sender mails ud til alle de andre.
- Ja, det er jo lidt mig, man ikke gider høre fra, for jeg skriver ud til dem, der har fået afslag. Men jeg skriver også og tilbyder, at de kan få feedback, hvis de vil have det. Juryen noterer kommentarer til alle ansøgerne og den kunstneriske leder – Michael Emery – noterer og udtaler sig bagefter på juryens vegne. Der er flere, der synes, at det er brugbart efterfølgende. Det synes vi, at de fortjener, for de har brugt meget lang tid på at forberede sig, fortæller Peter Tönshoff.
Der er meget på spil
I dag tilbyder juryen en 5-årig kontrakt til to sangere, og et par stykker tilbydes en plads på assistentlisten. Ansøgerne har, inden de ankom, modtaget en mail, hvor der står tidspunktet for foresyngningen og de bedømmelseskriterier, de bliver vurderet ud fra.
- Det er selvfølgelig vigtigt, at de har fået information om, hvad vi leder efter. Juryen lytter efter den samme klang, som der er i koret, om de har en kontrolleret vibrato, hvor højt eller dybt de synger og en række andre ting, siger han.
DR Koncertkoret består af 56 sangere og har seks-syv store koncerter om året.
Når koret har de store koncerter, er der ofte en række vigtige faktorer, der skal være på plads, før sangerne kan præstere deres bedste. Peter Tönshoff fortæller, at mange af dem ikke kan være i nærheden af røg i dagene op til vigtige koncerter, og ofte er der en speciel parfume-politik i de større kor.
Hvis man anvender parfumedufte, skal man bruge det i en diskret grad, så det ikke påvirker de andre, når de skal trække vejret mellem tonerne.
Den sidste sangerinde kommer ud fra Studie 4, og det er tid til, at både Peter Tönshoff, juryen og pianisterne holder velfortjent frokostpause. Foresyngningsdagen for sopraner er den længste, fordi der er flest ansøgere i den stemmegruppe, og programmet varer fra klokken 10.00-18.00.
Inde i Studie 4 har juryen rejst sig. De er tilfredse med det, de har hørt indtil videre, men skal have en bid mad, inden de skal høre de sidste 14 sangerinder.
Selvom Peter Tönshoff har været i DR i 16 år, er foresyngningsdagene stadig specielle.
- Jeg synes, det er så sjovt at være med til de her dage. Det er vigtigt for os alle sammen, og alle er meget koncentrerede. De sidste tre dage har været lidt lange, så jeg må også indrømme, at jeg glæder mig til at holde fri i morgen – og jeg kommer helt sikkert til at sove godt i nat, smiler han.