Vanen tro fejrer DR igen i år den søde juletid med et overdådigt juleshow i form af ’DR's store Juleshow 2021’.
Johannes Langkilde og Katrine Muff inviterer til et musikalsk overflødighedshorn, når dørene slås op til DR Koncerthuset, hvorfra DR Symfoniorkestret, DR Pigekoret og blandt andre Hjalmer, Jakob Sveistrup, Bo Kaspers Orkester, Mette Lindberg og Annisette fortolker klassiske julesange og præsenterer os for nye.
Det er første gang, at Katrine Muff er vært for showet. Og det er lidt af en barnedrøm, der dermed går i opfyldelse, fortæller hun:
- Det er det største, jeg kan forestille mig. Jeg er en kæmpe julegris, der pynter op allerede i november, og jeg skal passe på ikke at bryde ud i jul allerede, når vi stiller urene over til vintertid.
Er i underskud
Hun glæder sig især til at opleve, hvad DR Symfoniorkester og DR Pigekoret kan gøre ved musikken:
- Efter corona-nedlukningen føler jeg, at vi er i underskud med den store og voluminøse musik, som ensemblerne repræsenterer. Med pigekoret og symfoniorkesteret begynder det at hive i tårekanalerne, fordi der sker noget helt særligt med musikken, når der kommer den slags muskler på. Og så glæder jeg mig personligt meget til at møde Sanne Salomonsen, for så har jeg fuld plade i forhold til at have mødt Anne, Sanne og Lis, som er mine tre barndomshelte, siger Katrine Muff.
- •
’DR's store Juleshow 2021’ sendes på DR1 lørdag den 18. december klokken 20.30 og kan ses på DRTV samme dag fra klokken 6.00.