Jule- og nytårsbagedysten har flyttet telt og køkken til Studie 12 i Aarhus

Det hyggelige element fylder mere, når DR byder på jule- og nytårsbagedyst den 25. december og 1. januar. Vi var med, da programmerne blev optaget.

  • Syv deltagere fra i år er sat sammen med tre fra sidste år i fem makkerpar i juleprogrammet. Kun tre af holdene er så med i nytårsprogrammet af Den Store Bagedyst. (Foto: © Carsten Mol)
  • Deltagerne får mere at vide om, hvad der skal ske ved dagens optagelser, der varer fra klokken 7.15 til 20.00 første dag og fra 7.15-19.00 dag to. (Foto: © Carsten Mol)
  • Der er to på hvert hold, når jule- og nytårsbagedysten går over skærmen den 25. december og 1. januar. Rasmus og Fillip udgør et af holdene. (Foto: © Carsten Mol)
  • En scene, man måske ikke ser så tit i selve programmet - kamerafolkene er i sving, og i jule- og nytårsprogrammerne er teltet rykket inden for i DR's Studie 12 i Aarhus. (Foto: © Carsten Mol)
  • Der bliver holdt nøje øje med, at det er de rigtige og gode billeder, der er kommet i kassen. (Foto: © Carsten Mol)
  • Bag skærmen bliver der fulgt nøje med i, hvordan produktionen skrider frem. (Foto: © Carsten Mol)
  • Vært og dommere i Den store jule- og nytårsbagedyst er de samme, som det var i årets sæson: Timm Vladimir er vært og Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo er dommere. (Foto: © Carsten Mol)
  • Katrine Foged Thomsen har været dommer i tre sæsoner af det populære program nu. (Foto: © Carsten Mol)
  • På skærme i studiet kan DR-holdet bag produktionen følge med på billederne fra de forskellige kameraer. Du kan se resultatet juledag og nytårsdag.
1 / 9

Det er en almindelig, grå oktoberdag i DR Aarhus. Men man behøver bare at åbne døren til Studie 12, så stiger stemningen straks flere grader. Juletræer leder tankerne hen på den forestående højtid, og det store hvide telt og køkkenet er nærmest synonym med solrige sommerdage på Clausholm Slot ved Randers.

’Den store bagedyst’ er rykket ind i studiet, og her bliver de to programmer, der skal sendes i jule- og nytårsdagene optaget. Julebagedysten kan ses den 25. december på DR1 og DRTV, mens nytårskagerne bliver bagt på skærmen den 1. januar - begge dage klokken 20.00.

- Vi har sat syv deltagere fra i år og tre fra sidste år sammen i fem makkerpar, og i juleprogrammet skal de så kæmpe om at komme videre til nytårsprogrammet, hvor kun tre af holdene er med. Vi forsøger at få mere hygge ind i juleprogrammet i forhold til de almindelige programmer, så der er en god balance mellem hygge og konkurrenceelementet, fortæller Søren Olsen, der har været redaktør på ’Den store bagedyst’ siden første runde i 2012.

Sættes sammen i team

Han fortsætter:

- Det, at vi sætter deltagerne sammen i par, giver en mere hyggelig stemning. Vi går efter at sætte teams sammen, som vi tænker går godt i spænd. I valget af deltagere har vi sat os i seernes sted: Hvem har man lyst til at se igen på grund af deres gode humør, eller fordi de var en stærk karakter i hovedsæsonen. De her to programmer handler om et glædeligt gensyn.

Det hyggelige element ses også i udfordringerne. I juleprogrammet skal deltagerne lave et ’indbydende og overdådigt fad med julegodter – som vil passe perfekt til en hyggestund med familie og venner i juletiden’ og ’juletræet med sin pynt – en kage, som fortæller noget om jeres forhold til juletræet’.

- Deltagerne kender de to udfordringer på forhånd, så de har haft tid til at forberede sig og kan komme her og lave det fedest mulige. For deltagerne handler det også om, at de gerne vil vise, hvad de har lært, siden de var med i hovedsæsonen. Dertil kommer så den hemmelige udfordring, siger Søren Olsen.

To dage om hvert program

Hvert program tager to dage at optage – fra klokken 7.15 til klokken 20.00 den første dag og til klokken 19.00 den næste. Det sker som nævnt i Studie 12 i DR Aarhus, og det giver andre produktionsforhold end på Clausholm Slot, hvor hovedsæsonerne bliver optaget.

- Når vi er på slottet, bliver man helt beruset af sanseindtrykkene fra slotsparken, når man møder ind, og solen står op. Det er ikke helt det samme, når vi møder ind i et mørkt studie med støvet gulv. De flotte overflyvningsbilleder over slottet har vi heller ikke med – det bliver i stedet nærbilleder af julekugler på juletræet. Men der er også fordele ved at være i studiet. Vi finder ud af, hvor meget kærlighed, der er til programmet her i huset. Mange kigger nysgerrigt ind for at se vores set-up, fortæller Søren Olsen.

Det er lykkedes med telt

Jule- og nytårsprogrammerne er ikke altid blevet optaget i DR Aarhus. De første sæsoner blev lavet ude i byen.

- Men det var dyrt, så vi spurgte os selv, hvordan kan vi gøre det her i Studie 12. Kan vi bare sætte teltet op herinde – kan vi lave den illusion, eller bliver det grinagtigt? Men jeg synes, vi er lykkedes godt med at skabe den rette stemning. Da Rosa var med i juleudgaven i Studie 12, og en af udfordringerne var slut, kiggede hun gennem teltets vindue ud i det sorte studie og udbrud: ’Hold da op – det er allerede blevet mørkt!’ Hun havde helt glemt, at vi stod i et tv-studie omgivet af juletræer, smiler Søren Olsen.

Det tager en måned at lave bagedyst-setuppet ude på slottet, og blandt andet derfor bliver de to programmer ikke optaget dér.

- Det er et tungt og dyrt set-up. Vi har overvejet at lave jule- og nytårsprogrammerne på slottet samtidig med hovedsæsonen, som for eksempel briterne gør. Men det vil ikke blive med de samme medvirkende, for på det tidspunkt er de spændt hårdt for med de almindelige programmer. Samtidig er det højsommer udenfor. Det fungerer for hovedsæsonen, for der vil vi gerne have sommerlighed ind i programmet. Men det er noget helt andet, vi vil med jule- og nytårsprogrammerne, siger Søren Olsen.

Derfor kan man på sådan en almindelig, grå oktoberdag se nisseklædte folk gå rundt på gangene uden for Studie 12 i DR Aarhus.