Millioner af danskere kender DR PigeKoret for det højtidelige øjeblik, hvor koret synger nytåret ind på tv og radio. Og hundredtusinder oplever hvert år korets særlige greb om den danske sangskat gennem koncerter, tv-produktioner og arrangementer, hvor koret sammen med chefdirigent Phillip Faber kaster nyt lys på de danske sange.
Men DR PigeKorets virke har også en ekstra dimension, som rækker ud over koncerter og tv-produktioner. Ved stadigt flere officielle begivenheder i ind- og udland optræder de 50 unge piger nemlig som musikalske ambassadører for Danmark – ofte med tilstedeværelse af både Kongehuset og repræsentanter for den danske regering. Og nu får DR PigeKorets forbindelse til Kongehuset mere officiel karakter, for Kronprinsessen har påtaget sig hvervet som protektor for koret.
Erfarne ambassadører
Det nye samarbejde mellem DR PigeKoret og Kongehuset ligger i forlængelse af en række begivenheder, hvor Kronprinsessen selv har oplevet DR PigeKoret. I 2016 deltog koret i den officielle danske delegation ved De Olympiske Lege i Brasilien, og i januar i år sang pigerne ved den parlamentariske forsamling i Europarådet i forbindelse med det danske formandskab for Europarådets Ministerkomité. I samme anledning gav de også koncert i Strasbourgs Cathédrale de Notre-Dame, som blev overværet af både Kronprinsessen, ministre og medlemmer af Europarådet.
DRs chef for kor og orkestre, Kim Bohr, siger i anledning af protektionen:
"Vi er beærede og stolte over, at Kronprinsessen påtager sig rollen som protektor for DR PigeKoret. DR PigeKoret er en vigtig del af DRs arbejde med talentudvikling, og koret er med til at vedligeholde vores stærke sangtradition ved koncerter i hele Danmark og på DRs kanaler, samtidig med at det med sin omfattende turnévirksomhed bidrager til at udbrede kendskabet til den danske sangskat og den danske fællessangstradition i udlandet. Jeg ser mange muligheder i vores nye samarbejde til glæde for begge parter, for danskerne og for dansk kultur."
Et inspirerende forbillede
DR PigeKorets chefdirigent Phillip Faber siger om protektoratet:
”DR PigeKoret har haft glæden af at møde Kronprinsessen ved flere lejligheder, og vi glæder os enormt over, at vi nu får Kronprinsessen som korets protektor. Hun er et inspirerende forbillede og en moderne og stærk rollemodel, som vi ser meget frem til at indlede et gensidigt samarbejde med.”
Om DR PigeKoret
DR PigeKoret består af 50 piger i alderen 16-22 år og ledes af chefdirigent Phillip Faber. Koret blev etableret i 1938 og har gennem årene høstet stor anerkendelse både i Danmark og udlandet. Pigerne i DR PigeKoret kombinerer musikalsk talent med professionalisme og en sangglæde, som rører både unge og gamle på alverdens breddegrader. Med afsæt i den danske sangskat bevæger sangerne sig frit mellem sange, salmer, moderne korværker og kendte popsange, og med en dyb forankring i DR har alle danskere mulighed for at se og høre koret live eller via radio, tv og internet.
DR PigeKoret markerer sit 80 års jubilæum i efteråret 2018 samt i forbindelse med korets julekoncerter i DR Koncerthuset medio december.
Kronprinsessens protektion for DR PigeKoret strækker sig over foreløbig fem år. Herefter er der mulighed for forlængelse, hvis koret ønsker at fortsætte samarbejdet. I perioden 1995-2014 havde DR PigeKoret H.E. Grevinde Alexandra af Frederiksborg som protektor.