Historie, drama og masser af kultur på DR

DR har netop præsenteret den kommende tids historie- og kulturprogrammer samt de kommende dramaserier i 2025, som skal samle danskerne om vigtige emner i tiden.

Jacob Lohmann og Troels Lyby indtager hovedrollerne i dramadokumentaren 'Hugo - Görings jødiske ven'. Grafik og foto: DR/Morten Krüger. (Foto: © DR/Morten Krüger.)

I efteråret ser to nye dramadokumentariske serier dagens lys, som begge centrerer sig om Anden Verdenskrig. ’Før Søndagen’ fornyes med nye værter, kendte bogklassikere vækkes til live i den nye DR LYD-podcast ’Det’ en klassiker’ og så byder næste år på nye serier fra DR Drama.

En sidste krølle på 'Carmen Curlers' og helt nye dramaserier i 2025

Danskerne kan se frem til flere nye dramaserier næste år fra DR Drama, hvor blandt andet den tredje og sidste sæson af 'Carmen Curlers' ruller over skærmen næste efterår, mens ’Doggystyle’-forfatter Anna Emma Haudals dramaserie ’Generationer’ har premiere til foråret.

- Når jeg ser hen over den buket af programtilbud, der er på vej til danskerne, så bugner det af fortællinger, som vi alle kan være fælles om, og samtidig er der masser af stof for de særligt interesserede. Vores dramaproduktioner er ikke bare underholdende, men de handler også om noget der betyder noget for os mennesker og beskriver væsentlige forandringer for vores land, siger DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen.

Nye fortællinger om vores fælles historie

Allerede i løbet af efteråret og vinteren ser to helt nye dramadokumentarer dagens lys, når ’Hugo – Görings jødiske ven’ og ’Kodenavn: Storfyrstinden’ har premiere på DR1 og DRTV. De centrerer sig begge om den danske historie op til og under Anden Verdenskrig, og rummer blandt andet nye og hidtil ukendte historier fra vores fælles historie.

- At kende til vores fælles historie er med til at binde os sammen som folk. Med de to nye centrale fortællinger om Anden Verdenskrig dykker vi ned i endnu en afgørende tid for vores lands historie og åbner nye kapitler og nye perspektiver på den historie vi alle sammen står på i dag. Ved at have indsigt i, hvad vi er rundet af som folk, bliver vi bedre til at forstå os selv og hinanden uanset baggrund og ståsted. Endelig bliver der rig mulighed for at nørde igennem på bøger, musik, kunst og salmer med både nyproduktioner og modernisering af formidlingen, siger Henrik Bo Nielsen.

Flere historieprogrammer vil i efteråret og i begyndelsen af det nye år, gøre danskerne klogere på den danske historie og give anledning til samtaler om vores fælles fortid. DR har gennem tre år fulgt kunstner Kirsten Justesens arbejde med at skabe en fire meter høj statue af Grevinde Danner, der skal stå midt i København. ’Kirsten Justesen & Grevinde Danner’ er et dobbeltportræt af de to kvinder.

’Dronningeriget’ går fra lyd til tv, når historikerne Cecilie Nielsen og Emma Paaske henter de oversete danske dronninger frem i lyset fra ruiner, slotte og samlinger. I deres jagt på danske dronninger møder værterne eksperter på forskellige historiske lokationer rundt i Danmark.

I ’1000 års møgvejr’ dykker historiker Peter Ørbæk og meteorolog Maria Hørby ned i Danmarkshistoriens vildeste vejr. Fra stormflod i 1800-tallet til isvinteren i 1658 og voldsomt skybrud i 2011.

Få en smagsprøve på noget af det kommende indhold her:

Tro og kultur til tiden

Ligesom nye perspektiver fra vores fælles historie giver den danske kulturarv også anledning til refleksioner og samtaler med hinanden. Den kommende tid tilbyder DR en bred palet af programmer om kultur og tro, hvor helt nye programmer har premiere, mens kendte programmer vender tilbage.

Danskerne kan se frem til at blive klogere på en central del af nyere dansk musikhistorie med rapperne Kesi, Gilli, Sivas og Lamin i centrum i ’Musikrevolutionen’, mens ’Provinsbøssernes drøm’ følger forfatterne Glenn Bech og multikunstneren Kim Mejdahl og deres fælles mission om at lave kunst, der skaber plads til alle.

Ane Cortzen er vært på det nye program ’Kunst til Tiden’, hvor to kunstnere fra forskellige fagligheder mødes og på 24 timer sammen skal skabe kunst med udgangspunkt i en periode i kunsthistorien.

Katrine Muff og Mathias Hammer bliver værter på en ny udgave af det traditionsrige program ’Før Søndagen’. DR har sendt programmet lørdag aften siden 1981. Hvert program vil tage udgangspunkt i en salme, som værterne i fællesskab fortæller om og gør seerne klogere på, hvorfor den er særlig. Salmerne synges dels af Katrine Muff og dels af DR’s forskellige kor: Spirekoret, Børnekoret, Juniorkoret, Pigekoret, Vokalensemblet og Koncertkoret.

På DR LYD kan man lytte til Alberte Clement Meldal, som er vært på den nye podcast ’Det’ en klassiker’, hvor kendt person inviteres i studiet til en samtale om en litterær klassiker, som har haft en helt særlig betydning for gæstens liv.