Guide: Her kan du høre og se julekoncerterne med DR’s kor og orkestre

I løbet af december har over 25.000 været til julekoncert med DR’s kor og orkestre. Mange flere ville gerne have haft billet, men heldigvis bliver alle koncerter sendt i radio og TV i den kommende tid. Få overblikket her.

DR Big Band har været på turné med sine 'Merry Christmas, Baby'-koncerter allerede og også optrådt tre dage i træk i DR Koncerthuset. Veronica Mortensen er solist, og koncerten kan høres den 23. december på P8 Jazz og DR Lyd og ses 27. december på DRTV og DR2. (Foto: © Kristian Gade)

Sæsonen for julekoncerter topper helt vildt for øjeblikket. Ikke bare for DR’s orkestre og kor, men også over store dele af Danmark og verden, hvor Händels ’Messias’, Bachs ’Juleoratorium’ og julesalme-syngende sangere trækker masser af folk af huse for at høre julens toner.

I løbet af december skal næsten 24.000 til julekoncert i DR Koncerthuset med blandt andre DR Pigekoret, DR Symfoniorkestret og DR Vokalensemblet. Derudover har flere tusinde også har været til koncert med DR Big Band og sangerinden Veronica Mortensen, der netop har overstået en juleturné til Birkerød, Vordingborg, Svendborg, Frederiksværk, Nyborg, Vejle, Esbjerg og Flensborg – udover tre dage med koncerter i DR Byen.

DR Pigekoret gav i år fire julekoncerter i DR Koncerthuset, men alligevel måtte mange gå forgæves. For selv om over 7000 overværede koncerterne, var der stort set lige så mange interesserede, som stod på venteliste og ikke fik en plads.

Både for dem og for alle andre er der opmuntrende nyt i den kommende tid, når DR sender alle DR’s julekoncerter i radio og TV, ligesom de kan høres og ses på DR Lyd og DRTV.

7000 overværede årets julekoncerter med DR Pigekoret, men næsten lige så mange stod på venteliste til at købe en billet. Koncerten kan høres på P2 og DR Lyd den 24. december og ses på DRTV og DR2 juledag. (Foto: © Christian Larsen, DR Koncerthuset)

Kommer ud på over 20 radiostationer

Én af DR’s julekoncerter kommer ikke alene de danske lyttere til gode, men også lyttere i tre verdensdele.

Som en del af ’International julemusikdag’ på søndag, hvor Den europæiske Radiounion, EBU, traditionen tro sender en hel dag med julemusik, bliver DR Vokalensemblets julekoncert sammen med Københavns Drengekor, dirigeret af Marcus Creed og optaget i Garnisons Kirke i København den 10. december, sendt på 22 radiostationer. Det betyder, at lyttere i blandt andet Australien, Canada, Rumænien, Island, Tyskland, Spanien, Storbritannien, alle de baltiske lande, Norge, Grækenland og Slovenien også skal høre DR-korsangerne.

P2 sender ligeledes koncerten med DR Vokalensemblet på søndag den 18. december fra klokken 13.00-14.00 som en del af de i alt 12 timers julemusikdag fra klokken 10 formiddag til 10 aften.

Her kan du se og høre DR’s jule- og nytårskoncerter i den kommende tid – med forbehold for ændringer og tilføjelser:

  • Torsdag den 15. december klokken 19.20 på P2 og DR Lyd: Torsdagskoncert med Händels Messias - DR Vokalensemblet mødes med barokorkestret Concerto Copenhagen, når Händels Messias klinger i DR Koncerthuset.

  • Lørdag den 17. december klokken 20.30 på DR1 og DRTV: DR’s Store Juleshow – med en række danske kunstnere og musikalsk ledsagelse af DR Symfoniorkestret.

  • Søndag den 18. december klokken 00.05 på P2 og DR Lyd: Torsdagskoncert med Händels Messias - DR Vokalensemblet mødes med barokorkestret Concerto Copenhagen, når Händels Messias klinger i DR Koncerthuset.

  • Søndag den 18. december klokken 20.00 på DR1 og DRTV: ’Julehilsen til Grønland’ – med Katrine Muff som vært og blandt andet medvirken af DR Juniorkoret.

  • Fredag den 23. december klokken 16.00 på DR1 og DRTV: ’Julehilsen til Grønland’ – med Katrine Muff som vært og blandt andet medvirken af DR Juniorkoret.

  • Fredag den 23. december klokken 18.03 på P8 Jazz og DR Lyd: På Scenen - med DR Big Bands julekoncert, 'Merry Christmas, Baby'. DR Big Band fyrer op under julen med swingende jazzklassikere med Veronica Mortensen (vokal) og Minna Grooss som vært.

  • Lørdag den 24. december klokken 8.30 på DR2 og DRTV: Danmark synger julen ind - med blandt andre DR Børnekoret og flere hundrede korsangere.

  • Lørdag den 24. december klokken 10.30 på DR1 og DRTV: DR’s Store Juleshow – med en række danske kunstnere og musikalsk ledsagelse af DR Symfoniorkestret.

  • Lørdag den 24. december klokken 16.03 på P2 og DR Lyd: DR Pigekorets julekoncert – dirigent: Phillip Faber og medvirken af DR Spirekoret, DR Børnekoret og DR Juniorkoret.

  • Lørdag den 24. december klokken 17.03 på DR Lyd, P4 og P5: Det bedste fra DR's Store Juleshow – med musikalsk ledsagelse af DR Symfoniorkestret.

  • Søndag den 25. december klokken 20.00 på DR2 og DRTV: DR Pigekorets julekoncert – dirigent: Phillip Faber og medvirken af DR Spirekoret, DR Børnekoret og DR Juniorkoret.

  • Mandag den 26. december klokken 12.30 på DR2 og DRTV: DR Pigekorets julekoncert – dirigent: Phillip Faber og medvirken af DR Spirekoret, DR Børnekoret og DR Juniorkoret.

  • Tirsdag den 27. december klokken 6.00 på DRTV og 20.00 på DR2: DR Big Bands julekoncert – med solist Veronica Mortensen.

  • Tirsdag den 27. december klokken 6.00 på DRTV og 20.00 på DR2: DR Big Bands julekoncert – med solist Veronica Mortensen.

  • Lørdag den 31. december klokken 15.00 på P2 og DR Lyd: ’P2 Koncerten’ - Nytårsgalla med DR Symfoniorkestret

  • Lørdag den 31. december klokken 20.00 på DR2 og DRTV: Nytårsgalla med DR Symfoniorkestret

  • Søndag den 1. januar klokken 15.00 på DR2 og DRTV: Nytårsgalla med DR Symfoniorkestret