Har vi, der har rundet 50 år – og derfor ikke længere hører P3 hver dag – overhovedet glæde af, at tusindvis af unge bliver introduceret for ny dansk musik, som MØ og Marie Key, på P3? Er det kun småbørnsfamilier med børn præcis i alderen tre til seks år, der får noget ud af, at førskolebørn på børnekanalen DR Ramasjang kan opleve dansksproget børne-tv, der tager udgangspunkt i vores demokrati og værdier? Og opleves Morgenandagten og P2’s klassiske torsdagskoncerter som spild for jazzelskende ateister?
I bund og grund: Får vi hver især noget ud af, at medielicensen også går til kultur- og medietilbud, som andre end vi selv bruger?
Der er debat om både DRs indhold og om, hvordan DR bliver finansieret. Debatten er helt naturlig i en tid, hvor internationale medieaktører tilbyder os alle, at vi med et enkelt klik kan abonnere på lige præcis dét globale, skræddersyede produkt, som passer til netop os. Det giver anledning til, at man rejser spørgsmål om finansieringen af public service i fremtiden skal være en tilkøbs- og fravalgsmodel i form af abonnementsordninger i stedet for den nuværende medielicens.
DRs finansiering er og bliver et politisk anliggende, som besluttes på Christiansborg. DR er jo netop alles, og derfor er det både godt og vigtigt, at store kulturpolitiske beslutninger bliver truffet af vores politikere. Vi forsøger efterfølgende i DR at gøre vores allerbedste for at løse opgaven. Som kulturministeren har understreget i medierne, så er licensfinansieringen senest blevet politisk bekræftet i forbindelse med forhandlingerne i 2014 om en ny medieaftale, der løber frem til 2018. Kulturministeren byder fremadrettet en diskussion af medielicensen velkommen og understreger, at det rejser mange spørgsmål, både tekniske, økonomiske og kulturpolitiske, som bør analyseres og drøftes grundigt.
I den forbindelse mener jeg, det er vigtigt at diskutere, hvad vi som samfund og som borgere får ud af public service, og hvad konsekvenserne vil være af en kommerciel tilkøbs- og fravalgsordning.
I dag går to tredjedele af medielicensen til DRs tv, radio, web, kor og orkestre. Den sidste tredjedel går til TV2’s regioner, Radio24syv, puljer i Det Danske Filminstitut med videre samt moms til staten. Vi er derfor alle med til at finansiere filmstøtte, tegnsprogstolkning, børne-tv, regionale nyheder og meget mere.
Det kan lyde tillokkende at spare på egen pengepung, men efter min overbevisning vil det være dyrt sparede penge for os alle. For hvis man indfører en kommerciel logik for public service, så risikerer vi, at der ikke vil være finansiering af smalle public servicetilbud, som eksempelvis P2 eller DR Ramasjang, det vil forringe vores samlede kultur- og oplysningstilbud, og det vil i sidste ende risikere at påvirke den demokratiske samtale i Danmark.
Karrierekanon og koncerthus
Jeg mener, at vi alle har glæde af, at DR som kulturinstitution målrettet formidler og bidrager til talentudviklingen for ny, dansk rytmisk musik, som vi for eksempel lige har gjort med ’Karrierekanonen’ på Smukfest i Skanderborg og til efteråret med ’P3 Guld’. For jeg mener, at også vi, der har rundet de 50 år, har glæde af, at kulturen bliver videreudviklet og formidlet – og at vores unge blandt andet bliver præsenteret for mangfoldig musik. Ligesom det er vigtigt, at børn og unge fra hele landet besøger DR Koncerthusets ’Musikariet’ for at tage livtag med musikken eller oplever DR Pigekoret på turné.
Og selv når børnene for længst er fløjet fra reden, kan det have sine fordele for samfundet, at yngre familier med førskolebørn vælger at se DR Ramasjang med børne-tv, der tager udgangspunkt i en dansk hverdag. Det har efter min bedste overbevisning betydning for, hvilke demokratiske og kulturelle værdier, børnene suger til sig ved skærmen.
Kommerciel logik fører til forringet kulturtilbud
Public service er et samlet tilbud. Hvis man indfører en kommerciel logik bliver det, som vi hver især vælger til i vores liv lige præcis nu, det, der afgør, hvad DR kan sende. Medielicensen sikrer, at DR kan levere kvalitet til hvert enkelt individ – og at det ikke er seertal og klik, som afgør, hvad vi sender. DR er forpligtet til at lave public service til alle uafhængigt af politiske og økonomiske interesser. Den finansieringsmodel, der er i dag, understøtter opgaven, fordi DR i modsætning til mange kommercielle aktører ikke lader det være seertal, annoncekroner eller særinteresser, der bestemmer, hvad vi bringer.
Jeg vil vove den påstand, at DR er en af Danmarks vigtigste kulturinstitutioner. Et enkelt eksempel er DRs dramaserier, der lægger gaderne øde, sætter vores værdier og historie til debat – og samtidig har opnået stor succes uden for landet. Samtidig har DR skruet op for at sætte vigtige temaer på dagsordnen på tværs af vores kanaler. Serien ’Danmark på overførsel’ skabte debat om den danske arbejdsmarkedsmodel, vi har skildret den nye skolereforms konsekvenser for elever, forældre og lærere, mens serien ’En som mig’ har været med til at bryde tabuet om ensomhed.
I dag bruger hele befolkningen DR, men det er ikke en selvfølge. En kommerciel logik vil betyde, at den brede folkelige forankring, hvor der er fri og lige adgang til kulturformidling, nyheder og samfundsdebat forsvinder. Og vi risikerer et samfund, hvor store grupper bliver hægtet af. Så kan vi havne der, hvor kulturformidling og samfundsdebat kun er for dem med mange grå hår og lange uddannelser. Ved folketingsvalget 2015 fulgte ni ud af 10 danskere med i valget på DRs kanaler, hvilket jo er med til at understøtte, at samfundsdebatten i vores land ikke bliver for de få.
Fælles udfordringer
Dansk kultur og demokrati står over for voldsomme udfordringer. Udenlandske, kommercielle medier fylder mere og mere, og det uafhængige, danske indhold, der skaber fælles samtaler på tværs om dansk kultur og danske samfundsforhold, er under pres. DR er med til at værne om vores værdier og kulturelle identitet og udfordre os på vores holdninger. Public service handler om, at der er en dansk medie- og kulturinstitution, som er helt uafhængig af kommercielle interesser – og er for alle. Det er vigtigere nu end nogensinde. Abonnement er for den enkelte, public service er for alle.