Frank Esmann er død

Flere af Frank Esmanns tidligere kolleger fra både radio og TV medvirkede i et særligt mindeprogram, og DR Podcast har lagt 45 af hans udsendelser ud.

Frank Esmann døde søndag. Han blev 77 år. (Foto: © agnete schlichtkrull, DR)

77-årige Frank Esmann døde natten til søndag. Han var kendt som udenrigskorrespondent for DR, chef for Weekendavisen, forfatter til både journalistiske bøger og spionromaner og vært på DR2.

De seneste 10 år var han i en årrække vært på radioprogrammet ’Esmanns Verden’, ligesom han lavede en lang række radioudsendelser fra blandt andet Balkan, Iran og Haiti.

Flere af Frank Esmanns tidligere kolleger fra både radio og TV medvirkede i et særligt mindeprogram, der blev sendt på P1 direkte fra DR Byen mandag den 28. november klokken 10.03. Mindeprogrammet sendes også fredag klokken 5.03 og lørdag klokken 7.03 på P1 og kan høres på linket nederst.

Efter Frank Esmanns død har DR Podcast lagt 45 af hans mange radioprogrammer for DR på nettet, så man kan høre eller genhøre for eksempel hans reportager fra Nordkorea eller berømte og berygtede hoteller, deres historie og de forfattere, statsmænd, slyngler, banditter og journalister, som har skabt legenderne om dem. Programmerne, som Jørgen Leth og Frank Esmann lavede sammen, ligger også til podcast.

Mangeårig udenrigskorrespondent

Esmann var uddannet journalist. Han startede sin karriere som udenrigskorrespondent under den kolde krig. Først i Østeuropa, så i Storbritannien men med hyppige rejser i Afrika og Mellemøsten.

I 1976 vendte han hjem for at overtage jobbet som ansvarshavende chefredaktør på Weekendavisen og siden som redaktionschef og souschef på TV-Avisen.

Fra 1988 bestred han posterne som DRs korrespondent i USA og Tyskland, indtil han i 1998 blev kaldt hjem for at lancere DR2-programmet 'Deadline'. Et par år senere blev han producerende hovedvært på et andet DR2-flagskib, nemlig 'Temalørdag' - en opgave, han bestred i seks år.

Siden 2007 har han fortrinsvis arbejdet som radiovært i programmet 'Esmanns verden' på P1 og som tilrettelægger af P1's serier. Han har skrevet flere biografier, romaner og bøger om især amerikanske forhold og oversat Madeleine Albrights, Bill Clintons og Hillary Clintons erindringer.

Frank Esmann arbejdede som freelancer i DR lige til det sidste.

Du kan lytte til mindeprogrammet her.