Hvis målet med terror er at destabilisere et samfund, hvad er det så, der tidligere har stabiliseret det? Det dykker DR’s nye dramaserie ’Når støvet har lagt sig’ ned i, når seerne gennem 10 afsnit følger otte hovedkarakterer før, under og efter et terrorangreb på en restaurant i København.
Serien, der er skrevet af Dorte Høgh og Ida Maria Rydén, som også har skrevet dramaserien ’Dicte’ for TV 2, har været længe undervejs - og har premiere den 2. februar på DR1 og DRTV.
Idéen fik de to forfattere, da de var sammen afsted på et seminar i Sverige for 3-4 år siden. Her faldt snakken på, hvordan mennesker ’hænger sammen’, og de fandt ud af, at de ville lave en serie, hvor de kiggede på netop det. Så de gik i gang med at tænke.
- Hvad er det for relationer, der gør, at vi faktisk har et godt land at leve i? Vi hænger jo sammen og er forbundet, og vi har en naturlig tillid og tiltro til hinanden som mennesker, siger Ida Maria Rydén, og Dorte Høgh tilføjer:
- Og det er jo derfor, vi er et af verdens lykkeligste folk. Det er på grund af tilliden. Det er forfærdelig alvorligt for et samfund som vores, når terroren rammer. Vi har valgt to yderpoler – det tillidsfulde danske samfund og terror.
Ida Maria Rydén fortsætter:
- Vi lever i et eventyrland, men når det onde kommer, hvad sker der så med os? Hvad sker der med os, når vi ikke føler os trygge?
Manuskript er som en baby
Da tankerne skulle omsættes til et manuskript, begyndte Ida Maria Rydén og Dorte Høgh at mødes. Og når man er to forfattere om manuskriptet, står meget af arbejdsdagen på snak.
- Vi taler helt vildt meget. Vi har mødtes nærmest hver dag i tre år, og så har vi talt i otte timer i træk om, hvor vores karakterer skal hen, og hvad de skal udsættes for, siger Ida Maria Rydén.
Først da hver enkelt scenes handling var på plads, gik forfatterne hver til sit og begyndte at skrive. De har hver især skrevet fem afsnit, der er fordelt sådan, at de skriver hvert andet afsnit hver.
- Vi deler det op på den måde, fordi vi har brug for en følelse af at have hver vores undertøj, som den anden ikke går i, fortæller Ida Maria Rydén.
Selvom de to forfattere selv synes, de skriver meget forskelligt, er der ifølge Dorte Høgh ikke mange andre, der kan læse forskel på det.
- Det er fedt at være to. Og så er det inspirerende. Vi læser hinandens afsnit, og vi kan ikke være eksperter på det hele – men så kan vi være det på det halve. Det er på en måde ligesom opdragelsen af en baby. Vi er ikke altid enige, men vi er pavestolte, og vi er lige optagede af og bekymrede for barnet, og vi kan ikke stoppe med at tale om det. Det minder faktisk meget om hinanden. Vi får et værk sammen. Det er meget yndigt, siger hun.
Opfordring til at kigge op fra hverdagen
Oprindeligt havde de to forfattere valgt at kalde serien ’Memento Mori’, der er latin for ’Husk at du skal dø’. Men det blev lidt for morbidt.
- Men i virkeligheden er ’memento mori’ jo bare ’carpe diems’ lidt traurige fætter. Det er i bund og grund det samme – hvis vi skal dø, skal vi lige huske, hvordan vi er her. ’Når støvet har lagt sig’ er en opfordring til lige at kigge op fra din hverdag, siger Ida Maria Rydén, og Dorte Høgh tilføjer:
- Det handler om det øjeblik, når støvet har lagt sig, og man pludselig ser noget helt klart, som man måske har gået og fedtet med længe. Når man får de der ’memento mori’agtige oplevelser: Døden lurer, så du skal få det bedst mulige ud af livet.
Et avanceret puslespil
Det har været svært at få det hele til at gå op, fordi der er otte hovedkarakterer. Det svarer til, at der er otte minutter til hver i hvert afsnit.
- Man lærer at skære ind til benet. Vi startede lidt mere blødt, men når der er otte karakterer, bliver man nødt til at have et højt tempo og stor genkendelighed, siger Ida Maria Rydén.
Hun fremhæver åbningsscenen, hvor karakteren Morten, der bliver spillet af Jacob Lohmann, sidder tidligt om morgenen, tager sig til øjnene og kigger på sit ur, hvorefter sønnen kommer hjem:
- Det er ren genkendelighed. Man ryger lige ind i det, forstår det, kender det og er med, siger hun.
Dorte Høgh er enig i, at det har været svært. Faktisk kalder hun det for det sværeste, hun har lavet:
- Det er det suverænt mest komplekse, men jeg synes også, det er også det bedste, vi har lavet. Det er noget, der ikke rigtig har været lavet før, og der er mange nye greb rent dramaturgisk. Samtidig fortæller vi om noget, der er rimelig sårbart. Det har på mange punkter været en balanceakt.
Ida Maria Rydén supplerer:
- Det er som at lægge et meget indviklet puslespil med tusind brikker, men vi har aldrig før prøvet med flere end 150.