Danske tv-seere kan begynde at glæde sig til endnu en sæson af den dansk-svenske krimiserie ’Broen’. Forberedelserne er i fuld gang, og optagelserne starter i november. Der er planlagt otte nye afsnit, som får premiere på DR1 i løbet af 2018.
DRs dramachef Piv Bernth fortæller, at sæson 4 også bliver den sidste med ’Broen’:
”Uden at røbe noget om handlingen kan jeg godt sige, at den umiddelbart ikke lægger op til yderligere fortsættelse,” siger hun.
Endnu er der mange pladser på rollelisten, der mangler at blive besat, men ligesom i ’Broen 3’ har Sofia Helin og Thure Lindhardt de to hovedroller, som henholdsvis den svenske kriminalbetjent Saga Norén og hendes danske modstykke Henrik Sabroe. Danske Rumle Hammerich instruerer fire af de otte afsnit.
”Vi er glade for, at deres indbyrdes relation får mulighed for at blive spillet igennem endnu engang,” siger Piv Bernth.
Hun tilføjer, at der i forhold til de tidligere sæsoner er flere danske skuespillere med, ligesom en større del af handlingen udspiller sig på Københavns Politigård.
”Jeg kan ikke komme ind på handlingen, da manuskripter stadig er i udviklingsfasen, men jeg kan love, at der er lagt op til en spændende og medrivende afslutning.”
Svenske Hans Rosenfeldt har hidtil været hovedforfatter på ’Broen’. Han er stadig pennefører, men nu sammen med Camilla Ahlgren, som også har bidraget til manuskripterne på de tidligere sæsoner af ’Broen’.