Fire nye modtagere af P2 Prisen er fundet

Hans Abrahamsen er blevet hyldet internationalt den seneste tid. Nu får han også P2 Prisen for ’Årets Danske Album’. P2 har også sat navn på andre af årets modtagere ved P2 Prisen i Aarhus 3. februar.

Stine Rosengren er vært for P2 Prisen i Musikhuset i Aarhus. (Foto: © Morten Larvad, Type 2)

P2 uddeler i år sine klassiske musikpriser og holder sin P2-priskoncert i den europæiske kulturhovedstad Aarhus fredag den 3. februar. Det hele foregår i Musikhuset Aarhus med P2-vært Stine Rosengren vært og i et samarbejde med Aarhus Symfoniorkester.

Allerede i november blev det offentliggjort, at cellisten Andreas Brantelid medvirker som solist ved P2 Prisen-koncerten, og at han bliver udnævnt til ’P2 Kunstner 2017’.

Cellisten Andreas Brantelid bliver Årets P2-kunstner 2017 (Foto: © Marios Taramides, Type 2)

Tirsdag har P2 sat navne og prismodtagere på yderligere fire af de i alt otte P2-priser, hvor prismodtagerne selv være til stede, selv spille og selv synge i forbindelse med P2 Prisen 2017.

De fire modtagere af P2-priser, som nu kan offentliggøres, er:

Årets Danske Album Hans Abrahamsen: ’Let me Tell You’ (Paul Griffiths) Barbara Hannigan, sopran Den Bayerske Radios Symfoniorkester Dirigent: Andris Nelsons Udgivet af Winter & Winter

Hans Abrahamsen er bestemt ikke ubekendt med hæder, da han i forvejen er blevet hyldet over hele verden – senest med Nordisk Råds Musikpris og den amerikanske Grawemeyer-pris. Med P2 Prisen får han nu også anerkendelse i sit hjemland for at have leveret ’Årets Danske Album’ i 2016. Hans Abrahamsen vil selv være til stede ved priskoncerten i Aarhus, og her vil pianisten Anne Marie Abildskov spille et uddrag af ’Let me Tell You’, der giver et indblik i det danske storværks indre liv.

Årets Koncertøjeblik Sopranen Susanne Elmark for at have sunget partiet Marie i Bernd Alois Zimmermanns opera ’Die Soldaten’ på en række internationale scener i Berlin, Zürich og Buenos Aires.

Susanne Elmark kommer selv og synger Maries arie ’Das Herz ist mir so schwer’ ved P2 Prisen – akkompagneret af Søren Rastogi på klaver. Susanne Elmark får prisen, fordi hun har spillet en central rolle i, at ’Die Soldaten’, der er komponeret i 1960, har vakt international opmærksomhed de seneste år.

Årets Nyskabelse Copenhagen Phil for projektet Open Orchestra

Open Orchestra og Copenhagen Phil får prisen for at tage publikum og digitale brugere hele vejen rundt om og ind i den klassiske musik ved koncerter op på nettet, hvor brugerne selv kan gå på opdagelse i musikken og i det klassiske symfoniorkester. Musikchefen i Copenhagen Phil Uffe Savery medvirker ved P2 Pris-koncerten sammen med musikere fra Aarhus Symfoniorkester.

Årets Internationale Kunstner Chefdirigent for Odense Symfoniorkester Alexander Vedernikov for opførelsen af Wagners opera Siegfried’ i Odense Koncerthus.

Opførelsen af ’Siegfried’ er en del af et flerårigt projekt, der kulminerer med opførelsen af sidste del af Wagners ’Nibelungens Ring’ i Odense Koncerthus i maj 2018. Alexander Vedernikov er for nylig blevet udnævnt som chefdirigent for Det Kongelige Kapel, og ved P2 Prisen 2017 vil han dirigere Aarhus Symfoniorkester i ’Valkyrieridtet’ fra Wagners ’Valkyrien’ samt lede Aarhus Symfoniorkester i Dvoraks cellokoncert (2. og 3. sats) med årets P2-kunstner Andreas Brantelid.

Alexander Vedernikov er ny chefdirigent for Det Kongelige Kapel - og nu også årets internationale kunstner.

Flere modtagere afsløres på aftenen

”DR og P2 glæder sig til – sammen med Aarhus Symfoniorkester - at fejre den klassiske musik ved P2-pris-koncerten i Aarhus. Selv om vi nu har afsløret fem af de otte prismodtagere, er der stadig masser af spænding på aftenen – ud over masser af god klassisk musik. På aftenen hylder vi også komponisten Bo Gunge, der med korværket ’Alting har en tid’ sikrer sig ’P2 Publikumsbaskeren’, og så afslører vi, hvem der får ’P2 Talentprisen 2017’, ligesom kulturminister Mette Bock kommer og afslører, hvem der er årets klassiske ildsjæl 2017,” forklarer redaktør og projektleder bag P2 Prisen 2017 Esben Tange.

Prisen ’Årets Ildsjæl’ sætter fokus på dem, der tager initiativ og fornyer i Danmarks klassiske musikliv, og frem til lørdag den 21. januar er det stadig muligt at indstille kandidater til prisen via hjemmesiden dr.dk/p2prisen.

P2 Prisen 2017 vil kunne høres direkte på P2 fredag den 3. februar fra klokken 19.30, ligesom alle vil kunne følge med, når prisfesten billedstreames på dr.dk/klassisk. Fra klokken 18.05-19.30 samme dag afslører P2 i et radioshow, hvem der bliver modtageren af ’Publikumsprisen 2017’, når P2’s lyttere vælger deres bud på årets bedste klassiske album.

Priskoncerten i Musikhuset Aarhus bliver indledt med Niels W. Gades ’Morgensang af Elverskud’ med Den Jyske Operas Kor og Aarhus Symfoniorkester, ledet af Carsten Seyer-Hansen. I 2017 er det 200 år siden, at Niels W. Gade blev født, og det bliver fejret ved en lang række koncerter i år - også på P2.