Et russisk, atomdrevet skib kolliderer med et dansk skib i Kattegat – ikke langt fra Aarhus. Hvordan bør DR dække katastrofen? Hvilke billeder må vises? Og hvordan forholder man sig til de mange mobilbilleder- og -film, der strømmer ind på redaktionen efterfølgende?
Det er et af de spørgsmål, som journalist og TV-Avisen-vært Erkan Özden har præsenteret henved 30.000 skoleelever fra landets 8., 9. og 10. klasser for i løbet af 2016. De har deltaget i 41 workshops med titlen ’I Sandhedens Tjeneste’, som DR har holdt i årets løb.
Her har de unge skullet forholde sig kritisk til, hvad de ser og hører – ikke mindst på de sociale medier. De har også beskæftiget sig med kildekritik og med en række af de etiske dilemmaer, som en nyhedsredaktion jævnligt står overfor.
Lytter- og seerorganisationen KLF, Kirke & Medier har også lagt mærke til de mange workshops, som har været holdt i Randers, Aarhus, Sønderborg, Frederiksberg og DR Byen, og den har nu valgt at give Erkan Özden sin hædersbuket. Den uddeler KLF, Kirke & Medier hvert kvartal til et medie eller en medieperson, der – efter lytter- og seerorganisationens mening - har gjort en særlig indsats.
Falske nyheder og fejlcitater
”Vi lever i en tid, hvor medierne fylder rigtig meget i hverdagen, og her er det afgørende vigtigt, at man som ung lærer at forholde sig kritisk. Der er etiske udfordringer nok derude: Falske nyheder, fejlciterede kilder, ensidig dækning og så videre. Vi glæder os over, at DR tager den udfordring alvorligt og giver de unge noget at tænke over,” siger generalsekretær Mikael Arendt Laursen fra KLF.
Erkan Özden har arbejdet i DR siden 2003, hvor han blandt andet har været vært på DR2 Udland og korrespondent for DR i Washington, inden han i 2014 blev vært på TV-Avisen.
Selv har Erkan Özden benyttet Facebook til at sige tak for buketten – og det hele illustreres med et billede af ham og blomsterne.
”Jeg siger tusind tak for den flotte buket fra KLF, Kirke & Medier for mit arbejde med ’I Sandhedens Tjeneste’,” skriver Erkan Özden, der samtidig kalder det ”en flot gestus”.
’I Sandhedens Tjeneste’ fortsætter i 2017, og på netstedet dr.dk/ist kan du blandt andet følge med i, hvor der bliver workshops, læse Erkan Özdens gode råd til, hvordan du undgår at blive tørret og læse mere om nogle af de falske historier, der faktisk har snydt folk. Buketten fra KLF er flere gange tidligere gået til DR-medarbejdere. Maria Månsson fra DR K, vært Ask Rostrup fra TV-Avisen og ’Bag Borgen’ og DRs tidligere lytter- og seerredaktør gennem 11 år Jacob Mollerup er nogle af de seneste modtagere.