Klumme - af Heidi Sivebæk
Første gang, jeg var i New York med min familie, opdagede vi til stor glæde, at den her by var helt anderledes end alle andre, vi har besøgt med kørestol. Alle fortov har med korte mellemrum ramper op og ned, mange butikker har særlige prøverum med plads til kørestol, så godt som alle restauranter er indrettet, så man rent faktisk føler sig meget velkommen på lige fod med alle andre gæster.
Efter tre dage konstaterede min datter: ’Hvor er det vildt, man ser kørestole alle vegne – mange flere end i København, Berlin og London.’
Og ja. Sådan er det. Når forhindringer fjernes, og invitationen til at være med er tydelig, får flere mod på at være med. Og for hver gang, man ser andre deltage, øges lysten til selv at tage del.
Sådan er det i gadebilledet, og sådan er det også i mediebilledet.
Senest har debatten om DR2-programmet ’Danmarks lækreste spasser’ budt på mange synspunkter om mangfoldigheden og personer med handicap i DR’s sendeflade. En vigtig og god diskussion, som virkelig har givet stof til eftertanke. Både hos mig som mangfoldighedsredaktør og hos mine kollegaer, der caster medvirkende, finder på nye programformater, spotter talenter og så videre. Alle har vi hele tiden for øje, at vi vil være ”Hele Danmarks DR”.
Se og forstå hinanden
Er vi så i mål? Bestemt ikke, men vi arbejder hver eneste dag på at blive endnu bedre til at spejle hele den brogede verden, vores land rummer.
Vores ambition er, at alle kan se eget liv og egne værdier i DR’s indhold. Men nok så vigtigt også, at vi kan se og forstå hinanden – også når andres liv og værdier står i kontrast til vores egne. Vi vil gøre os klogere på os selv og klogere på hinanden. Vi skal tilbyde indhold ”om” særlige udfordringer, emner, værdier og livssituationer. Og vi skal tilbyde indhold, hvor alle mulige slags mennesker er ”med” på tværs af handicap, geografi, seksualitet, køn, etnicitet og så videre.
Vi laver programmer ”om”, når vi sender en serie som ’De skjulte talenter’, hvor vi følger en række mennesker med autisme, og når vi bringer nyheder om manglende tilgængelighed i Aarhus’ nye letbane. Vi laver programmer ”med”, når en af deltagerne i en debat om asylpolitik på DR2 er en jurist, som tilfældigvis sidder i kørestol, og når en af deltagerne i ’X Factor’ kører ind på scenen i elektrisk kørestol med respirator koblet til.
Programserien ’Danmarks lækreste spasser’ er eksempler på programmer om mennesker med handicap, men med et helt anderledes greb end vanligt. Hvor vi oftest møder minoriteter, som for eksempel personer med fysisk handicap, i problematiserende eller dokumentariske programmer, valgte vi her at følge 11 meget modige og inspirerende personligheder. De medvirkende gav os et indblik i deres arbejde, deres vidt forskellige tilværelser og drømme, og i hvordan det er at leve som menneske med et fysisk handicap – herunder, hvad de oplever i mødet med personer uden handicap.
I serien leverede de alle nogle meget stærke budskaber om viljestyrke, medmenneskelighed, hvordan de kunne tænke sig at blive mødt af andre mennesker uden handicap, og de blev rollemodeller for et stort publikum, både med og uden handicap, på fjernsyn og sociale medier. Og satte gang i masser af debatter. Debatter, som ikke har skabt enighed, men som jeg vil mene har gjort os klogere.
Blande bolsjerne bedre
Sådanne programmer skal vi skabe, men vi skal bestemt også blive bedre til at blande bolsjerne i alle de andre programmer, så minoriteter også optræder, når børns søvn, finanslov, klima og alt muligt andet er på dagsordenen. Som alle andre medier i Danmark og verden over har vi et stykke at gå i forhold til at afspejle alle befolkningsgrupper. Vi arbejder hele tiden på at præsentere mennesker med forskellig økonomisk baggrund, geografisk spredning, kønsfordeling etc. Men vi vil være dygtige til at se hullerne i osten – se, hvem vi mangler i vores indhold.
Intet menneske er kun én ting – et køn, et handicap, en social baggrund, en seksualitet. Vi er heldigvis alle sammen en hel masse på en og samme tid i hver vores unikke kombination, og vi kan derfor være både relevante og værdifulde i alt muligt medieindhold.
Til gengæld er det, at man er kvinde, mand, homoseksuel eller har et handicap sjældent nok i sig selv til at kvalificere til at deltage i et program. Som kilde eller medvirkende, skal man naturligvis have en viden om eller en holdning til det emne, der er på plakaten. Og taler vi om værter eller skuespillere, som også har fyldt en del i debatten, ja, så kan ingen vade ind fra gaden og fylde den slags sko ud – det er fag, som skal læres.
Har ikke en tjekliste
Vi har ikke en tjekliste, hvor vi napper en brik fra hver kasse. Vi vil det bedste indhold, med de bedste medvirkende, de bedste kilder, de bedste værter. Og vi er sikre på, at de bedste ikke blot er dem, vi allerede kender. Vi er sikre på, at der findes en masse dygtige, skæve, begavede, sjove mennesker, som vi slet ikke har fået øje på endnu. Dem vil vi gerne have øje på.
Så til tidens debat om repræsentation af mennesker med handicap i DR’s flader, er det korte svar: Vi skal ikke vælge nogen på grund af et handicap, men vi skal sikre, at valget ikke sker på trods af et handicap. Vi skal fjerne forhindringerne og være dygtige til at finde nye værter og medvirkende. Og mon ikke vi som i New York vil opleve – billedligt talt, at den ene kørestol tager den næste med?