DR dukker op med både ladcykel, campingvogn, en bus og ’ordtelte’ for børn, når Kulturmødet Mors fra torsdag den 22. august til lørdag den 24. august bliver holdt for 11. gang i Nykøbing M. Men den store forandring i forhold til tidligere bliver, at DR – ud over at have et omfattende program på scenerne alle tre dage – i 2024 også vil ’blande sig mere’ med kulturmøde-deltagerne.
Det kommer blandt andet til at ske ved nogle særlige pop up-events, hvor værter, tilrettelæggere og andre DR-medarbejdere tager snakken og svarer på spørgsmål fra dem, der til dagligt ser, hører og bruger DR’s programmer.
Blandt dem, kulturmødedeltagerne kan stifte nærmere bekendtskab med i bybilledet, er for eksempel holdene bag ’Er der en arkitekt til stede?’ og P1-programmerne ’Supertanker’, ’Kulturen på P1’, ’Klog på Sprog’ og ’4. division’. P1-udsendelserne er for øvrigt udsendelser, som også undervejs bliver sendt direkte fra Mors, så hele landet kan lytte med.
- Det kan godt være grænseoverskridende at skulle række fingeren op, hvis DR-medarbejderne sidder på en fjern scene, og der er et stort publikum, der lytter med. Fra Kulturnatten i DR Byen ved vi, at brugerne utroligt gerne vil tale og stille spørgsmål til dem, der laver DR’s udsendelser. Det får begge parter noget ud af, for DR’s redaktioner vil også gerne møde deres brugere. Derfor skruer vi op for den del på årets kulturmøde, siger redaktør Kåre Vedding Poulsen fra DR Strategi og Brugere. Han har været med til at skrue DR’s program sammen til Kulturmødet Mors.
Pudseløjerlige telte
Kulturmødet på Limfjordens største ø kalder sig selv ’Danmarks samlingssted for samtalen om kunst og kultur’. Og udover at DR i flere tilfælde end tidligere år vil tage samtalen ansigt til ansigt med lyttere og seere, bliver der også rig mulighed for både at se DR-medarbejdere i sving med at sende direkte udsendelser eller møde folkene bag særlige DR-tiltag og -indsatser, der kører netop nu.
I DR’s ’Alle ord tæller’-telte kan børn og voksne for eksempel prøve sjove aktiviteter, der udfordrer dem på ord, sprog og læsning. Aktiviteterne er udviklet specielt til børn i Ramasjang (4-8 år) og Ultras (9-14 år) målgrupper. Her kan man blandt meget andet for eksempel besøge ’Tidslinjen’ og gætte, hvor gammel man er, hvis man siger ’pudseløjerlig’.
Aktiviteterne er skabt af projektet ’Alle ord tæller’, hvor DR og samarbejdspartnere udvikler og afprøver produkter, metoder, indsatser og redskaber for at skabe bedre forudsætninger for gode læseoplevelser og styrke læselysten og læsekulturen for danske børn i alderen 1-14 år.
Snak om kropsidealer
’P3 Missionen 2024’ lægger vejen forbi Kulturmødet alle tre dage med ’P3 Missionen’s bus, som både i sommer og sidste sommer har mødt de unge uden for de rammer, der hedder skole, forældre og arbejder, og typisk i stedet parkerer bussen, hvor unge er taget hen for at få et frirum.
’P3 Missionen’ sætter i år gang i en samtale med unge om de kropsidealer, de møder, og om de mindreværdsfølelser og selvkritik, som mange unge går rundt med. Med på Mors er flere P3-værter, som der også bliver rig mulighed for at få en snak med i løbet af dagene. Blandt dem er Adnan Al-Adhami, der står bag programserien ’Adnan og de smukke løgne’ på DRTV.
’Sex med P3’, der er DR’s TV-opslagsværk om sex, krop og køn, deltager ligeledes på Kulturmødet Mors, hvor læge Jo Glud Hjerrild og medskaber og tilrettelægger fra programmerne Amie Arense Bah lover at give ’den seksualundervisning du altid har manglet - og som vi alle skulle have haft meget tidligere’, som man skriver i programmet.
- Nogle andre, som kulturmødedeltagerne får rig mulighed for at se og tale med, er medarbejdere fra P5, P6 Beat og P8 Jazz. Under hele Kulturmødet sender de radio live fra bybilledet fra en særlig DR-campingvogn - blandt andet i programmer som P5’s ’Dagen er din’, ’Debut på P6’ og 'Møder i musikken' på P8, forklarer Kåre Vedding Poulsen.
Også P4 Midt & Vest sender fra Kulturmødet torsdag og fredag - henholdsvis torsdag fra klokken 15.00-18.00 og fredag fra 16.00-18.00.
Demenskor og tema
Med dokumentarserien ’Demenskoret’ og en masse andet indhold i støbeskeen, sætter DR i den kommende tid særligt fokus på demenssygdomme, der er den fjerde hyppigste dødsårsag blandt danskerne og som flere og flere rammes af.
Også på Kulturmødet Mors vil DR ved flere lejligheder fortælle om demens-indsatsen – herunder blandt andet også, hvordan Alzheimerforeningen, Sangens Hus, Aalborg Universitet og DR i fællesskab sørger for, at der bliver igangsat sangaktiviteter for mennesker med demens og deres pårørende over hele landet både i form af demenskor og demensvenlig fællessang. Det sidstnævnte sker fredag klokken 13.30 på Kulturmødet Mors.
Fællessang og musikdebat
Ikke mindst i coronatiden fik DR for alvor sat gang i morgensangen og fællessangen, og DR har også taget musikken og sangen med til Kulturmødet.
Fredag aften er DR og Mathias Hammer vært for ’Fællessang’, der på Mors særligt fokuserer på sange om danskhed. Og lørdag formiddag synger Kaya Brüel og Ole Kibsgaard for på børnesange, når DR Musikariet præsenterer ’Fællessang med Kaya og Ole’. Adrian Hughes og holdet fra P1’s ’Klog på Sprog’ byder også på fællessang på Nationalmuseets skonnert ’Fulton af Marstal’ fredag eftermiddag.
P3 sørger for både ’Musikbanko’ og ’Musikquiz’ ved P3 Missionens bus alle dagene, og ligesom sidste år sætter DR også i år spotlys på ’Kvinder i musikken’ og den kønsubalance, der er i den danske musikbranche. Siden 2021 har DR arbejdet målrettet med en ambition om at løfte repræsentationen af kvindelige musikere på tværs DR’s radio- og tv-kanaler, og fredag aften på Folkescenen bliver der lagt op til debat med titlen ’Kvinder i Musikken – Sæt dig i den andens sted’.
Her præsenterer en række paneldeltagere, hvad de mener er de største udfordringer i deres område af den danske musikbranche lige nu. Under debatten prøver de også at kortlægge nogle af de samarbejder, som vil kunne skabe en branche, der afspejler den mangfoldighed, som musikken selv repræsenterer.
DR’s Ane Cortzen er moderator, og blandt paneldeltagerne er bestyrelsesleder Rikke Andersen fra Dansk Live, rektor Henrik Sveidahl fra Rytmisk Musikkonservatorium, forperson Sara Indrio fra Dansk Artist Forbund og chef i DR Musik Ralf Richardt Strøbech.
Med i debatter
Flere DR-profiler deltager også i paneldebatterne på Kulturmødet Mors. Det gælder for eksempel DR’s kulturdirektør Henrik Bo Nielsen, der torsdag eftermiddag er en af dem, der lufter sine holdninger i paneldebatten ’Hvorfor skal vi bruge milliarder på medierne?’. Her udfordrer tidligere chefredaktør Poul Madsen mediechefer og politikere på, hvad vi får for pengene.
- Kulturmødet Mors er en vigtig arena, når det gælder kunst, kultur og kulturdebat, og i DR glæder vi os til atter at have et fyldigt program – men også til i højere grad end tidligere at møde dem, vi sender for. Vi lever i en opmærksomhedskultur, hvor det ikke længere er nok alene at sende et radio- eller et TV-program, men også vigtigt at have en stærk relation til brugerne. Det er ikke mindst Kulturmødet Mors god til, siger redaktør Kåre Vedding Poulsen fra DR Kultur, Børn og Unge. Direktøren for Kultur, Børn og Unge i DR, Henrik Bo Nielsen, siger, at det bedste for ham ved Kulturmøde Mors er muligheden for at interagere med en masse andre kulturlivsaktører og hardcore-kulturfans.
- Jeg er selvfølgelig glad for alle de programmer, vi kan sende fra Kulturmødet, men det er nu alligevel den helt særlige anledning til at udveksle erfaringer med andre kulturmøde-deltagere og muligheden for at invitere dem ind i DR’s mange universer på en mere nærværende måde, jeg sætter mest pris på, siger Henrik Bo Nielsen.