Skilsmisseandelen i Danmark lå i 2017 på 46,8 procent, og cirka hvert tredje barn er skilsmissebarn. Samtidig har op mod 15 procent af skilsmisseforældrene alvorlige konflikter, hvis sag skal prøves flere gange i forskellige instanser. I hele uge 35 vil DR Ultra sende en række programmer, som tager emnet op for at give børn både gode råd og viden om skilsmisse, og samtidig vise børnene andre i samme situation, som de kan føle et fællesskab med.
Skilsmissetemaet på DR Ultra vil indebære mange forskelligartede formater. Der vil blandt andet være tre afsnit af det populære fiktionsformat 'Klassen', og dertil vil der være det nye sideformat 'Klassen IRL', hvor et barn fortæller om sine virkelige erfaringer med indholdet fra et 'Klassen'-afsnit. Desuden vil der være en helt ny programserie under navnet 'Klassen overrasker mor og far”, hvor skuespillerne fra serien hjælper et barn til at tale med sine forældre om en svær situation. Det gør de ved at rekonstruere en scene fra barnets liv, og efterfølgende lade barnet konfrontere sine forældrene, som ikke før kender til barnets problem eller bekymring.
Flere programmer sætter fokus
Nyhedsformatet ’Ultra Nyt’ har fokus på skilsmisse hele ugen. Hver dag præsenterer de en ny nyhedshistorie og dugfriske tal fra en endnu ikke offentliggjort rapport om livet som skilsmissebarn, som Børns Vilkår har lavet i samarbejde med DR Ultra Nyt og Egmont Fonden.
Derudover sender Ultra Nyt 'Det store skilsmisseshow – en Ultra Nyt special', der er en dokumentarserie i fire afsnit. I serien fortæller tre skilsmissebørn deres historier og mødes med komiker (og skilsmissebarn) Victor Lander for at lave et stand-up-show om livet som skilsmissebarn, som de fremfører for familie og venner. Showet skal i løbet af efteråret udbredes til flere skoler rundt om i hele landet, når Ultra Nyt i samarbejde med Børns Vilkår arrangerer en række debatarrangementer om skilsmisse.
”Vi er stolte over på DR Ultra at kunne præsentere så stor en børnerettet indsats om et så vigtigt emne som skilsmisse. Vi samler de 7-12-årge om både relevant fiktion, fakta og dybdegående nyheder, som først og fremmest taler i øjenhøjde med børnene – men som på sin vis også er relevant for forældre at lytte med på,” fortæller Christoffer Ebbesen, der er redaktør for faktaområdet i DR Ultra.
Fagligt samarbejde med Børns Vilkår
DR Ultra har indgået et samarbejde med Børns Vilkår og Egmont Fonden for at sikre, at skilsmissetemaet når flest mulige børn med de bedst tænkelige faglige budskaber, som blandt andet bygger på erfaringer fra BørneTelefonen med, hvad børn i skilsmisse henvender sig om.
”Skilsmisse er blevet "normalt", men for det enkelte barn er det en begivenhed, der vender op og ned på alt. Vi er derfor glade for i samarbejde med DR Ultra og Egmont Fonden at formidle til børn, hvad skilsmisser kan sætte i gang og hvordan man kan tackle eventuelle svære situationer,” siger børnefaglig seniorkonsulent i Børns Vilkår, Bente Boserup.
DR Ultras skilsmissetema kan følges på alle DR Ultras platforme i hele uge 35.