DR Ultra og de danske filmværksteder går sammen på jagt efter fremtidens skabere af børne- og ungdomsserier

Serieskolen med DR Ultra hedder et helt nyt 3-årigt partnerskab mellem DR Ultra og Filmtalent, herunder filmværkstederne i København, Aarhus, Odense og Viborg. Ambitionen er at finde og kompetenceudvikle den næste generation af kreative fortællere af dansk serielt børne- ungefiktion.

Serieskolen med DR Ultra hedder et helt nyt 3-årigt partnerskab mellem DR Ultra og Filmtalent, der er paraplyorganisation for landets filmværksteder.

DR og Filmtalent lancerer i dag talentudviklingsforløbet ´Serieskolen med DR Ultra’.

DR og filmværkstederne går sammen på jagt efter unge talenter mellem 18 og 30 år fra hele Danmark, der har en fortæller gemt i maven og drømmer om at skabe serier til børn og unge mellem 9 og 14 år.

- Der er stor efterspørgsel på talenter – ikke mindst på børne-ungeområdet. Med det her initiativ ønsker vi at styrke udviklingen af endnu flere talentfulde danske fortællere inden for børne- og ungeområdet til gavn for hele den danske branche. DR Ultra har en meget stærk tradition for at udvikle fremragende fiktionsserier til børn og unge og ved om nogen, hvordan man skaber originalt indhold til netop den målgruppe. Så vi er enormt glade for det her partnerskab, fortæller Jeanette Reutzer fra Filmtalent, der er paraplyorganisation for landets filmværksteder, der arbejder med rekruttering, kompetenceudvikling og markedsintroduktion af talenter indenfor film, tv og animation.

Landsdækkende talentudvikling med målgruppefokus

Ambitionen om at finde og udvikle flere kreative fortællere af dansk serielt børne- og ungeindhold kræver en national og målrettet talentudviklingsindsats med stort fokus på børnefaglighed og målgruppekendskab.

Derfor er et af de helt centralt elementer i Serieskolen med DR Ultra at styrke unge talenters bevidsthed om børn og unge som målgruppe og give dem en større forståelse for brugerinddragelse og målgruppens præferencer, platforme og formater.

B&U-chef Morten Skov ser partnerskabet som en fantastisk mulighed – både for de unge talenter, men også for DR Ultra. Han siger: - En af vores vigtige opgaver er at give danske børn et tilbud, som er mangfoldigt og afspejler børneliv på tværs af Danmark. Vi håber, at vi kan tiltrække unge kreative talenter, som sammen med os kan skabe fantastiske fortællinger, der er i øjenhøjde med dansk børnekultur, og som børn og unge kan spejle sig i.

For yderligere at styrke projektets faglighed deltager Manuskriptskolen for Børnefiktion også som partner i projektet.

Leder af Manuskriptskolen Elin Algreen-Petersen siger:

- Vi er utroligt glade for at kunne bidrage til at pege de unge talenter i retning af verdens bedste publikum - nemlig børn og unge. Gennem arbejdet med skolens toårige uddannelse har vi samlet en masse viden og erfaring om at skabe fortællinger til netop de målgrupper. Vi glæder os til at bringe det i spil i programmets workshopforløb og til samarbejdet med Filmtalent og DR Ultra.

Læs mere om det samlede forløb, de enkelte online-sessioner og bootcamps, samt om hvordan man tilmelder sig her: http://serieskolen.dk/ultra/