DR udfordrer kendisser i en særlig omgang ’Den store bagedyst’

Se med når DR inviterer seks kendte danskere ind i bagedyst-teltet. De vante bagedystdommere er klar, når de modige kendisser kaster sig ud i både en hemmelig udfordring og et mesterværk. ’Den store bagedyst – med stjernedrys’ har premiere 1. januar 2024 klokken 20.00 på DR1 og klokken 6.00 på DRTV.

DR udfordrer kendisser i en særlig omgang ’Den store bagedyst’. Programmet har premiere mandag den 1. januar klokken 20.00 på DR1 og klokken 6.00 på DRTV. (Foto: © Carsten Mol)

På årets første dag inviterer DR seks danske kendisser indenfor i det velkendte bagedyst-telt i en særudgave af ’Den store bagedyst’. Se iværksætter Jacob Riisgaard, livsstilseksperten Anne Glad, sangeren Johnny Hansen, journalisten Ditte Okman, ekshåndboldspilleren Jesper Nøddesbo og komikeren Natasha Brock kaste sig ud i kreative bageudfordringer, der ligner dem, som tidligere amatørbagere gennem årerne har prøvet kræfter med i teltet.

’Den store bagedyst – med stjernedrys’ er et enkeltstående program, hvor ingen ryger hjem, men en enkelt kendis vil gå hjem med vindertrofæet. Timm Vladimir er vært og har som vanligt selskab af dommerne Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo.

Eva Kvist er programansvarlig for ’Den store bagedyst – med stjernedrys’, og hun glæder sig til at invitere kendisserne ind i bagedystteltet.

- Rigtigt mange danskere følger med i bagedysten og er imponerede over deltagernes kunnen. Det gælder også mange kendte – og nu giver vi seks af dem chancen for selv at prøve det. Alle deltagerne er vant til at være i spotlightet, men er noget mere på udebane, når det kommer til bagning. Det er modigt af dem at kaste sig ud i det, og så er det stærkt underholdende at følge med i deres udfordringer undervejs, siger hun.

Garanti for god underholdning og højt humør

De seks kendisbagere bliver kastet ud i to af de velkendte bagedyst-discipliner. Først skal de prøve kræfter med en hemmelig udfordring, inden de bliver testet i at lave deres eget personlige mesterværk, som de har øvet sig på hjemmefra. Og Eva Kvist garanterer god underholdning og højt humør.

- Der sker noget specielt i teltet uanset om man er kendt eller ukendt, og det mærker vores seks deltagere i dén grad. De kommer alle med en ambition om at underholde danskerne og lave gak og løjer i teltet. Men de bliver også grebet af konkurrencen og ikke mindst af håndværket i at arbejde med kager og konditorkunst. De giver den fuld gas med både humør og ambitioner – og resultaterne er imponerende (nogle mere end andre), siger hun. Der er ingen af de seks amatørbagere der har en særlig interesse eller kompetence indenfor bagning, og de har fået frit spil til at lave deres helt personlige kager i teltet.

’Den store bagedyst - med stjernedrys’ har premiere mandag den 1. januar klokken 20.00 på DR1 og klokken 6.00 på DRTV.

Her kan du se alle billederne fra programmet.

  • Journalist og podcastvært Ditte Okman. (Foto: © Carsten Mol)
  • Iværksætter Jacob Riisgaard. (Foto: © Carsten Mol)
  • Livsstilsekspert Anne Glad. (Foto: © Carsten Mol)
  • Ekshåndboldspiller Jesper Nøddesbo. (Foto: © Carsten Mol)
  • Komiker Natasha Brock. (Foto: © Carsten Mol)
  • Sanger Johnny Hansen. (Foto: © Carsten Mol)
1 / 6