DR sender over seks timers direkte tv fra DGI Landsstævne

Store shows og live-stemning på Danmarks største idrætsfestival, DGI Landsstævne i Svendborg, kan opleves direkte på DR. Festivalen dækkes også af P4 Fyn, ligesom DR’s vejrbil kommer forbi med ’Vores Sommervejr’.

Fra landsstævnet i Aalborg i 2017. Det holdes hvert fjerde år, men på grund af corona blev det udskudt fra 2021 til i år, hvor Svendborg er værtsby. (© DGI)

Flere end 20.000 aktive danskere fra hele landet deltager, og endnu flere får mulighed for at følge med på tv, pc eller mobilen, når DGI i samarbejde med Svendborg Kommune holder DGI Landsstævne fra torsdag den 30. juni til søndag den 3. juli.

Landsstævnet er Danmarks største idrætsfestival med over 30 idrætter og 400 aktiviteter.

DGI og DR har aftalt, at fire af de største shows fra stævnet kan sendes direkte på tv, ligesom både P4 Fyn og DR’s ’Vores Sommervejr’ kommer forbi for at vise det fællesskab, der udfolder sig over fire sommerdage i Svendborg.

- Det er herligt, at hele Danmarks befolkning via DR får mulighed for at følge landsstævnet. Som Danmarks største idrætsfestival vil vi have fokus på alle de gode oplevelser, det giver at dyrke idræt og motion i fællesskab, og samtidig kan man prøve kræfter med et væld af nye idrætstrends. Vi håber, det vil være med til at inspirere alle danskere til at være mere aktive, siger Jens Otto Størup, der er administrerende direktør i DGI.

Landsstævnet skal helt ind i stuerne

Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for sporten, siger:

- Landsstævnet er en del af danskernes DNA, og derfor er det for os i DR en ære og en naturlig del af vores public serviceopgave at være med til at løfte og brede det ud til alle dem, der ikke kan være til stede i Svendborg, så alle kan mærke glæden fra Danmarks blomstrende idræts- og foreningsliv.

Han fortæller, at DR i sin dækning af landsstævnet har valgt at fokusere på de store samlende events på landsstævnet som åbnings- og afslutnings-shows samt efterskolernes og verdensholdets shows.

- Vi vil gøre vores ypperste for at forløse det tvpotentiale, der er i den store fortælling og næsten OL-agtige åbning af landsstævnet, så det kan mærkes lige så magisk foran tv-skærmen som blandt publikum og deltagere i Svendborg, siger Anders Kern Boje.

Live-stemning fra landsstævnet

Ud over de store shows sender DR lørdag ’Live fra Landsstævnet’. Her er ambitionen at bringe landstævnestemningen helt hjem i stuerne, så man næsten føler, at man selv er med. Seerne tages både med til idrætsaktiviteter, festtelte og scener på landsstævnepladsen og i Svendborg. Dertil kommer også højdepunkterne fra åbningsshowet og efterskolernes show.

Gennemgående vært på DR’s tv-dækning er Jonas Landin, som er kendt fra vejret og sporten.

Det hele kan følges på DR1, DR2 og DRTV. Muligheden for at streame på mobil, tablet eller pc gør det for eksempel muligt for deltagerne i landsstævnet og publikum at få det hele med, da udsendelserne via DRTV kan ses både direkte og efter de er sendt på DR1 og DR2.

P4 Fyn flytter studiet til Svendborg

Også P4 Fyn sørger for at bringe landsstævnestemningen videre til lytterne. P4 Fyn rykker studiet til stævnets centrum og sender eftermiddagsradio fra åbningsdagen torsdag den 30. juni, ligesom lytterne kan stå op med landsstævnet i ørerne dagene efter.

Det er P4 Fyns ambition at dække den helt specielle stemning, som opstår under landsstævnet og se nærmere på nogle af de temaer, der fylder ved den store idrætsbegivenhed.

’Vores Sommervejr’ kommer forbi

DR’s vejrbil med vært Søren Jacobsen parkerer også på landsstævnet og sender ’Vores Sommervejr’. Det sker fra onsdag den 29. juni til torsdag den 30. juni og sendes efter TV-Avisen klokken 18.55 på DR1 og DRTV.

Sådan sender DR fra DGI Landsstævne

I alt sender DR over seks timers direkte tv fra DGI Landsstævne i Svendborg.

  • Torsdag den 30. juni klokken 19.30-21.00: Landsstævnets åbning på DR1 og DRTV

  • Fredag den 1. juli klokken 19.45-21.00: Efterskolernes show på DR2 og DRTV

  • Lørdag den 2. juli klokken 12.15-14.00: Live fra Landsstævnet i Svendborg på DR1 og DRTV

  • Lørdag den 2. juli klokken 20.00-22.00: Verdensholdets show på DR2 og DRTV

  • Søndag den 3. juli klokken 10.30-12.00: Landsstævnets afslutningsshow på DR1 og DRTV