DR sender massivt fra DM-ugen i Aalborg

Onsdag startede DM-ugen i Aalborg, hvor der skal kåres 218 nye danmarksmestre i 40 sportsgrene. Med et af de største set-up i forbindelse med en sportsbegivenhed på dansk jord, er DR med hele vejen fra Aalborg med mere end 60 timers live tv og radio fra det danske mini-ol. På TV binder vært Tina Müller DM-ugen sammen fra DR´s udsendelser på havnen i Aalborg.

Tina Müller er vært fra Aalborg.

Onsdag gik det løs, da flere end 3000 atleter blev samlet i Aalborg til DM-ugen for at finde årets danske mestre i 40 forskellige sportsgrene. Honnørkajen i Aalborg bliver for nogle dage omdrejningspunktet for noget af det bedste dansk sport, og her skal der blandt andet findes danmarksmestre i bueskydning, flere atletik-discipliner, padel, beachvolley og meget mere.

Der forventes over 100.000 tilskuere til DM-ugen, hvor andre af Aalborgs sportsfaciliteter også tages i brug – for eksempel svømmehal og tennisbaner. DR følger DM-ugen tæt og sender mere end 60 timer live i de kommende dage på radio og tv.

- Vi glæder os til at give danskerne en suveræn dækning af det her danske mini-ol midt i Aalborg på alle vores forskellige platforme. Det er en unik begivenhed, hvor sporten bliver flyttet derhen, hvor danskerne er, og mange af atleterne fra de mindre sportsgrene får en opmærksomhed, de aldrig har oplevet før. DR har et af de største set-up, vi nogensinde har haft i forbindelse med en sportsbegivenhed på dansk jord, og vi glæder os til at dække spændingen, intensiteten og den nerve, der altid bliver sat helt på spidsen i sportens verden, når der skal kæmpes om guld, sølv og bronze, siger Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for sporten.

Sparkes i gang med pokalfinale

Det hele sparkedes i gang på DR med optakten til pokalfinalen i fodbold for kvinder den 21. juni klokken 18.00, efterfulgt af en spændende kamp om pokalen mellem Fortuna Hjørring og FC Nordsjælland. Herefter er det bare at læne sig tilbage og nyde de bedste atleter i Danmark folde sig ud i en lang række forskellige idrætsgrene.

Glæd dig eksempelvis til DM i enkeltstart, som sendes torsdag klokken 18.30 på DR2. Her har nogle af de største danske cykelstjerner hos både kvinderne og mændene meldt deres ankomst, og er klar til at give alt for DM-guldet.

Blandt andre stiller Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard til start hos kvinderne, mens blandt andre Kasper Asgreen, Mikkel Bjerg, Mattias Skjelmose og den forsvarende mester Mathias Norsgaard er med hos mændene.

Fredag klokken 17.00 er der stangspring fra Honnørkajen på DR1. Lørdag vil der være masser af spænding, når de bedste danske udspringere rammer vandet i Limfjorden med op til 70 km/t ved high diving fra Limfjordsbroen fra klokken 13.05 på DR1.

Søndag kan du se alt fra styrkeløft til breakdance, når DR1 og DR2 til sammen sender live fra 12.15 til 21.00. Samlet set kommer DR til at sende mere end 60 timers landsdækkende live radio og tv fra DM-ugen.

Du kan følge med på DR1, DR2, DRTV, Liga på P4 og flere P4-distrikter.