DR producerer ny serie om Grønlands og Danmarks fælles historie

I en ny dramadokumentarisk serie i fire dele giver DR sit bud på den fælles grønlandsk-danske historie - fra missionen i Grønland i 1721 og frem til nyere tid. Serien vises næste år – søndage klokken 20.00 på DR1.

Nukâka Coster-Waldau bliver den ene af værterne på den nye serie (Foto: Bjarne Bergius Hermansen).

Grønland og Danmark er adskilt af flere tusinde kilometer Atlanterhav – og alligevel har de to lande hørt sammen i 300 år. Hans Egedes ankomst blev ikke bare startskuddet på et møde mellem vidt forskellige folkeslag og kulturer, men også begyndelsen på koloniseringen af Grønland.

Aktuel debat

I dag er Grønland og Danmark sammen med Færøerne en del af Rigsfællesskabet. Relationen mellem Grønland og Danmark har gennem årene været til kraftig debat og spørgsmål om kulturforskelle, undertrykkelse, løsrivelse, økonomisk afhængighed og udenrigspolitiske interesser har gennem årene været diskuteret. Det er en af de væsentlige og gode grunde til at fortælle denne historie.

-300-året for Grønlands og Danmarks fælles historie falder sammen med en aktuel debat om de to landes relation og fremtidige tilhørsforhold. Det er derfor en enestående anledning til at se nærmere på, hvordan de to lande blev en del af hinandens historier, og hvordan forholdet har udviklet sig og påvirket samfund, kulturer og mennesker gennem tiden. DR ønsker at brede historien ud, så både grønlændere og danskere på tværs af generationer får nærmere indsigt i de to landes fælles fortid og nutid, siger DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen.

Flere blikke på historien

Den grønlandsk-danske historie er en kompleks fortælling og indeholder både svære og følsomme temaer. -Det er derfor vores ambition, at vi ved at inddrage både grønlandske og danske eksperter, et omfattende kildemateriale, værter med en grønlandsk og en dansk baggrund og historiske personligheder kan bidrage med flere nuancer og nye perspektiver på historien, siger DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen.

DR producerer ny serie om Grønlands og Danmarks fælles historie.

Nukâka Coster-Waldau og Lars Mikkelsen bliver værter

I serien skal vi ud på en fascinerende opdagelsesrejse i fodsporene på de vigtige begivenheder og mange af de personligheder, der har haft betydning for og formet den grønlandsk-danske historie. Seerne bliver guidet af skuespillerne og værterne Nukâka Coster-Waldau og Lars Mikkelsen.

- Jeg er yderst taknemlig for, at både Nukâka Coster-Waldau og Lars Mikkelsen vil være med til at brede denne centrale del af vores fælles historie helt hjem i stuerne. To værter der har hvert sit udgangspunkt – et grønlandsk og et dansk - er et godt afsæt for denne fælles historie. Lars og Nukâka kan sammen vække historien til live på en måde, som taler til flere generationer på en gang - i både Grønland og Danmark. Jeg glæder mig meget over, at netop de to dedikerede og forrygende formidlere skal vise os vejen og gå forrest i denne fortælling, siger Henrik Bo Nielsen.

Fra kolonisering til kampen om selvbestemmelse

Serien bringer os tæt på de skelsættende begivenheder - fra det første, afgørende møde mellem de to kulturer og frem til kampen for selvbestemmelse. Med de dramadokumentariske serier ’Historien om Danmark’, ’Frederik lX’ og ’Grænseland’ er den kommende serie om Grønlands og Danmarks fælles historie den fjerde i rækken af stort anlagte DR-serier, der med moderne historieformidling på TV, bidrager til fortællingen om, hvem vi er som land og som folk.

Samarbejder om at udbrede historien

DR er gået sammen med en række samarbejdspartnere – herunder Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, Nationalmuseet DFI og Arktisk Institut. Målet med den samlede indsats er at øge befolkningernes historiske interesse og viden.

- Med institutionernes forskellige fagligheder og rækkevidde har vi en enestående mulighed for at nå bredt ud med fortællingen - og dermed give et fælles udgangspunkt for at forstå og tale om vores fælles historie, siger Henrik Bo Nielsen.

De fire programmer er af hver en times varighed og skal sendes søndag aften på DR1 i 2021. Serien produceres af DR's historieafdeling som står bag 'Grænseland', 'Frederik IX' og 'Historien om Danmark'.