DR præsenterede sit TV-forår: Madtema og kultur i bedste sendetid

DR bød onsdag inden for, så pressen kunne orientere sig i, hvad DR har gang i lige nu og på vej til seerne.

  • Mette Vibe Utzon, Huxi Bach, Jonas Madsen, Pia Pedersen, Timm Vladimir, Sara Bro, Birthe Kjær, Ask Rostrup, Maria Rørbye Rønn, Michelle Mantly og Mette Bluhme Rieck medvirkede i DR’s pressemøde og gav en forsmag på programmerne, der kommer. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • Mette Vibe Utzon, der lige har haft premiere på ’Det Politiske Talkshow’ på DR2, var vært ved DR’s pressemøde om forårssæsonen på TV. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn kunne på mødet fortælle, at en ny millionbevilling fra Industriens Fond gør det muligt, at op mod 100.000 børn i 4., 5. og 6. klasse kan deltage i det storstilede læringsprojekt, ’ultra:bit’ om kodning, teknologi og digital dannelse. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • Timm Vladimir skal være vært på ’Maddysten’ på DR1 snart i forbindelse med DR’s madtema. Her ses han sammen med DR’s mediedirektør Henriette Marienlund og vært på DR’s pressemøde, Mette Vibe Utzon. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 4

Noget er færdigt, andet mangler stadig en knappenål eller en flæse, og andet igen er slet ikke syet endnu. På et pressemøde onsdag formiddag gav DR et nærmere kig ind i, hvad der lige nu sker på TV-fabrikken, og hvad seerne har udsigt til resten af vinteren og i foråret.

Her var DR2- og P1-vært Mette Vibe Utzon vært, og hun brugte selv ordet ”DR’s forårskollektion”, da hun sammen med DR-chefer, værter og medvirkende gav en forsmag på nogle af de kommende måneders udsendelser på DR1, DR2, DR3, DR K, DR Ultra og Ramasjang.

DR’s mediedirektør Henriette Marienlund blev også i sproget fra tøjverdenen:

- Det er en mangfoldig kollektion i alle størrelser, og der er både pænt tøj, høje hæle og det mere hverdagsagtige. Fælles for det hele er, at det har noget på hjertet, sagde hun.

Nogle af de helt centrale ting i foråret bliver et madtema, som bliver sendt på flere af DR’s kanaler, ligesom der kommer mere kultur i bedste sendetid.

Madtemaet har DR kaldt ’Maden mellem os’, og med temaet følger DR op på temaer om for eksempel angst og sorg, som har været sendt det seneste års tid. -Det er vigtigt, at vi alle – på tværs af generationer har noget at tale om og få en fælles samtale om, og mad rummer så meget. Vi kommer til at beskæftige os med det, vi spiser, med de relationer, mad giver mellem folk, sundhed og meget andet, forklarer Henriette Marienlund.

Blandt de nye programmer, der er på vej, er for eksempel ’Maddysten’ med Timm Vladimir, hvor otte vidt forskellige, men dybt passionerede familier dyster om basale færdigheder i et køkken. Foråret byder også på ’Smagen af Danmark’ på DR K, hvor blandt andre Master Fatman rejser rundt i Danmark og finder naturens egne spiselige råvarer. I DR2’s ’Fede forhold’ følger DR når tre par ændrer deres livsstil i otte måneder, og på DR3 følger man i foråret den tyrkiske kok og entreprenør Umut, der er i gang med at opbygge sit eget madimperium i København med alt fra restauranter over pølsevogne til bodegaer.

Danmarks næste klassiker

På DR1 er der udsigt til flere kulturprogrammer i den bedste sendetid om aftenen – det vil sige fra klokken 20.00 og frem til TV-Avisen starter klokken 21.30.

’Danmarks bedste portrætmaler’ er allerede i gang på DR1 med Ane Cortzen som vært, og snart er ’Danmarks næste klassiker’ på skærmen. Her er Mette Bluhme Rieck vært, og i programserien får seks helt forskellige designere muligheden for at udvikle og designe møbler, der skal pryde forskellige steder i Danmark, og som måske kan blive Danmarks næste klassiker.

Uenige sammen

Allerede nu ligger det fast, at de danske vælgere skal til to valg i foråret: et folketingsvalg på en indtil videre ukendt dato og et europaparlamentsvalg den 26. maj. Og begge dele kommer DR til at dække intenst.

- Det er et kæmpedrama, hvor måske 1000 kandidater er til den store jobsamtale, og hvor der er drama mellem partier, personer og blokke. Vi vil tage DR’s brugere alvorligt og give dem svar på meget af det, de spørger om, forklarede vært på TV-Avisen og ’Langt fra Borgen’, Ask Rostrup, som samtidig kunne fortælle, at seerne har udsigt til en anderledes valgaften, end de har været vant til, når den tid kommer.

Allerede i næste uge går DR’s valgdækning så småt i gang, når DR lancerer sitet dr.dk/uenigesammen. Tanken er, at danskerne her – efter at have svaret på nogle få spørgsmål om dem selv - kan melde sig til en begivenhed sidste søndag før folketingsvalget, hvor de mødes med en af de vælgere, som de er mest uenige med.

- Der vil blive holdt arrangementer over hele landet i DR’s ni distrikter, og ved at tage dialogen skulle folk gerne blive klogere på hinanden, forklarer redaktionschefen for P4 København, Casper Dall.

Den første bølge af møder kommer den 28. februar, når DR kommer ud og får for eksempel eleverne på gymnasier og professionshøjskoler til at bryde meninger.

Sara og Huxi – nu på DR2

Både DR2 og DR K har også flere nye tiltag i gang i den næste tid.

Huxi Bach vender tilbage til DR med det nye satiriske program ’Ugen plus det løse’ på DR2 om søndagen, og samme dag er Sara Bro vært i et nyt talkshow på samme kanal. Her danner den tidligere P3-værts nysgerrighed, ligefremhed og ærlige facon rammen for historierne og gæsterne. DR2 har også en sæson 2 klar fra ’Ranes Museum’ – med Rane Willerslev fra Nationalmuseet, mens DR K i programserien ’Danske Mord’ giver et fascinerende indblik i politiets arbejde med seks af de mest komplicerede drabssager i nyere tid.

Sara Bro har forladt P3 for at blive vært for sit eget talkshow på DR2 om søndagen. Her vil man også snart kunne se ’Ugen plus det løse’ med Huxi Bach. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

DR1, DR2 og DRTV byder blandt andet på en stribe dokumentarer – blandt andet ’Rugemor’, ’Vi overlevede Krudttønden’ og en serie om Arktisk Kommando, mens DR3 er på vej med en ny dokumantarserie, der er et tidsbillede af det at være ung og gå i gymnasiet anno 2019.

Hacking og ultra:bit

I foråret fortsætter DR Ultra med at give børn digital dannelse og hele tiden tage dialogen med dem om deres digitale brug.

’Ultra Nyt’ laver for eksempel en special om overvågning, den populære dramaserie ’Klassen’ beskæftiger sig med hacking, og det samme gør et program med arbejdstitlen ’Ultras hacking-eksperiment’, hvor en såkaldt influencer og en hacker giver unge, der ikke beskytter sig online, en lærestreg. Hele ultra:bit-projektet, hvor børn lærer at kode, fortsætter også – nu med børn fra både 4., 5. og 6. klasse involveret.

Tør prøve nyt

- Der er næppe nogen, der ikke har en holdning til DR, men det skal ikke spænde ben for, at vi har mod og for, at vi ikke tør prøve noget nyt, sagde DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn på pressemødet, hvor hun samtidig understregede, at DR agter at fortsætte med det.

På pressemødet kiggede hun også lidt længere frem og bebudede, at DR i 2020 kommer til at byde på et naturtema ’Vilde, vidunderlige Danmark’ på vej og serien ’Grænseland’ om genforeningen mellem Danmark og Sønderjylland for 100 år siden. Maria Rørbye Rønn kunne også fortælle, at DR til efteråret viser en drama-dokumentarserie om Dronning Margrethes far, Frederik den 9.