DR PigeKoret og chefdirigent Phillip Faber rejser til Rio de Janeiro og Sao Paulo i forbindelse med dette års OL.
De skal synge på blandt andet Skoleskibet Danmark, Den Danske Pavillon samt optræde ved Det Dansk-Brasilianske Handelskammers 70 års jubilæum i Sao Paulo.
”DR PigeKoret er et levende udtryk for, hvordan det lykkes at bygge på og udvikle den danske sang, også til et moderne publikum. Jeg er stolt og glad over, at koret har fået denne invitation”, siger kulturdirektør i DR Tine Smedegaard Andersen.
Det er de danske sange, der er kernen i DR PigeKoret. Koret har igennem sine over 75 leveår været et lydbillede i mange danskeres liv: Lige fra hverdagen, når koret sang før middagsradioavisen til festlige begivenheder som nytårsaften, når DR PigeKoret synger det nye år ind med sange som A.P. Berggreens ’Vær velkommen, Herrens år’. Koret har igennem årene således været et af de ensembler i landet, der høres dagligt af flest mennesker.
DR PigeKoret lægger stemme til fællesskabet
Og til sommer lægger DR PigeKoret så stemme til verdens største sportsbegivenhed, når de til juli og august drager rundt i Brasilien for at optræde med personlige fortolkninger af danske sange, som for eksempel ’I Danmark er jeg født’, ’Se, nu stiger solen’, ’Solen er så rød, mor’ og ’Lyse nætter’.
”Man kan ikke tage et stykke af sit land med, når man rejser ud i verden. Men man kan tage lyden fra sin hjemegn med sig,” siger chefdirigent Phillip Faber og forklarer, at det er det fællesskab, som sange kan skabe, der er unikt – ikke kun i form af det at synge sammen, men det historiske fællesskab på tværs af tid, sted, kultur og alder.
”Vi har alle et forhold til mange af de danske sange, også selvom vi måske ikke tænker over det. Vi er blevet sunget til som børn, vi har sunget for vores egne børn, sunget til fester, til en fodboldkamp, rundt om juletræet, på højskolen, til runde fødselsdage. Sangene lever i os alle”, understreger han.
Fakta om DR Pigekoret
DR PigeKoret blev grundlagt i 1938 og dengang var det med det primære formål at lave udsendelser til radioen. Korets fornemmeste opgave er stadig at producere udsendelser til radio, tv, web med mer. Siden 2001 har DR valgt at satse ekstraordinært på at styrke den musikalske uddannelse og fødekæde ved at skabe et væksthus, hvor dygtige sangere kan udvikle talent til glæde for musiklivet og publikum. Så DR PigeKoret spiller også i dag en vigtig rolle som en del af DR Korskolen. DR Korskolen introducerer børn og unge helt ned til 6-års alderen for klassisk musik. DR Korskolen tæller i dag 300 elever, der alle synger i DR SpireKoret, DR BørneKoret, DR JuniorKoret eller DR PigeKoret. DR PigeKoret fungerer som Korskolens eliteensemble og som en del af DRs Kor og Orkestre.