DR LYD styrkes: Danskerne får udvidet livedækning og flere lydtilbud

Over de kommende måneder vil danskerne blive mødt af udvidet livedækning og flere lydtilbud hos DR. Lytterne får blandt andet en ny søndagsudgave af ’P1 Morgen’, adgang til populære satiretitler som ’Rytteriet’ og et bredt udsnit af DR’s ikoniske radiomontager. Dermed er der taget væsentlige skridt for at styrke DR LYD som hovedindgang til DR’s samlede lydtilbud.

DR LYD kan lytterne se frem til flere nye podcasts i den kommende tid. Dertil kommer der endnu mere indhold fra DR’s bagkatalog, som lytterne kan gå på opdagelse i. (Foto: © MEW)

Danskerne kan se frem til en udvidet live- og aktualitetsdækning og adgang til at gå på opdagelse i et større bagkatalog i DR LYD med blandt andet populære satireprogrammer og ikoniske radiomontager.

Det er blot nogle af de ændringer, der sker den kommende tid for at kunne tilbyde danskerne et ambitiøst og relevant lydtilbud i DR LYD.

- DR har tre hovedindgange til alt vores indhold – DRTV, DR LYD og dr.dk - og vi arbejder i disse år med en lang række initiativer, som skal gøre vores indhold bedre og mere relevant for danskerne. Derfor udvikler vi også løbende DR LYD, så det samlede tilbud afspejler den tid, vi er i, og de vaner og behov, som lytterne har. Det betyder, at vi den kommende tid giver plads til mere livedækning, mere aktualitet og generelt mere indhold - herunder både fra bagkataloget og helt nye programmer, siger Tine Godsk Hansen, chef for DR LYD, og uddyber:

- Vi gør det her, samtidig med at vi fortsat dyrker vores stærke podcasts og andre programmer, som lytterne i lige så høj grad har appetit på. Vi kan se, at det er vigtigt, at alt indhold – lige fra programmer om tro og musik til AI og økonomi – kan bruges af lytterne via DR LYD, præcis når det passer ind i deres hverdag.

Tine Godsk Hansen peger på, at lytterne i høj grad har kvitteret for den udvikling, DR LYD har gennemgået de seneste år. Således har der i 2024 indtil nu været 21 procent flere ugentlige brugere af DR LYD end i 2023. Samtidig er den samlede lytning af DR’s podcasttilbud på tværs af platforme vokset.

Mere ’P1 Morgen’

På P1 vil nyheds- og aktualitetsdækningen blive styrket i det nye år, når ’P1 Morgen’ begynder at sende om søndagen. Ifølge Michael Alsen, redaktionschef i DR Nyheder, imødekommer søndagsudsendelsen en længerevarende og forståelig efterspørgsel fra lytterne.

- Når vi indimellem har særudsendt om søndagen ved store begivenheder, har vi konsekvent registreret, at lytterne har været med. Med en søndagsudsendelse leverer vi i endnu højere grad på vores grundlæggende løfte om at være en aktualitetsflade, som lytterne kan regne med, er til stede, når de har brug for os, siger han og fortsætter:

- Nu er vi i fuld sving med at tænke en søndagsflade frem, der på én gang vil være det velkendte aktualitetsprogram med begavede perspektiver på de vigtigste nyheder, men hvor skuldrene også gerne lige må være lidt mere sænkede end på en almindelig tirsdag morgen, siger Michael Alsen.

To timer med ’P1 Orientering’

Også på et andet af kanalens flagskibe, ’P1 Orientering’, vil der blive skruet op for volumen i det nye år. Eftermiddagsprogrammet vil således vende tilbage til at sende to timer fra klokken 16.00 til 18.00 alle hverdage.

- Det er ingen hemmelighed, at ’P1 Orientering’ har ført en omskiftelig tilværelse de seneste år, hvor der er blevet eksperimenteret med formater og sendetid på P1. Alligevel er programmet lykkedes med at holde fast i sit grundlæggende DNA med at være det begavede selskab, der om eftermiddagen har sat ind- og udlandsbegivenheder i perspektiv, siger Michael Alsen, der fortsætter:

- Vi har dog også haft en følelse af, at vi forlod programmet i utide ved at slutte midt i en time, så nu glæder vi os til igen at have to timer til at folde de vigtigste historier ud på den nysgerrige og vidende måde, som altid har kendetegnet ’P1 Orientering’.

Tine Godsk Hansen, der er chef for DR LYD, peger på, at lytterne i høj grad har kvitteret for den udvikling, DR LYD har gennemgået de seneste år. Således har der i 2024 indtil nu været 21 procent flere ugentlige brugere af DR LYD end i 2023. Samtidig er den samlede lytning af DR’s podcasttilbud på tværs af platforme vokset. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

Ny placering af trosstoffet

Søndagsudgaven af ’P1 Morgen’ åbner for nytænkning af trosstoffets placering, som traditionelt har ligget samlet på P1 søndag formiddag. Fremover vil programmerne i højere grad stå i egen ret blandt det øvrige indhold på P1 og i DR LYD.

Ida Holten Ebbesen, redaktionschef for DR Specialiseret Kultur & Tro, forklarer:

- Gennem de seneste år har vi styrket radio- og tv-formidlingen af trosstoffet og udviklet en række nye radioformater, som står stærkt, og som de loyale lyttere kvitterer for. Derfor tager vi det ambitiøse valg at gøre trosprogrammerne endnu mere synlige blandt de øvrige P1-programmer, så vi åbner for at invitere flere lyttere ind end dem, der målrettet går efter en blok af trosprogrammer.

Gudstjenesten på P1 fastholder sin sendetid søndag klokken 10.03.

En af dem, der får ny sendetid, er vært Anders Laugesen og programserien 'Pilgrim':

- Jeg glæder mig til at byde velkommen indenfor i 'Pilgrim' i det nye år. Vi får en ny placering søndag klokken 11.03, og er naturligvis fortsat at finde som podcast på DR LYD. Sendetidspunktet giver forhåbentlig også nye lyttere mulighed for at tage med på rejse ind i troens mangfoldige univers, hvor vi sammen møder nogle af livets største spørgsmål. Ikke for nødvendigvis at finde svar, men for sammen at gå på opdagelse i de mange forskellige måder, man kan opfatte tilværelsen på. Tit viser det sig, at spørgsmålene til livet er de sammen, og selv om vi ikke deler svar, så er der alene i spørgsmålene om liv og død noget dybt, vi har tilfælles. Og den rejse glæder jeg mig til at fortsætte sammen med nye og gamle lyttere ind i det nye år.

Nyheder og godbidder fra DR’s bagkatalog i DR LYD

I DR LYD kan lytterne se frem til flere nye podcasts i den kommende tid. Dertil kommer der endnu mere indhold fra DR’s bagkatalog, som lytterne kan gå på opdagelse i. Det drejer sig om et bredt udsnit af DR’s ikoniske, prisvindende radiomontager gennem årene, en udvidelse af adgangen til musikmagasiner, som kommer til at ligge længere på DR LYD, og genudgivelse af populære satiretitler som for eksempel ’Rytteriet’, ’Chris og Chokoladefabrikken’ og ’Trines mor’.

- Det er indhold, lytterne efterspørger og yderligere et skridt i retning af, at vi kan give endnu flere danskere lyst til at bruge DR LYD som hovedindgang til vores lydunivers, siger Tine Godsk Hansen.

Hun tilføjer, at DR sideløbende fortsætter med at gøre podcasttitler eksklusive i DR LYD, som det tidligere er sket med blandt andet ’Sara & Monopolet – podcast’ og senest ’Brinkmanns Briks’, ’Ubegribeligt’ og ’Hjernekassen på P1’.

Ændringer og nye programmer på P2

Som følge af styrkelsen af DR LYD vil der også være enkelte nye placeringer af P2’s indhold i den kommende tid. Som det er i dag skifter P2 fra FM til alene at sende på DAB klokken 10.00 søndag formiddag. Fra årsskiftet skifter P2 fra FM til DAB klokken 8.00 søndag morgen, ligesom det i dag er tilfældet om lørdagen. P2 er fortsat tilgængelig på DAB og i DR LYD 24 timer i døgnet som livekanal og er fortsat Danmarks største fællesskab for klassisk musik.

Af nye programmer finder lytterne blandt andet ’Hammers komponister’ hver mandag aften. Her dykker Mathias Hammer ned i de største komponister gennem tiden. DR vil gennemføre en målrettet indsats, for at hjælpe lytterne med at finde deres yndlingsprogrammer på P2 efter årsskiftet – både gennem informationer direkte i sendefladen og ved at øge synligheden af P2’s tilbud i DR LYD.

Musikken i DR LYD

Musikken er som nævnt også en væsentlig del af DR’s lydunivers. DR arbejder løbende med at få mangfoldighed ind i musikken og under overskriften ’Kvinder i Musikken 2024’ samler DR igen i år en række organisationer og den danske musikbranche til topmøde den 5. november. Målet med branchens samlede indsats er at skabe en bedre kønsbalance i det danske musikliv. Fokus ved årets topmøde er pengestrømmene i musikbranchen.

Siden 2021 har DR arbejdet målrettet med projektet ’Kvinder i Musikken’, der har som ambition at løfte repræsentationen af kvindelige musikere på tværs af radiokanalerne: P2, P3, P4, P5, P6, og P8, på tv og i podcasts. Projektet indeholder flere konkrete initiativer heriblandt musiktopmødet i tæt samarbejde med branchen.