Lige siden TV 2 Zulu uddelte sine første priser i 2008, er DR-udsendelser hvert år stukket af med priser ved Zulu Awards. Sådan blev det også i 2019, og det blev endda et af de helt gode år.
For da Zulu Awards torsdag aften løb af stablen i den netop genåbnede K.B. Hallen på Frederiksberg med Pilou Asbæk som vært, kunne DR-medarbejdere rejse hjem med tre priser – eller en fjerdedel af de i alt 12 priser, der blev uddelt. Derudover fik en DR-medarbejder også en pris som privatperson.
Det er TV 2 Zulus seere og brugere, som har afgjort, hvem der skulle have priserne, og de værdsatte både radio, TV og satire fra DR’s side.
For fjerde år i træk fik en DR-udsendelse prisen for ’Årets originale TV-program’ ved Zulu Awards. I år var det Jonatan Spang, der kunne gå hjem med statuetten, fordi hans ’Tæt på sandheden’-programmer fra DR2 var dem, der havde fået flest stemmer.
Curlingklub årets lyd
Årets lyd blev, ifølge Zulus brugere, leveret af programmet ’Curlingklubben’ på P3. Her er Christian Bonde og Maria Fantino værter i det, som P3 kalder livsstilsmagasinet, hvor curlingbørn tager kosten i egen hånd. ’Curlingklubben’ blev sendt hver eftermiddag fra klokken 14.03 til 16.00 på hverdage.
Endelig fik DR3’s satire ’Løvens Bule’, hvor man tager gas på DR1’s iværksætterprogrammer ’Løvens Hule’, en Zulu Award i kategorien ’Da vi alle sammen grinte’.
En anden DR-medarbejder sikrede sig også en Zulu-pris i mere privat regi. Joakim Ingversen fra DR Ultra modtog prisen som ’Årets webstar’ sammen med sin kone, tidligere DR-ansatte Sofie Linde, for deres spøjse Instagram-profil.
TV 2 Zulu viser showet på søndag den 10. februar klokken 20.50.
De fik årets Zulu-priser
Årets danske film: 'Ternet Ninja'
Årets nye navn: Hjalmer
Årets hit: ’Love Someone’ med Lukas Graham
Årets kunstner: Lukas Graham
Årets lyd: ’Curlingklubben’, P3
Årets originale tv-program: ’Tæt på sandheden’ - med Jonatan Spang, DR2
Årets par: Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares
Årets danske tv-serie: ’Klovn’
Årets tv-vært: Sofie Linde
Årets danske skuespiller: Nikolaj Lie Kaas
Årets webstar: Joakim Ingversen og Sofie Linde
Da vi alle sammen grinte: ’Løvens Bule’, DR3