Da ’Formiddag på 4’eren’ lancerede en konkurrence om at vinde DR SymfoniOrkestret og DR VokalEnsemblet som underholdning til bryllupsdagen, væltede det ind med ansøgninger. Nu er det heldige brudepar fundet. De hedder Sanne Münter og Simon Madsen, og de siger ja til hinanden i Alderslyst Kirke i Silkeborg den 11. juni.
I sidste måned tog 'Formiddag på 4’eren' ud og overraskede Simon og Sanne med den gode nyhed. Reaktionerne var stærke, og brudeparret glæder sig til deres store dag.
"Det er hende, der kan feje benene væk under mig. Jeg har aldrig mødt nogen som hende. Et bryllup skal jo være lidt fint, så vi er glade for, at orkestret og ensemblet vil være med. Vi er ikke dem, der fylder de første rækker til klassiske koncerter, men vi lytter til det derhjemme, når vi spiser middag. Det er dejligt. Jeg er nok den, der er mest afhængig – men Sanne er ved at komme efter det," fortæller en spændt Simon Madsen.
En musikalsk kærlighedshistorie
Simon og Sanne har været sammen i syv år, og inden de lærte hinanden rigtigt at kende, skrev de sammen på internettjenesten Arto. Dengang var de teenagere på blot 17 og 19 år. Uden at sige noget til sin familie, tog Sanne en dag ud for at mødes med Simon i Silkeborg – og det var ikke alle i den unge piges familie, der syntes om det forsvindingsnummer.
"Jeg gik bare ud fra, at hun havde fået lov – jeg anede ikke, at hun var stukket af hjemmefra. Det fandt jeg først ud af, da hendes far kom og jog hende hjem. Det var mit første møde med min svigerfar," griner Simon Madsen, som heldigvis har et godt forhold til manden, som skal følge Sanne op ad kirkegulvet den 11. juni.
På det unge pars bryllupsdag spiller DRs musikere og sangere koncert i kirken, under festen på Skovriddergården og selvfølgelig til ’Brudevalsen’ lige inden midnat. Mellem vielsen i kirken og den efterfølgende fest spiller DR SymfoniOrkestret koncert i selskab med de to solister Frederikke Kampmann og Magnus Vigilius i Indelukket – et grønt, idyllisk område i Silkeborg. Koncerten er en fortolkning af Simon og Sannes kærlighedshistorie, og alle er velkomne.