DR kommer til Kulturmødet med fuld musik – og sender også 14 timer fra Mors

Der bliver rig mulighed for at møde nogle af dem, der står bag DR’s programmer ved Kulturmødet på Mors, hvor blandt andre også DR Pigekoret og vinderne af DR’s Karrierekanonen giver koncerter.

  • USSEL (tv.) og Dillistone vandt DR's Karrierekanonen i foråret, og torsdag klokken 17.00 spiller de på Kulturmødet på Mors. (Foto: © Kirsten Ellebæk)
  • DR Pigekoret under ledelse af Phillip Faber giver koncert i Musikværket lørdag klokken 12.30. (Foto: © Kim Matthäi Leland)
  • Hugorm med Simon Kvamm i front spiller i 'Take Off Live' fredag klokken 14.00-16.00 fra Monas Hus på Kulturmødet. (Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix) (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Når Kulturmødet på Mors fra torsdag til lørdag i denne uge tager samtalerne og diskussionerne om kunst og kultur, blander DR sig i koret – endda bogstaveligt talt.

Musikalsk kommer DR både med koncerter med DR Pigekoret og med årets vindere af DR Karrierekanonen: Dillistone og USSEL. Samtidig spreder DR Musikariet uhygge med ’ond børnemusik’ med bandet ’De Onde, og Hugorm optræder live med afsæt i forsanger Simon Kvamms medvirken i DR’s nye programserie ’Min Sang til Danmark’.

På Mors bliver der også rig lejlighed til at komme bag om andre af DR’s programmer netop nu, og såvel P1 som P4 sender direkte fra Kulturmødet alle dagene. På den måde har lyttere, der ikke selv kan være på øen i Limfjorden, chancen for at følge med i, hvad der bliver talt om og diskuteret.

- Ved Kulturmødet på Mors deler kulturbranchen og politikere erfaringer med en masse kulturinteresserede, og det er et oplagt sted for DR at vise noget af det spændende, vi har gang i. Den anden vej rundt vil vi i DR også gerne skabe opmærksomhed om, hvad det er for nogle kulturpolitiske spørgsmål, der bliver diskuteret ved Kulturmødet torsdag, fredag og lørdag. Derfor er der udsigt til små 14 timers direkte radio fra Mors, forklarer redaktør Kåre Vedding Poulsen fra DR Kultur, Børn og Unge. Han har - i et ’sammenskudsgilde’ med DR’s afdelinger - skruet programmet sammen for DR’s tilstedeværelse på Kulturmødet.

Der er en arkitekt til stede

’Er der en arkitekt til stede?’ lyder det lige nu i anden sæson af DR2’s programserie af samme navn. Og på Mors vil svaret til dét spørgsmål være ’ja’. Her vil TV-vært Ane Cortzen, der selv er arkitekt, nemlig fortælle om tilblivelsen af serien og tale om god arkitektur.

  • Ane Cortzen spørger torsdag klokken 15.30 på Kulturmødet, om der er en arkitekt til stede. Det er i hvert fald mindst en, for hun er det selv. (Foto: © Lars Bonde)
  • Torben Brandt har arbejdet med radio i DR i over 45 år, og han fortæller om, hvordan man laver radio til det indre lærred fredag klokken 11.30 og lørdag klokken 12.00. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
1 / 2

Mens Ane Cortzen har sat sit præg på TV-skærmen i de sidste 10 år, har radiodokumentaristen Torben Brandt gjort det på DR’s lyd- og radiotilbud i over 45 år. To gange i løbet af fredag og lørdag fortæller han på Mors om, ’hvordan man laver radio til det indre lærred’.

Der er også fokus på et andet lydtilbud fra DR, når tilrettelægger Sigurd Hartkorn Plaetner beretter om tilblivelsen af P3’s podcastserie ’Liss – Tonerne af en afsked’. Podcasten fortæller hele historien om bandet Liss, der mister sin forsanger til selvmord, kort tid efter at bandet har sit første album færdigt.

P3 møder brugerne

Blandt de DR-programmer, der bliver sendt direkte fra Kulturpladsen i Nykøbing Mors, er ’P1 Debat’ og ’Kulturen på P1’ torsdag, ligesom ’Klog på Sprog’ og ’4. division’ på P1 fredag ligeledes sendes direkte fra ’Bag Plankeværket’, som lokaliteten bliver kaldt. Vil man derimod være med, når Jesper Bæhrenz sender ’Take Off Live’ på P4 fredag eftermiddag med bandet Hugorm, foregår det ved Monas Hus på Kulturvejen.

P4 Midt & Vest flytter hele studiet ud på Kulturpladsen og sender torsdagens udgave af 'P4 Eftermiddag' fra klokken 15.03-18.00 direkte fra Nykøbing Mors. Der er gæster i udestudiet og en reporter rundt i byen.

Allerede torsdag morgen tager P4 temperaturen på Børnenes Kulturmøde, der har sin egen lille 'by i byen', og fredag eftermiddag er der særligt fokus på 'Ung Kult' – de unges afdeling af Kulturmødet.

Selv om det ikke kan høres direkte i radioen eller ses på TV, slår P3 også lejr på Mors. Her får gæsterne på Kulturmødet mulighed for at få et smugkig og smuglyt på P3’s kommende programmer og lejlighed til at sige, hvad de synes og tænker om dem.

I løbet af sommeren har P3’s redaktør for brugerinvolvering Emilie Ølholm Hansen både deltaget på Jelling Musikfestival og Wonder Festival i Allinge på Bornholm for på den måde at møde P3’s lyttere og seere ansigt til ansigt. Og det gør P3 altså også på Mors.

Chefer deltager i debatter

Flere af DR’s chefer tager også del i debatterne på Kulturmødet i løbet af dagene. Det gælder for eksempel DR’s direktør for Kultur, Børn og Unge Henrik Bo Nielsen, der er med i debatten ’Fremtiden for public service – er vi på rette spor?’ hos Institut for Fremtidsforskning fredag klokken 12.15, og B&U-chef Morten Skov, der torsdag klokken 14.00 deltager i Fonden Filmtalents debat om mangfoldighed i dansk film og TV.

Det er gratis at deltage i alle arrangementer på Kulturmødet, så man kan bare møde op.

Se hele DR's program på Kulturmødet 2022