DR klar med nye dokumentarer, arkiv og omfattende live-dækning af tronskiftet

DR1 og DRTV viser to helt nye dokumentarer, mens Aftenshowet og P4 rykker ud og inviterer danskerne med, når de sender fra Dronningens slotte hele ugen. Derudover er der masser af arkivmateriale at finde på DRTV og i DR LYD og løbende live-dækning på tv, radio og dr.dk. Få overblikket over DR’s dækning og indhold i forbindelse med tronskiftet her.

Den 14. januar får rigsfællesskabet ny regent, når H.M. Dronning Margrethe efter 52 år på tronen abdicerer og overlader tronen til H.K.H. kronprins Frederik.

I anledning af det historiske tronskifte ser nye programmer og indhold dagens lys på DR, heriblandt to dokumentarer, hvor ambitionen er at binde Dronningens 52 år som regent sammen med hele danmarkshistorien, og give alle i Danmark og rigsfællesskabet mulighed for at være med direkte, når det nye kapitel i vores fælles historie skrives.

Et samlet tilbud der sætter begivenheden i kontekst

Nikolaj Vitting Hermann, chef for Indhold og samarbejder, siger:

- Tronskiftet markerer et nyt danmarkshistorisk kapitel og DR vil gerne bidrage til, at danskere, færinger og grønlændere får et samlet tilbud, så man kan være en del af dette historiske øjeblik og få sat det i kulturel og historisk kontekst. Det gør vi den kommende tid med både nyt indhold, livedækning, DR’s store arkivmateriale og showet med TV 2. Det er vores ambition, at man som seer, lytter og bruger på egen måde kan tilegne sig viden og perspektiv om kongehuset, Dronningen og institutionens historiske betydning, samtidig med at tronskiftet udfolder sig i København.

Aftenshowet, TVA Live og faste formater på P1, P3, P4 og DR LYD og dr.dk dækker den skelsættende begivenhed løbende, mens det allerede nu er det muligt at dykke ned i DR’s store arkiv med massevis af dokumentarer og fortællinger om det danske kongehus på DRTV og DR LYD.

’Danmarks dronning – den største tak’ – stort show med TV 2

Derudover sender DR i samarbejde med TV 2 det store show ’Danmarks dronning – den største tak’ direkte fra Kongens Nytorv og på DR1 og TV 2 fredag den 12. januar klokken 19.30-21.

Aftenshowet og P4 varmer op til det store show hele ugen fra hele landet, hvor danskerne inviteres med til direkte udsendelser fra Dronningens slotte. Lokale gæster såvel som naboer og ansatte vil fortælle om Dronningens betydning for det lokale og hendes måde at binde landet og rigsfællesskabet sammen på gennem 52 år som regent. Fredag sendes optakt fra klokken 16, hvor der også vil være gennemstillinger til Færøerne og Grønland.

Få overblikket over DR’s indhold og dækning herunder:

DRTV og DR LYD

DRTV og DR LYD rummer et stort arkiv med indhold om kongehuset. Blandt andet:

’Dronningen og statsministrene – i al fortrolighed’ – ny dokumentar

I Dronningens tid som regent er det hele ni statsministre, der på skift har orienteret hende om rigets tilstand hver onsdag på Amalienborg. I en ny dokumentar med helt nye interviews fortæller de fem nulevende - nuværende og tidligere - om deres unikke og tætte samarbejde med Dronningen. I helt nye optagelser løfter nuværende statsminister Mette Frederiksen samt tidl. statsministre Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen sløret for det særlige ved deres tid med regenten, hvor både kriser og modgang, men også statsbesøg, udlandsrejser og gallafester har bragt dem sammen. De giver os indblik, og hvordan de på forskellig vis har fundet takten i det helt særlige krydsfelt mellem monarkiet og det politiske. Interviewene suppleres af rørende og unikt arkivmateriale fra alle 52 år - og dermed også med de fire øvrige, nu afdøde, statsministre.

  • Dokumentaren ’Dronningen og statsministrene – i al fortrolighed’ vises lørdag den 13. januar klokken 20 på DR1 og fra klokken 18 på DRTV.

’Frederik X – Konge af Danmark’ – nyt portræt på DR1

Søndag den 14. januar klokken 20 sender DR1 et helt nyt portrætprogram ’Frederik X – Konge af Danmark’, hvor fremtrædende skikkelser og mennesker tegner et portræt af Danmarks nye konge, Frederik 10.

Nye afsnit af ’Dronningeriget’ og ’Annas Margrethe’ i DR LYD

To nye afsnit af podcasten ’Dronningeriget’ med værterne Cecilie Nielsen og Emma Påske, kan lyttes i DR LYD fra henholdsvis den 11. januar, hvor værterne ser frem mod tronskiftet og den 14. januar, som er dedikeret til en velkommen til dronning Mary.

Den 12. januar udkommer et nyt afsnit af podcasten ’Annas Magrethe’, som er Anna Tychsens personlige beretning om sit forhold til dronningen.

P3 viser nyt portræt af den kommende kong Frederik 10.

Gennem et perspektiverede portræt kan man blive klogere på Danmarks kommende konge, og hvordan kronprins Frederik gik fra skandaler og manglende folkelig opbakning til idrætsmand, familiefar og populær kommende regent. Portrættet kan ses på P3 Essensens kanal på bl.a. DRTV fra søndag den 14. januar.

DR2 kan man ugen igennem fra klokken 18-20 se arkivprogrammer omhandlende kongehuset.

Monarkiet i børnehøjde

I ugen op til tronskiftet den 14. januar vil Ultra Nyt i samarbejde med flere af landets skoler lave indslag i løbet af ugen. Derudover laver børn fra Ultra Panelet en hyldest video til dronningen i samarbejde med Ultra Nyt.

På DR Lær kan man finde læringsforløb til både indskoling, mellemtrin og udskoling med afsæt i monarki og hvad regentens rolle er, herunder blandt andet explainere om grundloven, kronprinsens rolle, dronningens funktion og et læringsforløb om den tidligere konge, Frederik 9.