DR K har egen scene på historiefestival - og bruger en time på Otto Leisner

DR K har egen scene, når der i weekenden er ’Historiske dage’ i København, og her kan man både blive klogere på Otto Leisner og på tilblivelsen af aktuelle DR K-programserier.

Otto Leisner er både genstand for en bog, der udkommer i denne uge, og for et oplæg på ’Historiske dage’ i København. Foto: Bent Paulsen.

Der bliver både rig lejlighed for at blive klogere på ét af dansk fjernsyns største ikoner, høre om TV-underholdningens guldalder og få mere at vide om tilblivelsen af nogle DR’s historieprogrammer, når DR i den kommende weekend deltager i festivalen ’Historiske dage’ i Øksnehallen i København.

Festivalen løber af stablen lørdag den 30. marts og søndag den 31. marts, og igen i år vil der være en særlig DR K-scene, hvor der gennem de to historiedage foregår en lang række ting – flere af dem med DR-islæt.

Det er for eksempel her, at journalisten og forfatteren Henrik Vesterberg lørdag klokken 17.00 beretter om radio- og tv-pioneren Otto Leisner, som gennem sine mere end 40 år i DR både var leder af DR’s diskotek, opfinder af radioens ’Giro 413’, morgennisse og vært for utallige gættelege og shows på DR’s dengang ene TV-kanal.

Foredraget ’Otto Leisner og TV-underholdningens guldalder’ kommer dagen efter, at Henrik Vesterberg udgiver en hel bog om Otto Leisner, der døde 91 år gammel i 2008. Det 222 sider store værk om DR-koryfæet hedder ’Otto Leisner – et liv i H.O.P.L.A.’ – opkaldt efter de underholdningsprogrammer for ældre, som Leisner var vært for henimod slutningen af sin TV-karriere.

I løbet af de ’Historiske dage’ er der også mulighed for at blive klogere på nogle af de mere nutidige historieprogrammer, som DR sender.

Flere DR-medarbejdere fortæller om serier

Lørdag eftermiddag klokken 15.30 fortæller redaktør Nille Westh og tilrettelægger Kerstin Freiesleben fra DR om, hvordan de arbejdede med DR K-serien om Thulearbejderne og flystyrtet på basen i 1968 – ’Thulebasen – Kold krig og kærlighed’, som kanalen sendte i vinter.

Søndag er der flere DR-medarbejdere på DR K-scenen. Klokken 13.30 fortæller redaktør Ane Saalbach og tilrettelægger Claus Pilehave om ’Uropatruljen – Politiets hårde hunde’, og hvordan de gik til arbejdet med serien, som DR K viste i november og december.

Selv om tilrettelæggerne forventer en fredelig historiefestival, er der nu alligevel udsigt til ’Danske mord’ i Øksnehallen søndag eftermiddag klokken 16.00. Det er der, når Lasse Bøgeskov Andersson og Jakob Thygesen fra DR viser klip og fortæller om opklaringen af seks komplicerede mord i den nyere danmarkshistorie. Det bestialske emne beskæftigede de sig med i januar og februar på DR K i serien ’Danske mord’, hvor det både handlede om forkullede lig, hypnosemord og en kvinde fundet i kuffert.

Flere DR-kendinge er også ordstyrer på festivalen i løbet af dagene – for eksempel Liv Thomsen, Clement Kjersgaard, Adam Holm og Louise Windfeld-Høeberg.

Redaktør Anja Hauberg fra DR K finder det naturligt, at DR K atter er med på ’Historiske dage’.

- Det er et oplagt sted for os, fordi vi altid gerne vil i dialog med vores seere. Det er der mulighed for på ’Historiske dage’, hvor dem, der deler vores kærlighed til historiestoffet, er at finde, siger hun.

Når DR K lukker til nytår, vil historiestoffet stadig være højt prioriteret og i stedet være at finde på DR2.

Hele programmet for ’Historiske dage’ kan ses her https://historiskedage.dk/program/