DR inviterer bag om nyhederne og ind i musikken til Ungdommens Folkemøde

DR er en del af 'Ungdommens Folkemøde' på Frederiksberg og kommer blandt andet med 'I Sandhedens Tjeneste', programmet 'Tværs' og koncert.

Vært Emil Nørlund fra 'Tværs' taler med folkemødedeltagerne om ungdomslivet.

Den 8. og 9. september bidrager DR med musik og debat, når Søndermarken på Frederiksberg bliver til en demokratisk festival, hvor politikere, organisationer og virksomheder går i dialog med unge på ’Ungdommens Folkemøde’.

'Ungdommens Folkemøde' bliver et samlingspunkt, hvor unge kan diskutere, hvad demokratisk deltagelse kan være anno 2016. DR er en del af 'Ungdommens Folkemøde' med flere indslag. De unge kan både opleve koncert arrangeret af DR Musikariet med Lærke Emilie fra Karrierekanonen, komme helt ind i nyheds-maskinrummet med DR Nyheders Erkan Özden og opleve radioprogrammet 'Tværs'.

Her kan du opleve DR på Ungdommens Folkemøde:

I Sandhedens Tjeneste

Torsdag den 8. september klokken 13.00-14.00 på Lille Scene vil DR Nyheders Erkan Özden fra TV-Avisen tage publikum ind i maskinrummet på en nyhedsproduktion. Her skal publikum selv tage stilling til de etiske dilemmaer, der følger med som journalist, når der skal produceres en nyhedsudsendelse til befolkningen. Workshoppen ’I Sandhedens Tjeneste’ slutter af med en debat om fordommene om unge nyhedsbrugere med vært på P3 Nyheder, Tue Sørensen.

Tværs

Begge dage står teamet bag programmet 'Tværs' klar i deres telt til at snakke med folkemødegæsterne om ungdomslivet - både oplevelser fra de gode gamle dage og, hvordan det er at være ung i dag. I 'Tværs'-teltet er der oplæg, samtalesaloner og et ungdomsmonopol, som giver mulighed for, at deltagerne søger råd hos hinanden, ældre generationer og unge fremtrædende personligheder. Tværs vil sammen med folket quizze sig klogere på ungdommen anno 2016 og stiller skarpt på, hvad deres foretrukne mediefix er.

Torsdag og fredag klokken 17.00-19.00 på Store Scene vil radiovært på 'Tværs' Emil Nørlund lave aftenshow med en lang række gæster. Blandt andet Socialdemokraternes partileder Mette Frederiksen, musiker Katinka, blogger og liberal ungdomspolitiker Nikita Klæstrup og provokatør og iværksætter Mads Dinesen.

Karrierekanonen

En af vinderne fra Karrierekanonen ’Lærke Emilie’ spiller torsdag klokken 18.30-19.00 på Store Scene. Karrierekanonen hjælper de unge, nystartede kunstnere på vej i musiklivet og fungerer som et vigtigt bindeled for de unge til det professionelle musikliv. Koncerten leveres af DR Musikariet, der laver koncerter og events for børn og unge indenfor et bredt spektrum af musikalske genrer fra jazz og klassisk til verdensmusik, hiphop og rock.