For 14 dage siden blev programserien ’Øgendahl og de store forfattere’ hædret med en gulddelfin i Cannes ved Cannes Corporate Media & TV Awards, og nu vender programmet tilbage til bade- og filmfestivalbyen ved den franske riviera.
Når tv-købmænd fra hele verden mødes til den årlige MIPCOM-messe i Cannes fra den 15.-18. oktober, har DR Salg for første gang programformatet med i salgstasken. Håbet er, at andre landes TV-stationer bliver interesserede i at lave en lokal version af forfatterprogrammerne fra DR1.
”Der er forfattere alle vegne, ligesom tilrettelæggerne lige har fået en international pris for den originale måde at lave udsendelserne på. Derfor har vi pæne forventninger til ’Amazing Authors’, som er seriens engelske titel,” forklarer teamleder Maiken Maigaard fra DR Salg.
Blandt de øvrige nye programformater, som DR Salg har med denne gang, er for eksempel DR2’s programserie ’180 dage på plejehjem’, hvor fem unge studerende – i DR-udgaven - flyttede ind på et helt almindeligt aarhusiansk plejehjem. De unge bor helt gratis på stedet, mod at de hver måned bruger mindst 30 timer på samvær med de ældre.
Også DR3’s serie ’Hypnodating’, hvor Jan Hellesøe for tiden ser på, om hypnose kan hjælpe til et bedre datingliv, er med for første gang.
Kageshow i amerikansk udgave
”En af de helt særlige begivenheder i Cannes bliver, at det amerikanske medieselskab MGM viser deres første trailer til en amerikansk udgave af ’Ultras Sorte Kageshow’ fra DR – eller ’Baking in the Dark’. For nylig købte MGM en option af DR Salg til at lave programmet, og det skal blive spændende at se, hvordan det går med det program på den videre færd,” siger Maiken Maigaard.
Traditionen tro stiller DR Salg også med en stribe af DR’s bedste dokumentarer og dokumentarserier i Cannes. Her er der særligt forventninger til Abdel Aziz Mahmouds miniserie ’Helvedes Homo’ fra DR2, som hun håber, andre landes tv-stationer kan have lyst til at vise. Her er den engelske titel ’Homo From Hell’.
I programmerne satte radio- og tv-værten, der selv er homoseksuel og muslim, sig for at undersøge, om man overhovedet kan være begge dele, ligesom han sprang ud på landsdækkende TV.
”Det er et emne, som er eviggyldigt og en debat, der bliver taget i mange lande. Derfor håber vi også, at der vil være international interesse for udsendelserne,” siger Maiken Maigaard.
Blandt de andre dokumentarserier, som DR Salg har med til Cannes, er for eksempel også serierne ’Anja og heksebørnene’ og ’Anjas børnehjem’ om danske Anja Lovén, der redder børn i Nigeria, som bliver beskyldt for at være hekse.
Også den danske-syriske dokumentar ’De sidste mænd i Aleppo’, som havde premiere på DR2 i sin tid, og som i sidste uge hentede en dokumentar-Emmy i USA, har DR Salg fortsat store forventninger til på MIPCOM.
Første gang med ’Liberty’
De DR-programmer, der er rigtig stor interesse for internationalt, er fortsat dramaserierne, og her er det første gang, at DR Salg har ’Liberty’ med, efter at serien er sendt. Derudover vil det også være muligt at sikre sig ’Bedrag 3’, som DR1 sender i begyndelsen af det nye år.
”Allerede inden ’Bedrag 3’ har været vist, har BBC lige købt den. Dermed har de købt alle tre sæsoner nu, og det er virkeligt stort,” siger Maiken Maigaard.