DR’s to store dramasatsninger fra 2022, ’Carmen Curlers’ og ’Orkestret’ delte TV-priserne imellem sig, da Robert Prisen 2023 lørdag aften blev uddelt på Tivoli Hotel & Congress Center i København.
’Carmen Curlers’, som seerne på DR1 og DRTV kunne se i efteråret, modtog Robert-statuetten for at være ’Årets TV-serie’. ’Carmen Curlers’ har manuskript af Mette Heeno, og det var dramaserien om fantasten og iværksætteren Axel og den handlekraftige Birthe, der i 1960'erne skabte en af Danmarks største arbejdspladser ved hjælp af en lille elektrisk papillot.
Prisen til ’den bedste kvindelige hovedrolle i en TV-serie’ gik også til skuespilleren i en DR-serie – nemlig til Maria Rossing. Hun fik den for rollen som husmandskonen Birthe Windfeld, der tager affære hos ’Carmen Curlers’ i dramaserien af samme navn, da hendes mand bliver syg af kræft.
Ligeledes for ’Carmen Curlers’ fik skuespilleren Nicolai Jørgensen en Robert for ’Årets bedste mandlige rolle i TV-serie’ for indsatsen som den dedikerede frisør Frans.
Vært fik selv pris
Det var satiriker, skuespiller og klarinettist Frederik Cilius, der var vært for uddelingen af Robertpriserne for det seneste års bedste film- og TV-præstationer, og han var ikke alene vært. Undervejs kom han også på scenen som prismodtager.
Frederik Cilius fik nemlig prisen for ’Årets mandlige hovedrolle i TV-serie’ for sin præstation som den vredladne klarinettist Bo Høxenhaven i komedieserien ’Orkestret’, som DR havde premiere på i juli 2022, og som for øvrigt er på vej med en 2. sæson af.
’Orkestret’, der har manuskript af Mikkel Munch-Fals og Adam Price, og er et tragikomisk drama i og omkring et symfoniorkester i en stor dansk kulturinstitution, nøjedes dog ikke med en enkelt pris.
’Orkestret’ sikrede sig også Robert-prisen for ’Årets korte TV-serie’, ligesom Emma Sehested Høeg hentede en Robert for ’Bedste kvindelige birolle i TV-serie’ for netop rollen i ’Orkestret’, hvor hun spiller eleven Elin.
DR’s fiktionschef Henriette Marienlund er selvsagt glad for, at DR’s dramaserier kan tage hjem med seks ud af seks TV-priser fra uddelingen.
- Det er helt fantastisk, at DR både fik Robert’erne for årets TV-serie, årets korte TV-serie og samtlige fire skuespillerpriser. Vi er stolte af begge serier. ’Carmen Curlers’ havde en kæmpe gennemslagskraft og fortalte både historien om en iværksætterdrøm og kvinders vej til arbejdsmarkedet, mens ’Orkestret’ er en rigtig arbejdspladshistorie om rivalisering og ledelse i en kulturinstitution. Vi glæder os allerede meget til at vise fortsættelsen af begge serier, siger hun.
Dokumentafilm fik også Robert
Også prisen til ’Årets dokumentarfilm’ gik til en film, som DR har vist og været med til at co-producere. Her gik Robert-statuetten til dokumentaren ’Et hus af splinter’, produceret af Final Cut for Real, instrueret af Simon Lereng Wilmont og med Monica Hellström som producer. Filmen er også nomineret til en amerikansk Oscar, og den handler om, hvordan den årelange krig i det østlige Ukraine kræver sine ofre. Børn, voksne og deres familier er blevet drevet ud i fattigdom og social armod.
Det var 39. gang, Danmarks Film Akademi uddelte Robert-statuetter. I år blev sammenlagt 31 priser uddelt, og som altid er det akademiets 2600 medlemmer, der har afgjort, hvem der skulle have priserne. Det vil sige personer, som arbejder professionelt i film- og tv-branchen.