DR-formand: Relevant public service-tilbud til hele befolkningen

Michael Christiansen glæder sig over, at der nu foreligger en endelig public service-kontrakt for perioden 2019-2023.

DR’s formand Michael Christiansen har – sammen med kulturminister Mette Bock – nu underskrevet en ny public service-kontrakt. (Foto: © Torben Schmidt)

Kulturminister Mette Bock og DR’s bestyrelsesformand Michael Christiansen har nu underskrevet en ny public service-kontrakt mellem regeringen og DR, der gælder for den kommende fem-års-periode 2019 til 2023. I den anledning siger Michael Christiansen:

”Det er glædeligt, at der nu foreligger en endelig public service-kontrakt. Hermed er den samlede ramme omkring DR både i forhold til økonomi og indhold på plads, så DR nu kan melde en samlet spare- og udviklingsplan ud. Denne plan vil sikre, at DR også i fremtiden kan være et relevant, men reduceret public service-tilbud til hele befolkningen.”

Planen indeholder en besparelse på 20 procent og dermed store reduktioner af DR’s budgetter i de kommende år.

En enig bestyrelse for DR har vedtaget spare- og udviklingsplanen, der imødekommer det vedtagne reduktionskrav og samtidig tilsigter, at DR i de kommende år fortsat kan udvikles digitalt - samtidig med, at DR også i fremtiden vil kunne levere indhold i reduceret form til hele befolkningen på relevante platforme.