DR er klar med ’Ultra Gaming’-shows og meget andet på landets største gaming-festival

Værterne Sigge Højbjerg og Maria Helander fra DR’s ’Ultra Gaming’ afvikler seks show på Gamebox Festival i Herning, hvor der også vil være et helt ’Ultra Gaming’-område og mulighed for at møde flere andre DR-programmer.

Maria Helander og Sigge Højbjerg er vært for seks 'Ultra Gaming'-show og også klar til at mødes med gæsterne på Gamebox Festival ved 'Meet and Greet'. (Foto: © Jacob Kofler)

Gennem otte sæsoner har værterne Sigge Højbjerg og Maria Helander nu budt på sjove og vilde gaming-klip om Fortnite, FIFA, Minecraft og meget andet i deres ’Ultra Gaming’-programmer på DRTV og deres community på YouTube.

Det gør de fortsat, men fredag, lørdag og søndag forlader de også skærmen ’og kommer ud i virkeligheden’. Det er tilfældet, når de møder unge gamere og de mange andre gæster ved Danmarks største gaming-festival, Gamebox Festival, fra den 19.-21. april. Festivalen foregår i år i hele ni haller i MCH Messecenter Herning.

Det er andet år i træk, at ’Ultra Gaming’ og DR-værterne er med på Gamebox Festival, og i 2024 er det med et større setup end sidste år.

Maria Helander og Sigge Højbjerg byder fredag, lørdag og søndag på i alt seks ’Ultra Gaming’-show fra festivalens hovedscene. Showene er bygget op i bedste ’Ultra Gaming’-stil med udfordringer og konkurrencer og præmier.

Derudover er der også skabt et særligt ’Ultra Gaming’-område under hele festivalen, hvor børn og unge bliver inviteret ind i ’Ultra Gaming’-miljøet. Her kan de game og prøve at slå Sigge og Marias tider i de helt særlige ’Ultra Gaming’-udvalgte spil til både PC og Playstation, ligesom de kan hænge ud og se tidligere ’Ultra Gaming’-programmer. Alle tre dage bliver der derudover mulighed for at hilse på Sigge Højberg og Maria Helander, som kommer forbi ’Meet and Greet’-området hver dag efter deres shows.

Det er DR Salg, der står for samarbejdet med Gamebox Festival, og hele holdet glæder sig til at møde ’Ultra Gaming’-seerne og deres familier ansigt til ansigt.

- Gamebox-festival er et oplagt sted at være og møde nogle af de børn og unge, der følger med i ’Ultra Gaming’ i virkeligheden. Vi deltager i Herning – dels for at nå ud til nye brugere, dels for at møde målgruppen i øjenhøjde, og hvor de er. Det giver altid noget helt særligt, og det er mit indtryk, at børnene også selv godt kan lide det. Der var i hvert fald rigtig mange, der kiggede forbi sidste år, siger Thit Dyreberg, der er seniorprojektleder i DR Salg.

Katrine Munk de Klauman, der er redaktør i B&U og for ’Ultra Gaming’, siger, at ’Ultra Gaming’ nu er et af Danmarks største universer for de større børn.

- Kanalen har udviklet sig fra kun at handle om gaming til at beskæftige sig med en langt bredere tematik: sport, tøj, mad, teknologi og videnskab. ’Ultra Gaming’ har mellem 80.000 og 100.000 unikke børn på besøg om ugen. Derfor er vi også rigtig glade for, at vi kan være med på landets største gaming-festival. Det er en rigtig god måde, vores brugere kan møde universet og hinanden på i virkeligheden, siger hun.

Faktisk er det lige kommet frem, at ’Ultra Gaming’ er nomineret til en pris ved Danish Game Awards, som også afvikles i Herning under Gamebox Festival.

Joe og Eddy fra serien 'Alt er tilladt'. Joe er en af dem, du kan møde på festivalen. (Foto: © Jacob Østergaard Johansson og Carl August Jansson)

Alt er tilladt

Lørdag eftermiddag får ’Ultra Gaming’-området på Gamebox Festival også besøg af et andet DR-gaming-program – nemlig vennerne fra den nye serie ’Alt er tilladt’. Serien tog sin begyndelse, da ambitiøse Eddy blev smidt ud af sin nye muay thai-klub, fordi han har forbrudt sig imod klubbens regler, og hvor han stod og manglede et sted at træne. Her var han afhængig af Reza, der samtidig var årsag til, at Eddy kom i problemer. Heldigvis har Reza et kampsport-spil, der kan sørge for at Eddy kan træne og holde formen vedlige.

På gaming-festivalen bliver det lørdag muligt at game mod karakteren Reza fra ’Alt er tilladt’, ligesom børn og unge har mulighed for at lære muay thai-tricks af Joe eller få de bedste tegnefifs fra Ling i serien.

Hør mere om Ultrapanelet

Skulle børn i Ultras målgruppe, som er de 9-14-årige, ligefrem have lyst til at blive en del af Ultra-panelet, byder den mulighed sig også i Herning. Her kommer to fra Ultra-redaktionen forbi lørdag og fortæller om det at være med i panelet, og hvad det indebærer.

Ultrapanelet blev lanceret i 2020, og det bliver brugt i en række sammenhænge. Gennem Ultrapanelet kan DR for eksempel hurtigt få kontakt til børn med bestemte fritidsinteresser eller en bestemt baggrund eller ’efterlyse’ børns holdninger, når en aktuel sag skal kommenteres.

Børnene kommer nogle gange også til at indgå, når DR udvikler og producerer nye programmer til målgruppen, og panelet er også med til at sikre, at børn fra hele landet kommer til orde. Sidste år havde Gamebox Festival i Herning godt 14.000 besøgende på de 30.000 kvadratmeter kun om gaming.