DR er klar med radiodrama for børn

Robert Hansen og Coco Hjardemaal har nogle af de bærende roller i ’Landet på den anden side’, som succesforfatteren Kenneth Bøgh Andersen har skrevet for DR Radiodrama og DR Podcast.

'Landet på den anden ende' er en podcast for hele familien, hvor Coco Hjardemaal og Robert Hansen har nogle af hovedrollerne. (Foto: © Mette Jensen, Type 2)

De seneste mange år har DR Radiodrama produceret dramatik til de voksne, men fra tirsdag bliver det anderledes. Da har DR Radiodrama premiere på podcasten ’Landet på den anden side’, der nok kan høres af hele familien, men er tiltænkt de 7-12-årige, som DR Ultra har som målgruppe.

Den nye fantasirige podcastserie er i 10 afsnit af 10 minutter hver og skrevet af forfatteren Kenneth Bøgh Andersen, som har et væld af børnebøger på samvittigheden. Det er hans premiere i radiodrama-genren, og hovedrollerne bliver spillet af skuespillerne Robert Hansen, Coco Hjardemaal, Ellen Hillingsø, Karen-Lise Mynster og Jacob Morild. I andre roller høres blandt andre Kasper Leisner, Christine Albæk Børge og Peter Christoffersen.

”Vi har gerne villet lave radiodrama for børn længe, men det har været lidt svært, mens radiodrama boede fast på P1. Nu lever DR Radio Drama som podcast på DRs radioapp, og det gør, at vi kan foretage os lidt andre ting – både hvad angår repertoiret og længden på radiodrama-serierne,” forklarer Mette Kruse, der er producent og leder af DR Radiodrama.

Hun føler sig overbevist om, at børn også er interesserede i radiodrama.

”Den gode historie har børn altid gerne villet høre, og jeg kan huske, hvordan jeg selv elskede hørespil som ’Prop & Berta’ og ’Den Blå Diamant’, da jeg var barn. Min egne drenge bruger det også meget, og ’Landet på den anden side’ kan sagtens høres på tablets, som målgruppen er vant til at bruge,” siger Mette Kruse.

Hund forbudt i lejlighed

Handlingen i podcastserien er den, at Alex’ forældre er skilt. Faren har fået en ny kæreste, og Alex er blevet storebror til Mick. Det er noget, som Alex ikke ligefrem jubler over. Heldigvis har han hunden Ringo, som er Alex’ bedste ven, og de følger hinanden overalt. Men Alex og Ringos følgeskab bliver truet, da Alex’ mor skal flytte til en ny lejlighed, hvor man ikke må have hund.

”Der er blevet skrevet meget om, hvad det betyder for børn, når far og mor bliver skilt, men der er måske ikke blevet lavet så meget om alle de andre følgevirkninger – i dette tilfælde, hvor det betyder, at Alex ikke må have hund hos moren og også giver andre udfordringer. Det er første gang, vi samarbejder med Kenneth Bøgh Andersen, og det er tydeligt at mærke, at han er vant til at skrive til børn,” siger Mette Kruse.

Hun forventer, at DR Radiodrama kommer med mere dramatik til børn i de kommende år, ligesom DR Radiodrama fortsætter arbejdet med at få fat i nye målgrupper, som man havde sværere ved at nå, da man have fast sendetid på P1.

DR har lavet radiodrama for børn tidligere – senest for 21 år siden i 1996.

Det direkte link til den nye serie er her