Da Vladimir Putin og Rusland invaderede Ukraine for to et halvt år siden, blev verden en anden - og det samme blev Norden. Danmark, Norge, Finland og Sverige er nu for første gang alle med i forsvarssamarbejdet i NATO, efter at Sverige og Finland begge er trådt ind. Landene har også alle doneret milliarder af kroner og våben til Ukraine, og samtidig opruster Norden som aldrig før.
Men er Norden sikker, og kan Norden forsvare sig selv? Hvad skal Nordens svar til Rusland og Putin være, skal Norden presse på for en fredsaftale mellem Ukraine og Rusland, og hvilken rolle skal USA spille for vores sikkerhed?
Det er blot nogle af de spørgsmål, som værter fra de fire public service-stationer - DR, svenske SVT, norske NRK og finske YLE, stiller til topministre, eksperter og udfordrere, når tv-kanalerne er gået sammen om en fælles debat om Nordens sikkerhed i DR Koncerthuset. Debatten bliver sendt i alle fire lande, og i Danmark kan ’Nordens svar på Putins krig’ ses torsdag den 12. september fra klokken 20.00-21.30 på DR2 og DRTV.
Fire ministre deltager
Ministre fra de fire deltagerlande er alle i København for at deltage i debatten. Fra Danmark kommer udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, fra Norge deltager udenrigsminister Espen Barth Eide, den svenske regering er repræsenteret af forsvarsminister Pål Jonson, mens Finland stiller med minister for nordisk samarbejde Anders Adlercreutz. Derudover vil en række eksperter og debattører fra de fire lande byde ind med deres synspunkter og vurderinger i den halvanden time lange debat. NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, medvirker også i et interview i udsendelsen.
Den fællesnordiske debat er kommet i stand på initiativ af DR’s ’Debatten’-redaktion. ’Debatten’ på DR2 har siden Ukraine-krigens begyndelse brugt mange torsdage på at debattere Danmarks sikkerhed, donationer og svar på Ruslands invasion af Ukraine.
- Spørgsmålet om sikkerhed er i endnu højere grad end tidligere blevet umuligt at reducere til egne grænser – ikke mindst efter, at Norden er samlet i NATO. Derfor henvendte DR og ’Debatten’ sig til søster-redaktionerne i Sverige, Norge og Finland, som alle var med på tanken om en fællesnordisk debat som ’Nordens svar på Putins krig’, siger redaktionschef Mette-Line Thorup fra DR Kultur, Debat og Lyd og fortsætter:
- Det er helt afgørende for DR som public service-station, at vi i en historisk tid med krig på det europæiske kontinent kan tage initiativ til og danne rammen for en så vigtig fælles samtale på tværs de nordiske lande.
Hvert land stiller med en vært – den danske er Clement Kjersgaard.
- •
’Nordens svar på Putins krig’ sendes på DR2 og DRTV torsdag den 12. september fra klokken 20.00-21.30. Fra ugen efter, den 19. september, og frem til jul vender det velkendte ’Debatten’ tilbage om torsdagen klokken 20.00.