De laver både mediedesign og kulisser til dramaserie: Mød nogle af de mange elever, DR uddanner

I denne uge starter en række nye journalistelever i DR, men en lang række andre elever uddanner sig også i deres fag i DR. Mød nogle af dem her, for vi var med, da DR holdt elevnetværksdag.

DR har samlet alle husets elever til en 'elevnetværksdag'. Alle deltagere præsenterer deres faglighed og uddannelse, og der bliver sparret på kryds og tværs. (Foto: © Sofie Gerdes)

DR er sat i verden for at levere public service og hver dag samarbejder flere tusinde medarbejdere for at sende tv-udsendelser, dramaserier, podcasts, liveradio og meget mere ud til befolkningen. Men DR er også et uddannelsessted, der udvikler fremtidens medarbejdere gennem praktikker og læringsforløb.

I denne reportage kan du få et indblik i hverdagen som FTP-elev i flere af DR’s tv-afdelinger, hvad man laver på mediegrafikeruddannelsen og hvordan det anvendes i praksis som elev hos DR Design, og så kan du komme med i DR Scenografien, hvor snedkerlærlinge bygger rekvisitter og kulisser.

Velkommen til elevnetværksdagen

  • 'Godmorgen og velkommen til'. Mette Vangkilde fra DR's HR-afdeling byder de 28 elever velkommen til elevnetværksdagen i DR Byen. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • Der er morgenkaffe og croissanter, mens Mette Vangkilde gennemgår dagens program. (Foto: © Sofie Gerdes)
1 / 2

I mødelokalet Pausefisken i DR Byen har Mette Vangkilde og Karin Poulsen fra DR’s HR-afdeling gjort klar til Elevnetværksdagen.

- Hey, godmorgen. Tak for i går! Hvem vandt minigolf-turneringen?

En ung mand griner, da han træder ind i mødelokalet. Han slæber på et par store tasker med tv-udstyr, som han sætter ned, mens han forsyner sig med morgenkaffe og en croissant.

Klokken er et par minutter over 10, da alle dagens deltagere er samlet. DR har 28 elever ansat på tværs af fag og afdelinger. Eleverne kommer fra flere af distrikterne, og aftenen forinden havde FTP-eleverne fra Aarhus og København mødtes til et socialt arrangement i Kødbyen på Vesterbro inden netværksdagen i DR Byen.

Mette Vangkilde er uddannelseskonsulent i DR’s HR-afdeling, og hun byder dagens deltagere velkommen.

- Godmorgen, alle sammen. Karin og jeg har glædet os virkelig meget til den her dag. Vi tror, det bliver enormt spændende og lærerigt, at høre hvad I går og laver til daglig, og så håber vi, at dagen vil inspirere jer til at mødes og sparrer på tværs. Vi starter med en lille bordet-rundt-præsentation inden vi begynder på de enkelte faglige oplæg, siger hun.

En efter en får deltagerne præsenteret sig kort med navn, uddannelse og afdeling, og det spænder bredt. Størstedelen er film- og tv-produktionsteknikere (FTP-elever), men rundt om bordet sidder også en bygningssnedkerlærling, en administrationselev, en teater- event og AV-tekniker og en mediegrafiker.

Der er meget psykologi i arbejdet med grafik

  • Carina Nielsen præsenterer uddannelsen som mediegrafiker og fortæller om hverdagen i DR Design. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • Hun har lavet flere plakater til DRTV, som hun viser til de andre deltagere. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • Og så bliver gruppen inviteret op på kontoret. De vigtigste redskaber i arbejdet som grafisk designer er simple: en computer, en computermus og et tegnebræt. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • Der er meget psykologi i arbejdet med visuelle designs, hvor man gennem former og farver skal have folk til at synes noget bestemt. (Foto: © Sofie Gerdes)
1 / 4

Forud for dagen har alle deltagere modtaget en invitation, hvor de er blevet informeret om, at de skal forberede et kort oplæg om deres uddannelse, som de skal præsentere for de andre. Formålet med dagen er at samle eleverne og etablere et netværk på tværs af uddannelser og afdelinger.

Carina Nielsen er ved at uddanne sig som mediegrafiker, og hun er den første, der præsenterer sit fag foran de andre.

- Okay, jeg er ked af, at jeg har taget det her megakedelige slide med som det første. Men jeg tænkte, at vi kom så mange steder fra og ikke vidste, hvad hinanden lavede, så jeg startede på nul. På bedste onkelmanér vil jeg forsøge at forklare, hvad jeg laver. Det vigtigste i mit arbejde er mine få arbejdsredskaber: min computer, min computermus og mit tegnebræt, forklarer hun.

De næste 20 minutter tager Carina Nielsen de andre deltagere igennem det tekniske ved hendes fag, og hun fortæller, hvordan en almindelig arbejdsdag ser ud.

- Det handler jo meget om former og farver. Design og grafik er egentlig et arbejdsværktøj, der manipulerer folk til, at synes noget bestemt. Det er et ret psykologisk fag, og det er det, som jeg synes er så spændende – det med at vi har et visuelt sprog, som vi alle sammen er enige om og kan forstå. Man kan jo for eksempel ikke sælge rød pesto med en grøn baggrundsfarve, fortæller hun.

Carina Nielsen viser plakater fra DRTV, som skal lokke folk til at streame den enkelte film. Hun har lavet plakater og designs til flere af radiokanalerne, og det spreder stor begejstring og imponerede miner blandt resten.

- Okay, wow! Har du lavet alt det der? Det ser jo helt vildt flot og professionelt ud. Er det meget specifikke bestillinger, du får? spørger en af de andre.

- Hm, ej, der er nogle, der er rigtig gode til at komme og briefe i god tid. Men den her plakat, som jeg lavede i går, fik jeg tre linjer om på en mail, og så måtte jeg ellers bare i gang med at brainstorme selv, forklarer Carina Nielsen.

Mediegrafikeren har været i DR i to år og har et par måneder tilbage af sin uddannelse.

- Jeg drømmer om at gøre verden til et pænere sted. Min indre æstetiker bliver så ked af, at der er så mange steder, der er grå og kedelige, så at arbejde med æstetik og design, det er en kæmpe gave, siger hun.

'I vores fag er man ikke elev, man er lærling'

  • Therese Gabrielsen præsenterer uddannelsen som bygningssnedker. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • Turen går til DR Scenografi og et indblik i hverdagen på værkstedet. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • Therese Gabrielsen viser nogle af de rekvisitter, som de laver på Scenografien - og så fortæller hun, at de bygger rigtig mange vægge. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • I Studie 5 og Studie 6 står kulisserne til DR's kommende dramaserie 'Carmen Curlers'. Therese Gabrielsens kollega har været med fra starten af bygningsprocessen, og hun fortæller om, hvordan kulisserne er blevet til. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • (Foto: © Sofie Gerdes)
  • (Foto: © Sofie Gerdes)
1 / 6

Den næste oplægsholder er Therese Gabrielsen, der er under uddannelse som møbelsnedker i DR Scenografi.

- Ja, altså i vores fag er man ikke elev - jeg er lærling, fortæller hun.

Uddannelsen er identisk med en klassisk håndværkeruddannelse, hvor man er fem uger på skole og efterfølgende et halvt år i praktik.

- Vi laver en masse ting hernede. Kulisser, rekvisitter og virkelig mange vægge. Det er både bygning af nye kulisser, men også opsætning af de gamle og tilbagevendende som ’Fællessang’ og ’Alle mod 1’. Jeg synes, det er ret fedt, at vi ofte er mange fagligheder der spiller sammen, når vi laver både små og store produktioner, siger hun.

Efter Therese Gabrielsens oplæg inviterer hun gruppen på rundtur i Scenografien. Turen går gennem det store værksted, ind at se udvalgte rekvisitter, og den slutter af i Studie 5 og 6, hvor kulisserne til DR’s kommende dramaserie ’Carmen Curlers’ er sat op.

- Jeg har været med til at lave enkelte dele af de nuværende kulisser. Studie 5 har stået klar, siden jeg startede, men jeg har været med til at lave nogle ting til køkkenet i det gamle hjem. Og det er ret sjovt, for det er kun en enkelt skuffe, der kan åbne. Så hvis I ser serien, så læg mærke til, at det er den eneste skuffe, der bliver åbnet, griner hun.

Walk and Talk: Det er jo vildt, hvor meget vi kan bruge hinandens kompetencer i hverdagen

  • Solen skinner, så det er perfekt vejr til en 'Walk and Talk'. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • (Foto: © Sofie Gerdes)
  • (Foto: © Sofie Gerdes)
1 / 3

Over formiddagen er dagens deltagere blevet klogere på grafisk design, uddannelsen som administrationselev og hverdagen i scenografien. Nu er gruppen samlet i DR’s gæstekantine. Men inden det er tid til frokost, bliver de sendt ud på en ’Walk and Talk’ i små grupper.

Under gåturen skal de snakke om det, de har set og hørt, og fortælle de andre om det bedste ved deres uddannelse, og dét de indtil videre er mest stolt af. Carina Nielsen går rundt med to FTP-elever, der til hverdag producerer film og tv.

- Det var et kanonfedt oplæg du holdt. Det var pissegodt! Vi kan jo virkelig bruge hinandens kompetencer i hverdagen. Ville jeg kunne tage fat i dig, hvis jeg skulle bruge et design til et program?

Carina Nielsen smiler og fortæller, at de bare kan ringe, hvis de skal have et fedt design.

En af de andre griner.

- Ha, ha, du skal passe på, hvad du siger. De næste uger bliver du kimet ned af os alle sammen.

En FTP-elev fortæller om sin første arbejdsdag i DR Nyheder. Nogle dage er travle, hvor nogle er mere rolige, men hans første dag glemmer han aldrig.

- Jeg blev ringet op og fik fortalt, at jeg skulle tage pænt tøj på. Jeg skulle med ud at dække et pressemøde fra Det Kongelige Teater, hvor Dronningen og Oh Land præsenterede ’Snedronningen’. Det var rimelig vildt og angstprovokerende at stå der på den allerførste arbejdsdag, fortæller han.

Samarbejdsøvelse: Detaljeorienterede og blik for æstetik

  • Koncentration og finesse - om 15 minutter skal der stå et færdigt produkt hos Thea Vanggaard. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • (Foto: © Sofie Gerdes)
  • (Foto: © Sofie Gerdes)
  • (Foto: © Sofie Gerdes)
  • (Foto: © Sofie Gerdes)
1 / 5

Efter frokost er der flere uddannelser, der skal præsenteres, men først har gruppen fået besøg af Thea Vanggaard fra HR. Hun har en samarbejdsøvelse med, og der bliver tændt for konkurrencegenet rundt omkring i de små grupper.

Reglerne er simple: En fra hvert hold går ud af rummet og får opgaven stillet af Thea Vanggaard. Derfra har alle hold 15 minutter til at have et færdigt slutresultat, der skal afleveres og bedømmes.

Thea Vanggaard har bygget en mand af Lego, som grupperne skal forsøge at genskabe. De må kun gå ud én ad gangen for at kigge på figuren, og hvis de først begynde at sammensætte klodserne, må de ikke gå ud og kigge igen.

De næste 15 minutter bygger, samler og koncentrerer dagens deltagere sig, mens de i fællesskab forsøger at klare opgaven på bedste vis.

Alle grupper når at aflevere til tiden, men kun én gruppe kan kåres som vinder.

- I klarede det faktisk rigtig flot. Man kan se, at I har forskellige kompetencer, der spiller godt sammen. Nogle er detaljeorienterede, mens andre har blik for æstetik. Og så er I gode til at formidle og lade være at stresse, roser Thea Vanggaard.

En tur i DR Koncerthuset og velfortjent is-pause

  • Det er sommer i DR Byen, og det kalder på en is-pause. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • Lukas Ockelmann giver en rundvisning i DR Koncerthuset og fortæller, hvordan en lydmixer fungerer. (Foto: © Sofie Gerdes)
1 / 2

Samarbejdsøvelsen er slut, og vindergruppen har fået deres præmie. Nu går turen i DR Koncerthuset, hvor Lukas, der er teater- event og AV-teknikerelev, har sin daglige gang.

Lukas Ockelmann fortæller om hverdagens driftsopgave, der spænder over opsætning af mikrofoner til diverse koncerter og overblik over systemerne i lydkontrollen. Desværre er der prøver i både Koncertsalen og Studie 2, men gruppen får lov at kigge rundt i det store koncerthus, og Lukas Ockelmann fortæller om de divergerende koncerter, som de har – der er alt fra Nik og Jay under P3 Guld og DR Symfoniorkestrets faste torsdagskoncerter.

På vej tilbage til mødelokalet er der tid til afslapning. Det er blevet sommer i DR Byen, og det kalder på en velfortjent is-pause. Mette Vangkilde lægger op til at eleverne overvejer, hvordan elevnetværket kan opretholdes fremover og foreslår, at der er en blandt deltagerne, der påtager sig rollen som tovholder til at samle gruppen en gang imellem fremover.

Livesending fra DR Nyheder og optagelser fra 'Nak & Æd'

  • FTP-eleverne står bag produktion og kameraer på mange tv-udsendelser. De vil vise deres arbejde ved at tage gruppen med på en livesending. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • Tv-udstyret bliver gjort klar. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • Tv-holdet er taget til kælderen i DR Udstyr og forklarer hvilke udstyr de har med, når de tager ud på liveoptagelser. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • I DR Aarhus kan FTP-eleverne være en del af en lang række programmer blandt andet 'Nak & Æd', 'Bagedysten', 'Ultra Nyt' og 'Frank og Kastaniegården'. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • I videoen delatger 'Nak & Æd'-værten Jørgen Skouboe. Eleverne fortæller også, at to af dem har været i Grønland og optage til DR-serien 'Historien om Grønland og Danmark'. (Foto: © Sofie Gerdes)
  • FTP-eleverne i Øst viser en video, hvor de fortæller, hvad man laver som elev i DR i Viborg. (Foto: © Sofie Gerdes)
1 / 6

Dagens program er nået til den sidste præsentation. De sidste til at fortælle er FTP-eleverne (film- og tv-produktion), der står bag produktionen og kameraerne på film og tv-udsendelser i flere af DR’s afdelinger.

Deltagerne er tilbage i mødelokalet, mens DR Nyheders FTP-elever tager de andre deltagere med til en live-udsendelse fra andre steder i DR-Byen.

- Vores hverdag som elev i DR Nyheder er meget varierende, og det er ikke altid, vi ved, hvad der skal ske, inden vi møder på arbejde. Arbejdsopgaverne indebærer alle processer i en tv-produktion, og nogle dage har vi såkaldte ’multivagter’, hvor vi både er ude og filme, og efterfølgende tager hjem og klipper, fortæller Christian Rønhovde på en liveforbindelse.

Mens eleverne i DR Nyheder primært beskæftiger sig med live-udsendelser, fortæller FTP-eleverne fra DR Aarhus, at de er en del af mange forskellige produktioner. De har lavet deres egen video, hvor blandt andre bagedystdommer Markus Grigo, Jørgen Skouboe fra ’Nak & Æd’ og ’Ultra Nyt’-værten Jonas Madsen deltager, for at illustrere de mange produktioner, som eleverne er en del af.

- Forskellen fra at være hos DR Nyhederne i DR Byen til os i Aarhus er, at i Nyhederne er man ofte et one-man-band, hvor man står for det meste af produktionen selv, mens man i Aarhus mest er en del af et holdarbejde på en større produktion, fortæller Lasse Sørensen fra DR Aarhus.

Han forklarer, at de fleste FTP-elever starter i DR Nyheder, hvilke er en fordel, fordi man får det basale i orden inden man bliver kastet ud i større og mere kreative produktioner i andre afdelinger.

Både FTP-eleverne fra Viborg, Aarhus og København er glade for at være i DR, men det er også en branche der er præget af hårdt arbejde.

- Det er virkelig vigtigt, at man vil det, hvis man søger ind som FTP-elev. Man skal have haft et kamera i hånden, inden man starter på grundforløbet, for konkurrencen om de gode praktikpladser er hård. Jeg tror godt, at jeg taler for alle FTP-eleverne, når jeg siger, at DR er et megafedt sted at være. Vi lærer enormt meget, og når vi har lært det basale håndværk, så får man lov til at være nørdet og udfolde sine egne idéer, fortæller Lasse Sørensen.

Tak for i dag: 'Vi kan jo ende med at arbejde sammen på kryds og tværs'

Dagen er ved at være slut, og Mette Vangkilde er glad og stolt over arrangementet.

- Tusind tak for en fantastisk dag! I er superdygtige og engagerede i det, som I går og laver, og jeg er så imponeret over jeres høje faglighed. For at vi i DR leverer gode, gennemførte resultater er vi afhængige af hinanden og vores forskellige kompetencer – og det har I virkelig vist i dag, roser hun.

Fremover vil Mette Vangkilde samle gruppen én gang om året, og blandt deltagerne har en af FTP-eleverne meldt sig til at lave en fælles gruppe, så der kan blive arrangeret fælles frokoster eller andre sociale arrangementer.

Og blandt dagens deltagere har det også været både inspirerende og lærerigt at blive klogere på de andres uddannelser og hverdag i DR.

- Det har virkelig været en øjenåbner, at vi alle sammen laver noget, hvor vi kan ende med at arbejde sammen på kryds og tværs, fortæller en FTP-elev, og Therese Gabrielsen er godt tilfreds med, at de andre er blevet opmærksomme på hendes arbejde i DR Scenografi.

- Jeg er glad for, at havde fortalt om mit arbejde, for det er lidt en klassiker, at folk ikke ved, at vi er her og gerne vil hjælpe. Så bliver der bestilt en masse ude i byen, når vi er lige her!

DR uddanner ud over ovenstående IT-supporter, datateknikkerne, kontorelever og økonomielever.