Danske medier og danske mediebrugere bliver nu udelukket fra at tilgå nyhedskanalen RT og radiokanalen Sputnik. Det er konsekvensen af EU-Kommissionens beslutning om at censurere de to russiske medier i alle EU-medlemslandene. På den baggrund har TV 2, DR og Danske Medier fredag rettet henvendelse til Kulturministeriet med en skarp kritik af EU-Kommissionens beslutning. Det gør man, fordi man er dybt bekymrede for konsekvenserne af den censur, som EU-Kommissionen nu udfører, siger Mads Brandstrup, administrerende direktør i Danske Medier:
- Det er et fundamentalt brud på pressefriheden at muligheden for at få indsigt i, hvordan russiske medier behandler krigen begrænses. Lukning af signalerne gør det kun vanskeligere for danske medier at indsamle information om krigen, og derfor frygter jeg også at tiltaget vil kunne forringe den ellers gode dækning, som danskerne møder fra de danske medier. Misinformation bekæmpes bedst med fakta ikke med censur, og derfor mener jeg, at det her er et helt forkert tiltag, siger Mads Brandstrup.
EU-Kommissionens beslutning har ikke kun betydning for de europæere, som kunne tænkes at ville tilgå de russiske propagandamedier, men kan også få betydning for de danske mediers nyhedsdækning. Sådan lyder det fra nyhedsdirektør hos TV 2 Ulla Pors:
- Det er af indlysende grunde relevant for den danske befolkning at få indblik i, hvordan krigen dækkes også af russiske medier. Den information kan vi ikke give danskerne, hvis ikke vi har adgang til de russiske medier. For at kunne levere en ordentlig dækning af krigen i Ukraine, så skal vi også kunne følge det russiske mediebillede. Sputnik og RT er propagandistiske medier, men deres indhold indgår i vores redaktionelle arbejde, selvfølgelig med den helt nødvendige kildekritik, siger Ulla Pors.
Risikoen er nu, at den danske befolkning kan få dårligere adgang til korrekt og dækkende information om en krig, der foregår ikke langt fra Danmark, og hvor en massiv flygtningestrøm er i vente. Det understreger nyhedsdirektør i DR Sandy French.
- Det er dybt bekymrende, hvis ikke vi medier kildekritisk har mulighed for at behandle den information, som kommer fra RT og Sputnik. Vi skal kunne informere den danske befolkning om krigen i Ukraine, og det vil have konsekvenser for kvaliteten af vores dækning, hvis ikke vi lovligt kan fortsætte på sædvanlig vis med relevant indsamling og gengivelse af indhold fra de nu forbudte russiske medier, siger hun.
Det fremgår af henvendelsen til Kulturministeriet, at medierne anser det for stærkt sandsynligt, at det vil stride mod artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvis mediernes adgang til information fra RT og Sputnik hindres.