'Lågsus'-værterne Pelle Peter Jensen og Nicholas Kawamura får i løbet af de næste 12 uger besøg af en række af landets største kunstnere, der alle har skrevet personlige sange om en periode eller begivenhed i danmarkshistorien, som betyder noget særligt for dem.
I samarbejde med P3-redaktionen og 'Lågsus'-værterne har artisterne budt ind med hvilken del af danmarkshistorien, de ville fortolke, og derefter har de haft kreativ frihed til at skabe musik indenfor deres eget univers.
Suspekt og Shaka Loveless bliver de første til at vise resultatet af den kunstneriske udfordring, når de på tirsdag den 5. september præsenterer deres nye single i 'Lågsus' på P3.
”Nu, hvor de første sange endelig er tikket ind, er vi ovenud begejstrede. Dét, der virkede lidt som mission impossible – at lave radiovenlig musik med aktuelle artister, der inddrager danmarkshistorien – er virkelig blevet forløst af artisterne på bedste vis, og vi glæder os til at spille dem for lytterne,” siger Pelle Peter Jensen, der er vært på 'Lågsus' på P3.
'Lågsus' på tour i danmarkshistorien
I forbindelse med de nye historiske hits tager 'Lågsus' artisterne med på en "museumstour" og sender live fra forskellige lokationer i Danmark, der har en særlig betydning for den del af historien, sangene handler om. Første stop på touren den 5. september bliver på Tøjhusmuseet i København, der i øjeblikket har en udstilling om soldater hjemvendt fra krig. Mellem våben og uniformer fra Danmarks krige præsenterer Suspekt og Shaka Loveless deres nye fælles track ’Velkommen hjem’ og giver samtidig et indblik i tankerne og arbejdet bag.
Musikken kan om noget fortælle historie
’Lågsus' danmarkshistorie’ er seneste tiltag i forbindelse med DRs historiesatsning, der i løbet af hele 2017 har været omdrejningspunktet for en lang række programmer og initiativer.
”Vores lyttere er måske ikke de mest historieinteresserede mennesker i hele verden. Men ved at lade nogle af landets mest interessante navne lige nu give deres fortolkning af et stykke danmarkshistorie, kan det pludselig blive vedkommende for nogle af dem, der normalt ikke tænker over deres position i danmarkshistorien. Den åbenbaring er jeg personligt selv blevet ramt af igennem dette projekt og de sange, vi hidtil har hørt. Og jeg håber, at andre får samme oplevelse. Jeg synes i hvert fald, at Suspekt og Shaka er et genialt bud på et par utraditionelle historielærere”, siger Pelle Peter Jensen.
Lyt selv med de kommende 12 uger på P3, når de nye historiske hits fra nogle af landets største artister har danmarkspremiere i programmet 'Lågsus'. Første gang på tirsdag den 5. september klokken 12-14 direkte fra Tøjhusmuseet med Suspekt og Shaka Loveless.
De efterfølgende artister, tracks og lokationer afsløres løbende i 'Lågsus'.