Det var bogstaveligt talt en tom fornemmelse for DR Big Band og chefdirigent Miho Hazama, da det om formiddagen den 6. marts blev besluttet, at ’P8 Jazz Alive’ samme aften ikke kunne gennemføres med publikum.
Siden er aflyste begivenheder og lukkede koncertsale blevet en slags hverdag over store dele af verden. Og nu sidder Miho Hazama isoleret i sin lille lejlighed i New York, hvor hun har travlt med at komponere og arrangere musik.
Hvornår fik du første gang en fornemmelse af, at corona-situationen ville få konsekvenser for dig?
– Jeg er jo japaner, så jeg fulgte med i, hvad der skete i Japan og Asien fra begyndelsen, selvom jeg ikke lige havde rejseplaner dertil. Men selvom jeg fornemmede alvoren, regnede jeg da helt klart med at kunne gennemføre den tre ugers turné rundt i Europa, som jeg skulle have været på her i marts.
Hvornår fik corona-situationen så indflydelse på dit eget liv?
– Koncerten P8 Jazz Alive, som skulle have været årets jazzfest, blev aflyst for publikum på selve koncertdagen, og det var et ’wake-up call’ for os alle.
Det var virkelig svært at finde den særlige koncertenergi på scenen, når der kun var kameraer og mikrofoner i salen. Så vi mærkede virkelig, hvor dybt afhængige vi kunstnere og musikere er af vores publikum.
Hvordan kom du videre på din turné, da alt begyndte at lukke ned?
– Mit fly til Tyskland næste dag blev aflyst, men jeg ville ikke bare rejse hjem til New York, for jeg skulle dirigere i Holland bagefter. Problemet var, at jeg manglede et klaver at komponere de sidste ting færdig ved, og derfor måtte jeg rejse over til en musiker-ven i London.
Mens jeg var i London, kom der besked fra Det Hvide Hus om, at alle visaholdere snart ville blive afvist ved grænsen i USA, så jeg måtte aflyse resten af koncerterne i Europa og skynde mig at tage flyet hjem til New York. Lufthavnen var stort set tom den aften, og lige efter blev al flytrafik standset, så det var virkelig heldigt at jeg nåede hjem.
Hvor og hvordan tilbringer du denne periode, hvor dine projekter er aflyst?
Jeg er i min lille lejlighed i New York, hvor jeg har mine ting og kan arbejde så meget, jeg vil. Jeg skriver og arrangerer musik hele dagen, og jeg prøver at få så meget som muligt fra hånden, fordi der sikkert bliver længere mellem bestillinger af ny musik i den kommende tid.
Det er virkelig hårdt at arbejde så isoleret, og jeg kan se på de sociale medier hvordan mine musikervenner rundt omkring i verden har masser af tid. De finder på sjove virtuelle jamsessions og får andre skøre ideer, mens jeg prøver at holde dampen oppe og skrive mine nye værker færdige. Det er svært at holde selvdisciplinen, og jeg bliver virkelig rastløs af at være spærret inde på den måde!
Hvilke projekter arbejder du på lige nu?
– Jeg skriver nye arrangementer til Metropol Orchestra i Holland og til andre orkestre rundt omkring i verden – også til næste sæson med DR Big Band.
Hvilke konsekvenser tror du, corona-krisen kan få for din fremtid?
– Oplevelsen med ’P8 Jazz Alive’ fik mig for alvor til at indse, at det ikke bare er i koncertsituationen, men også i bredere forstand, at vi kunstnere har brug for publikum. Hvis der ikke er nogen, der oplever vores kunst, kan vi slet ikke eksistere – heller ikke økonomisk.
Ved at stå og dirigere i den tomme sal blev jeg mindet meget konkret om, at kunsten og kulturen altid bliver ramt ekstra hårdt i en krise, som den vi står i nu. Den er det første, der bliver skåret væk både i samfundet og i folks private økonomi, fordi den ikke er nødvendig i gængs forstand, men bliver set som en luksus. Det er chokerende at tænke på, at vi endnu slet ikke kan forudsige, hvor længe denne krise kommer til at vare, og hvor længe vi vil mærke efterdønningerne af den i kulturlivet og i verdensøkonomien.
Men jeg glæder mig så meget til næste sæson med DR Big Band, og snart kan vi offentliggøre planerne for hele sæsonen.