’Carmen Curlers’ vender tilbage

Den 13. oktober på DRTV og den 15. oktober på DR1 klokken 20.00 bliver det igen muligt at følge med i eventyret om ’Carmen Curlers’, når DR blænder op for en ny sæson.

Carmen Curlers er DR’s dramaserie om fantasten og iværksætteren Axel og den handlekraftige bondekone Birthe, der i 60'erne skaber Danmarks største arbejdsplads ved hjælp af en lille elektrisk papillot. Foto: Danni Riddertoft / Thomas Howalt Andersen

Da vi forlod ’Carmen Curlers’ i sæson 1, var året 1964 og Carmen Curlers-fabrikken var netop for alvor blevet en realitet.

I 1965, hvor anden sæson begynder, står ’Carmen Curlers’ overfor at vokse eksplosivt, da et amerikansk skønhedsfirma lægger en uhørt stor ordre. Axels ambition er at sælge sine curlere til hele verden, og han lægger sig derfor i selen for at alt skal gå godt med amerikanerne. Et scenarie, der for serieskaber Mette Heeno er et godt spejl på den udvikling, som det generelle danske samfund gennemgik.

- Det er netop i disse år, at vi ser, hvordan påvirkningen og bevidstheden om USA for alvor slår igennem og drømmen om den lokale succes bliver afløst af drømmen om international succes. En drøm, som Axel i stor stil jagter i 2. sæson med store omkostninger for både ham selv, Carmen Curlers og alle fabrikkens ansatte, siger Mette Heeno.

Mens Axel optages af det store salg, skal Birthe tage hånd om en alvorlig arbejdsulykke på fabrikken, der gør, at en flok oprørske medarbejdere kræver bedre arbejdsvilkår og forståelse fra ledelsen. Birthe må træffe nogle hårde beslutninger og bliver upopulær. Derhjemme knirker ægteskabet med Jørgen, og det bliver efterhånden sværere og sværere for Birthe at jonglere arbejde og familieliv.

Dejligt gensyn

For DR’s fiktionschef Henriette Marienlund er gensynet med det populære ’Carmen Curlers’-univers, ekstra glædeligt, fordi det på mange måder har været skelsættende for hendes tid som fiktionschef.

- Det var ikke uden sommerfugle i maven, at vi satte første sæson i søen med ambitionen om, at vi gennem den lille curler kunne fortælle en underholdende og vigtig del af vores fælles historie. Heldigvis står vi nu et sted, hvor første sæson blev knuselsket af danskerne, og jeg tror fuldt ud på, at folk igen vil omfavne eventyret om curleren, og de store omvæltninger, der var i samfundet i 60´erne, siger Henriette Marienlund.

Se traileren til den nye sæson af ’Carmen Curlers’