(Foto: © Dr arkiv)

BILLEDER: Tag med tilbage til dengang Radioavisen selv var en nyhed

Generationer er vokset op med Radioavisen, der fylder 93 i år. Tidligere i april ændrede DR en smule på udsendelsen, men ser man det over hele perioden, er der virkelig sket forandringer gennem årene.

  • - Vi holder fast i en stolt arv, men vi bringer også Radioavisen ind i en ny tid med nyt formsprog, ny lyd og ny relevans, sagde direktøren for DR Nyheder, Aktualitet, Sandy French, da DR for et par uger siden justerede lidt på radioaviserne. Med sine snart 93 år er det én af DR's absolut ældste udsendelser, som omkring tre millioner danskere hører hver uge. Set over tid ser en radioavis nu noget anderledes ud, end den gjorde, som da Carl Frederik Schiønning her i 1926 blev ansat som speaker i radioen. Det var ham, der den 9. april 1940 var tvunget til at læse tyskernes 'OPROP' op i radioen. (Foto: © Dr arkiv)
    1 / 14
  • Radioavisen, som de første mange år hed Pressens Radioavis, blev startet den 1. august 1926 - godt et år efter Statsradiofoniens fødsel i april 1925. Forskellige dagblade havde forsøgt sig med at bringe nyheder gennem det nye, æterbårne medie, og dagbladenes organisationer fik den fulde bestemmelsesret over indholdet og de ansatte medarbejdere på Pressens Radioavis, som dengang blev sendt klokken 19.00 og 22.00. Modsat resten af DR, som sendte fra Købmagergade i København, blev Pressens Radioavis sendt fra Ny Østergade i København. Her har chefen Svend Carstensen (til venstre) taget opstilling på taget med overmontør Viktor Nielsen og Radioavisens første sportsmedarbejder K. Seier Larsen. (© DR)
    2 / 14
  • Radioavisens chef Svend Carstensen var også selv rykket ud med sendeudstyret i 1933, da Pressens Radioavis transmitterer direkte til lytterne fra Københavns Lufthavn. Det gjorde man, da flypioneren Charles Lindbergh landede. (© DR)
    3 / 14
  • Middags-udsendelsen, som i dag er Radioavisens længste udsendelse med sine 15 minutter, kom til i 1939. Billedet her er nu fra 1941, hvor navnkundige Gunnar 'Nu' Hansen venter med sportsresultaterne, mens radioavisens Werner Hessenschmidt læser de seneste nyheder. Det var dengang, man havde damer til at renskrive manuskripter. Gunnar 'Nu' Hansen var kommet til DR i 1935, og han blev ikke mindst kendt for sine indlevende reportager under OL i Berlin i 1936 om blandt andre "Lille, henrivende Inge". (© DR)
    4 / 14
  • Den store generalstrejke i august 1944 betød store omvæltninger fra Statsradiofonien. Radiohuset på Frederiksberg blev besat, og chefen for Pressens Radioavis Niels Grunnet flygtede sammen med souschefen Johannes G. Sørensen til Sverige, hvor de så sendte Radioavisen fra. Niels Grunnet var leder for Radioavisen i 32 år med start i 1939. (© DR)
    5 / 14
  • I 1963 var der rav i den, da Radioavisen fik klager over, at det nu for første gang var en kvinde, der læste nyheder op. Kvinden var journalist Alice Vestergaard, der her ses ved Radioavisens 90-års-jubilæum for tre år siden. Hun blev senere også vært på TV-Avisen, som startede i oktober 1965. (© Kirsten Stubbe-Teglbjærg)
    6 / 14
  • I 1975 lancerer Radioavisen timenyheder - noget, som har været sendt lige siden i form af nyheder af 1, 3 eller 5 minutters varighed. Her læser Jørn Træholt en radioavis op i 1993 (Foto: © Bent Paulsen)
    7 / 14
  • Her har Radioavisen fået ny sendevogn i 1980'erne. (Foto: © Helge Jensen)
    8 / 14
  • I 1980'erne var der også en fremmedsprogsredaktion på Radioavisen, og der blev blandt andet sendt 'News in English' og nyheder på tysk ('Nachrichten') og fransk ('Informations') hver morgen på P3. DR sendte for eksempel også nyheder på serbokroatisk, arabisk, tyrkisk og urdu til herboende indvandrere i 'Indvandrerradio'. (Foto: © Dr arkiv)
    9 / 14
  • Ole Emil Riisager er én af dem, der har læst absolut flest radioaviser op. Han var ansat på Radioavisen fra 1959 til 1999 - og ses her fra 1995. Ole Emil Riisager døde i juli 2017, 84 år gammel. (Foto: © Heidi Maxmilling)
    10 / 14
  • I 2001 fik P3 sin egen radioavis - P3 Nyheder, som man har haft lige siden - i hvert fald i dagtimerne. Her er det Abdel Aziz Mahmoud, Kristoffer Meinert, Andreas Buhrkal Hald, Louise Hededam og Ole Tøpholm fra P3 Nyheder i 2007. (Foto: © Agnete Schlichtkrull)
    11 / 14
  • Her er Preben Lund, der stadig laver Radioavisen, vært i 2006. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    12 / 14
  • Én af de hyppige radioavis-værter om natten er Karen Nielsen, der her er i gang med at læse nyheder ud på de sene timer i 2015. (Foto: © Julie Mørkeberg)
    13 / 14
  • Fra tirsdag 2. april gennemførte Radioavisen nogle af de største ændringer i mange år. Her er det seneste foto, DR har lavet på Radioavisen - nemlig af vært og journalist Morten Schnell-Lauritzen, der har været en af Radioavisens kendte stemmer i to år. Der er Radioavisen igen, når klokken bliver hel... (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    14 / 14