BILLEDER: Sommer-fjernsynet for 40 år siden bød på Poul Reichhardt og Otto Leisner

Der blev både gættet, hvad folk lavede i 'Tippejob' og set Poul Thomsen i DR's sommerfjernsyn i juli 1978.

  • Sommermånederne er traditionelt ikke der, hvor vi ser mest TV. Alligevel vækker programmerne minder hos mange - måske var det dem, man så på ferien hos mormor eller i sommerhuset. I en lille sommerserie dykker dr.dk/omdr ned i, hvad der blev vist på DR's ene fjernsynskanal for 40, 50 og 60 år siden. I juli 1978 - altså for 40 år siden - blev seerne for eksempel budt syngestykket 'Werner Holgersen' med Poul Reichhardt i hovedrollen. DR viste syngestykket torsdag den 20. juli klokken 20.25, og også Kurt Ravn, Valsø Holm, Birgit Sadolin og Henning Jensen var blandt de medvirkende i det. (Foto: © Dr arkiv)
  • I 1978 var DR's velkendte vært Otto Leisner på sit højeste og en flittig gæst i fjernsynsruden. For præcis 40 år var det quizzen 'Tippejob', han sagde "godaften" i. Det var en gætteleg, hvor holdet skulle gætte, hvad en person, der gæstede studiet, var af profession, og han eller hun måtte kun besvare spørgsmålene fra spørgeholdet, som blandt bestod af Rie Krarup, Niels Helveg, Helle Hertz og Erik Ryge, som Otto Leisner her er flankeret af. Programmerne blev sendt lørdage i juli 1978 klokken 20.10 - lige efter 'Næste uges TV'. (Foto: © Anne-Grethe Svendsen)
  • Før Poul Thomsen i 1980'erne begyndte at lave familieprogrammerne 'Dus med dyrene' var han i slut-1970'erne vært for 'Dig og dyrene', der mest var for børn. Det var han også i sommeren 1978, hvor han var på besøg i Aalborg Zoo og fulgte tre rævehvalpe, som var blevet væk fra deres mor. (Foto: © Kjeld Arnholtz)
  • Sommerfjernsynet fra DR var også fyldt med Kermit, Miss Piggy, de to gnavne mænd og alle de andre fra det engelske 'Muppet Show'. Dukkeserien, som blev sendt over flere år, og hvor mange store sangkunstnere også medvirkede, blev samtidig så populær i Danmark, at Cirkusrevyen på Bakken også beskæftigede sig med det året efter. I 1979 var der også vrisne herrer på Dyrehavsbakken, hvor billedet stammer fra. (Foto: © Dr arkiv)
  • Fredagsunderholdningen i juli 1978 blev samsendt mellem dansk og svensk fjernsyn og hed 'Os imellem'. Det blev sendt direkte fra Pildamsparken i Malmø, hvor skuespillerinden Ulla Jessen (billedet) var den danske vært, mens Lasse Holmquist var den svenske. (Foto: © Bent Paulsen)
  • Kendingsmelodien fra TV-Køkkenet hed Truddelutt' og var af Bengt Hallberg, og den bliver stadig brugt og hørt, selv om det var i 1970'erne og 1980'erne, at programmerne især blev sendt. Således også i sommeren 1978, hvor Hans Hartvig Skaarup (til venstre) var vært - sammen med Jørn Nielsen. Her ses han fra en anden lejlighed sammen med kokken Hans Beck Thomsen. (Foto: © Anne-Grethe Svendsen)
  • I 1970'erne havde DR lanceret 'Legestue'-programmerne for børn, hvor Trille med det borgerlige navn Bodil Nielsen - var en af værterne. Hun var også at finde i sommerfjernsynet i juli for 40 år siden. Den sommer blev 'Legestue' sendt klokken 19.00, lige før den første TV-Avisen klokken 19.30. (Foto: © Dr arkiv)
1 / 7

Du kan selv fordybe dig i DR's gamle programoversigter fra 1925 til 1984, som alle er søgbare på nettet. Du finder dem her