(Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)

BILLEDER: Ny dramaserie blev præsenteret ved bål på Fyn

Holdet bag DR’s kommende dramaserie ’Fred til lands’ inviterede tirsdag til pressemøde ved Frøbjerg Bavnehøj. Udover at tale med seriens stjerner og skabere, fik de fremmødte også en tur på settet.

  • Til efteråret ruller en psykologisk thriller over skærmen på DR1. Dramaserien ’Fred til Lands’ er lavet i samarbejde med MOTOR og FilmFyn og er i fuld gang med at blive optaget. Tirsdag den 18. juni var pressen inviteret med til optagelserne. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    1 / 13
  • Fyens højeste punkt, Frøbjerg Bavnehøj, dannede rammen om pressemødet til den kommende DR dramaserie ’Fred til Lands’. Serien handler om den lille by Ebberup, hvor et stort drama udspiller sig i kulissen. Fem indbyggere fra byen bliver alle plaget af den lokale bølle Mike, som året forinden er sluppet afsted med at slå en uskyldig dreng ihjel. Derfor planlægger de fem mænd og kvinder det perfekte mord, som skal fordrive ondskaben fra byen. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    2 / 13
  • Dramachef i DR Christian Rank bød pressen velkommen og satte et par ord på DR Dramas arbejde, inden han gav ordet videre til producent Jesper Morthorst og de to manuskriptforfattere Christian Torpe og Marie Østerbye. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    3 / 13
  • Manuskriptforfatterne trådte frem i den lille pavillon, der fungerede som en oase af skygge midt i den fynske sol. De introducerede skuespillerne og deres roller i dramaserien. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    4 / 13
  • Efter introduktionen fik pressen mulighed for at interviewe holdet bag serien. Morten Hee Andersen spiller Mike i serien. Mike er byens bølle, som terroriserer byens beboere og som tilsyneladende er sluppet afsted med at have slået en uskyldig dreng ihjel. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    5 / 13
  • På rollelisten optræder også Dar Salim, der spiller en mand, som efter bedste evne har integreret sig i det lille samfund. I dagens anledning var han ét af pressemødets sjove indspark. Under introduktionen af skuespilleren sørgede han nemlig for at starte en klapsalve, da hans eget navn blev nævnt. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    6 / 13
  • Midt i mængden af interviews og fotoshoots stod tre blomsterbindere og forberedte kranse til dagens scene - sankthans-scenen. Det er den mest omfattende i hele serien, da holdet skal holde styr på både 300 statister og et kæmpebål. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    7 / 13
  • Som dagen skred frem kom flere og flere statister til. Ved siden af produktionsholdets bus og sminkerummet var et festtelt slået op. Her kunne statisterne slappe af i skyggen, inden turen gik mod settet. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    8 / 13
  • Pressen fik lov til at overvære prøverne på dagens Sankt Hans-scene. Mens produktionsholdet fik sat statisterne på plads rundt om bålet på Frøbjerg Bavnehøj, stod pressen for foden af bakken og fulgte med. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    9 / 13
  • Til tonerne af 'Vi elsker vort land' skulle heksen brændes af. Ved prøverne stod et pigekor med de nylavede blomsterkranse klar, mens produktionsholdet testede lyden. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    10 / 13
  • Da scenen kræver en del leg med ild, var brandvæsnet naturligvis også til stede. Mens det hele blev gjort klar, gik skuespillerne - her Frieda Joanna Krøgholt og Sylvester Byder - rundt og hyggede. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    11 / 13
  • Hele serien er optaget i Assens Kommune og alt er optaget ude i virkeligheden. Intet er lavet i et studie. Byen Ebberup er omdrejningspunktet, men består i virkeligheden af flere små byer i kommunen. Det er altså ikke kun den virkelige by Ebberup, der optræder i serien. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    12 / 13
  • Frøbjerg Bavnehøj var i dagens anledning gjort til bålplads. For anden dag i træk skulle holdet nemlig optage en sankthans-scene, som krævede 300 statister. Scenen og resten af de i alt otte afsnit af 'Fred til lands' kan ses på DR1 og DRTV til efteråret. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
    13 / 13