(Foto: © Walther Månsson, Scanpix)

DR viser filmen om Gøg og Gokke i påsken: Se billederne fra komikerparrets besøg i DR i 1947

2. påskedag viser DR2 og DRTV filmen 'Gøg og Gokke' om komikerduoens personlige forhold. Filmen fortæller ikke, om da de besøgte DR i 1947. Den historie kan du få her.

  • 2. påskedag - den 1. april - klokken 20.00 viser DR2 og DRTV det britiske autentiske drama 'Gøg og Gokke' fra 2018. Den handler om komikerparret og stumfilmstjernerne Stan Laurel og Oliver Hardys personlige forhold. Filmen beskæftiger sig nu ikke med oktober 1947, hvor de to herrer opholdt sig i Danmark det meste af måneden og blev modtaget som helte. Foto: MGM/Metro Goldwyn Mayer.
    1 / 7
  • Gøg og Gokke besøgte også DR - endda på den allersidste dag under deres besøg. Gøg og Gokke lagde vejen forbi Radiohuset på Rosenørns Allé på Frederiksberg, hvor komikerparret blev præsenteret for publikum af programsekretær og vært Svend Petersen. Han var én af DR's store navne på det tidspunkt, og han blev senere DR's programchef. I 1947 var fjernsynet endnu ikke kommet til Danmark, og et af de mest aflyttede programmer var weekend-aftenprogrammet 'Weekend-Hytten', som blev sendt direkte mellem 21.00 og 22.00 lørdag. Her blev Gøg og Gokke - Stan Laurel og Oliver Hardy - interviewet. Programmet findes desværre ikke mere, og dette er det eneste foto, DR ligger inde med fra begivenheden. Foto: DR Arkiv.
    2 / 7
  • Heldigvis har billedbureauet Scanpix lidt flere fotos fra besøget i Danmark, der varede fra den 1.-25. oktober. Gøg og Gokke, der på det tidspunkt havde arbejdet sammen i over 20 år og lavet over 100 film, ankom med skibet til Esbjerg sammen med deres koner, som de ses sammen med her. (Foto: © Olaf Ibsen, Scanpix Denmark)
    3 / 7
  • Gøg og Gokke kørte med toget fra Esbjerg til København, hvor de samme aften, som de var ankommet, blev trakteret af det danske skuespillerforbund med en æresmiddag på Restaurant Wivex i København. Her mødte de blandt andre deres danske kolleger Ib Schønberg, Poul Reichhardt og Peter Malberg. De nåede også at blive interviewet af DR's legendariske reporter Gunnar 'Nu' Hansen den dag. (Foto: © Walther Månsson, Scanpix)
    4 / 7
  • Udover at optræde for DR's lyttere af 'Weekend-Hytten' gav Gøg og Gokke også en lang række andre optrædener i Danmark i oktober 1947 - blandt andet på Ambassadour i København, i K.B. Hallen på Frederiksberg, i Aarhus Hallen og i Fyns Forsamlingshus i Odense. De nåede også til en stor reception på Carlsberg, hvor dette foto stammer fra. (Foto: © Walther Månsson, Scanpix)
    5 / 7
  • Undervejs på turen lagde Gøg og Gokke ikke skjul på, at de ikke kendte Danmark særlig godt på forhånd. - At der eksisterede et land, der hedder Danmark, anede vi ikke, før vi skulle hertil, sagde Gokke blandt andet til dagbladet Politiken ved ankomsten. Mens komikerparret måske ikke kendte Danmark, kendte Danmark dem. Her er menneskemængden udenfor Palace Hotel på Rådhuspladsen i København enorm, da folk er mødt op for at se dem på balkonen. (Foto: © unknown, Scanpix Denmark)
    6 / 7
  • Som par var Gøg og Gokke aktive frem til 1955. Gokke - Oliver Hardy - døde i 1957, mens Gøg - Stan Laurel - døde i 1965. Her ses de igen fra filmen 'Gøg og Gokke', der bliver sendt under prædikatet 'Ugens filmperle' på DR2 og DRTV mandag den 1. april klokken 20.00 - og igen lørdag den 6. april klokken 23.15 på DR2. Foto: MGM/Metro Goldwyn Mayer.
    7 / 7