BILLEDER: Den helt store musikpris og blomster til Blomstedt

DR Symfoniorkestrets æresdirigent og tidligere chefdirigent Herbert Blomstedt fik torsdag overrakt Léonie Sonnings Musikpris 2016 – og samtidig dirigerede han orkestret, som han har gjort i 60 år.

  • Der var både blomster og en check på intet mindre end 750.000 kroner, da DR Symfoniorkestrets æresdirigent og tidligere chefdirigent fra 1967-1977, Herbert Blomstedt, torsdag aften fik overrakt Léonie Sonnings Musikpris 2016 i DR Koncerthuset. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
  • Det var den tidligere kanalchef på P2, Steen Frederiksen, der stod for overrækkelsen og motiveringen. Han sidder i dag i bestyrelsen, der står bag uddelingen af den store musikpris. Herbert Blomstedt er med sine 88 år den ældste modtager af Léonie Sonnings Musikpris nogensinde. Han samarbejdede med DR Symfoniorkestret for første gang i 1955, dirigerede en hel koncert for første gang i 1956 og er still going strong. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
  • Herbert Blomstedt, der er svensker, men født i USA, takkede for prisen, og kvitterer også på andre måder i disse dage i DR Byen. Torsdag og igen lørdag dirigerer han DR Symfoniorkestret, og fredag eftermiddag er der mulighed for at overvære en masterclass i Koncertsalen, hvor han underviser tre unge dirigenter. DR Symfoniorkestret og DR-orkestrets venneforening markerer også prisen ved at udgive en DVD med optagelser fra Roskilde Domkirke. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
  • Udover at modtage prisen stod Herbert Blomstedt også for at dirigere ugens torsdagskoncert. Her var Mahlers 1. Symfoni og Beethovens 8. Symfoni på programmet. Hele koncerten kan høres på dr.dk/radio, ligesom den bliver sendt igen på P2 søndag den 10. april klokken 12.15. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
1 / 4