BILLEDER: 19.000 japanere hører dansk musik for tiden - og de klapper heftigt

DR Symfoniorkestret giver i disse uge 10 koncerter i syv japanske byer. Ved den første koncert i denne uge var bifaldet over alle forventninger.

  • Suntory Hall i Tokyo, hvor DR Symfoniorkestret åbnede turnéen, har plads til 2200 gæster, og koncerterne med DR-orkestret er helt udsolgte. Salen har en berømt akustik og er blandt andet. kendt som dirigenten Herbert von Karajans yndlingssal. Derfor hedder pladsen foran salen Herbert von Karajans Plads. Den bliver besøgt af den klassiske musikverdens allerstørste navne. (Foto: © Jon Bonde Eriksen)
  • DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi giver den fuld gas under den første af koncerterne i Tokyo. I alt spiller DR Symfoniorkestret i syv japanske byer. (Foto: © Jon Bonde Eriksen)
  • Det er første gang, DR Symfoniorkestret er inviteret til at spille i Japan, men heldigvis er der hjælpere til at få de omtrent 100 musikere de rigtige steder hen. (Foto: © Jon Bonde Eriksen)
  • Med invitationen fra Toshiba til at spille i Japan er DR Symfoniorkestret og Fabio Luisi kommet i fint selskab. Tidligere har Philharmonia Orkestret og Dresdens Statskapel spillet under Toshiba Grand Concert-programmet. De havde dirigenterne Daniel Barenboim og Sir Simon Rattle med. (Foto: © Jon Bonde Eriksen)
  • Japanerne bliver blandt andet budt på komponisterne Carl Nielsen og Bent Sørensen på turneen. (Foto: © Jon Bonde Eriksen)
  • Japan er kendt for at være en af den klassiske vestlige musiks vigtigste territorier. Musikken har en høj status i både uddannelsessystemet og kulturlivet, og antallet af klassiske orkestre og koncerter er imponerende. (Foto: © Jon Bonde Eriksen)
  • Det er cirka 150 år siden, at japanerne begyndte at tilegne sig vores europæiske musiktradition. Her har DR Symfoniorkestrets chefdirigent Fabio Luisi sæderne for sig selv, men i løbet af de to uger i Japan, har omkring 19.000 japanerne løst billet til at se orkestret. (Foto: © Jon Bonde Eriksen)
  • Alle DR's lyttere behøver nu heller ikke gå glip af turen og musikken, for P2's Mathias Hammer er også med. På linket neden for i denne tekst kan den første koncert høres, og den sidste koncert i Suntory Hall i Tokyo kan høres som 'P2 Koncerten' torsdag den 28. marts klokken 19.20. (Foto: © Jon Bonde Eriksen)
1 / 8

Japanerne er vilde med at se DR Symfoniorkestret, der i denne og næste uge – sammen med chefdirigent Fabio Luisi - er inviteret til at give 10 koncerter i syv japanske byer.

Ikke færre end 19.000 japanere har løst billet til koncerterne, hvor DR Symfoniorkestret blandt andet har dansk musik med i bagagen. Dertil skal lægges de mange danske lyttere, der kommer til at høre koncerterne, når P2 sender fra Japan to gange.

Da DR Symfoniorkestret åbnede sin store Japan-turné i Suntory Hall i Tokyo tirsdag aften, tog det japanske publikum imod det danske orkester med en applaus, der oversteg alle forventninger – og tilmed brød med konventionerne for god opførsel ved klassiske koncerter.

Sjældent set jubel

Da DR Symfoniorkestret og chefdirigent Fabio Luisi nåede i mål efter Tjajkovskijs 5. symfoni, udbrød der en heftig jubel hos publikum. Først måtte orkestret på scenen med et ekstranummer, men selv derefter ville applausen ingen ende tage. Da musikerne til sidst forlod scenen, blev publikum stående i salen – og så måtte alle 100 musikere, som ellers var begyndt at pakke instrumenterne sammen, marchere forfra ind på scenen.

Ifølge chefdirigent Fabio Luisi, som har optrådt i koncertsale over hele verden, var det et helt usædvanligt forløb, som han kun yderst sjældent har oplevet.

På turneen spiller DR Symfoniorkestret blandt andet musik af to store danske komponister – nemlig ouverturen til operaen ’Maskerade’ af Carl Nielsen samt værket ’Evening Land’ af komponisten Bent Sørensen.

DR Symfoniorkestret giver koncerter i byerne Tokyo, Kanazawa, Nagoya, Hiroshima, Hakata, Osaka og Sendai, og orkestret og Fabio Luisi er inviteret på turneen af Toshiba. Turneen er en del af konceptet Toshiba Grand Concert, som snart i 40 år har præsenteret japanerne for førende symfoniorkestre fra hele verden.

Udgiver også album

Udover at spille i Japan har DR Symfoniorkestret også en helt ny cd-udgivelse med i violinkasserne. Sammen med Dacapo Records og Naxos Japan udgiver DR-orkestret eksklusivt i Japan en samling live-indspilninger med værker af danske komponister.

Det er første gang, DR Symfoniorkestret besøger Japan, og den første koncert fra Suntory Hall i Tokyo kan høres på DR’s radioapp og dr.dk/radio her