BBC's generaldirektør bliver ny præsident for radio- og tv-samarbejde

BBC’s generaldirektør Tony Hall kommer til at stå i spidsen for samarbejdet i EBU – European Broadcasting Union - fra nytår. DR er et af medlemmerne og får blandt andet musik, nyheder og sport ad den vej.

BBC's generaldirektør Tony Hall - nummer to fra venstre, og franske Delphine Ernotte Cunci er blevet henholdsvis præsident og vicepræsident i European Broadcasting Union. Her er de flankeret af den afgående præsident Jean-Paul Philippot (til venstre) og af EBU's generaldirektør Noel Curran. (Foto: © Erkys Zhabjaku)

Generaldirektøren for BBC – Storbritanniens svar på DR, Tony Hall, bliver fra nytår præsident for de europæiske public service-stationers samarbejde i EBU, European Broadcasting Union. På den netop overståede 80. generalforsamling i EBU i Albaniens hovedstad, Tirana, blev Tony Hall valgt som ny præsident, mens generaldirektøren for franske France Télévisions, Delphine Ernotte Cunci, blev udpeget som vicepræsident for EBU i de kommende to år.

EBU består af 73 medlemmer i 56 lande i Europa, Mellemøsten og Nordafrika, hvoraf DR er et af medlemmerne. EBU arbejder blandt andet med at sikre public service gode vilkår i medlemslandene, men også ved at samarbejde i det daglige.

Samarbejdet kan DR’s lyttere og seere mærke dagligt i form af udveksling af nyheder og sport, ligesom der for eksempel bliver udvekslet næsten 3000 koncerter årligt – koncerter, som ikke mindst kan høres på P2 og ses på DR K. Derudover har EBU siden 1956 stået for at afvikle Det Europæiske Melodi Grand Prix, som DR har været vært for tre gange. Har en vigtig rolle Tony Hall har været generaldirektør for BBC siden 2013, men han startede med at arbejde der allerede 40 år tidligere og har blandt andet førhen haft en stor karriere i BBC News. ”Public service-stationerne har aldrig været vigtigere. De har en afgørende rolle – ikke kun med at levere upartiske nyheder, men også med at producere programmer, de afspejler, det liv, folk lever, og de ambitioner, de har,” siger Tony Hall. Han erkender også, at public service-stationerne står over for en række udfordringer med ændrede seervaner og nye måde at indtage nyheder på.

Tony Hall og Delphine Ernotte Cunci afløser fra nytår belgiske Jean-Paul Philippot (RTBF) og italienske Monica Maggioni (RAI), som har været henholdsvis præsident og vicepræsident i EBU i 10 og tre år. EBU har sit hovedkvarter i Genève, og radio- og tv-samarbejdet bliver i det daglige ledet af generaldirektør Noel Curran.